TV2’s dokumentar ”Den Sorte Svane” bringer to eksempler fra Holbæk Kommune. Kommunen vil nu undersøge de to steder og tage prøver.

TV2 har offentliggjort en dokumentar i fem afsnit med navnet den ”Den Sorte Svane”. Dokumentaren afdækker blandt andet svindel med de lovpligtige rapporter om risiko ved bortskaffelse af affald samt ved jordkørsel.

TV2 bringer i den forbindelse to eksempler fra Holbæk Kommune. Det drejer sig om nedrivningen af en tidligere sprogskole på Lundemarksvej i Holbæk og en ulovlig jordpåkørsel. Sidstnævnte nævnes ikke direkte i dokumentaren, men det handler ifølge Holbæk Kommunes oplysninger om en grund med en naturbeskyttet mose i Undløse.

I begge tilfælde vil Holbæk Kommune nu iværksætte undersøgelser af grundene. I tilfældet Lundemarksvej vil Holbæk Kommune desuden tage prøver i børnehaven Villa Kulla. Børnehuset ligger tæt på, og var påvirket af støv i forbindelse med nedrivningen.

Hvis du som borger har spørgsmål til de to grunde er du velkommen til at kontakte Holbæk Kommune på virksomhed@holb.dk

Nedenfor følger Holbæk Kommunes viden på nuværende tidspunkt om de to eksempler fra dokumentaren:

Eksempel 1: Nedrivning og håndtering af byggeaffald fra Lundemarksvej 24

I forbindelse med nedrivningen af den gamle sprogskole på Lundemarksvej 24 modtog Holbæk Kommune den lovpligtige anmeldelse af byggeaffald den 10. august 2022. Rapporten er udfærdiget af en person, der ifølge dokumentaren har kontakter til den rockerrelaterede ejer af et nedrivningsfirma.

Rapporten udpeger materiale (overflader), som kunne være problematiske (diverse malinger og evt. fuger eller fliser med mulig asbest mv.) og der udtages analyser af de forskellige materialer anvendt i bygningen. Det kortlægges (baseret på analyserne) derfor, hvor der i bygningen findes problematiske stoffer. I denne forbindelse viser kortlægningen, at der er fundet maling i kælderen, hvor der høje koncentrationer af tungmetallet zink, samt let forurening med PCB. Den høje koncentration af zink gør, at denne maling skal kategoriseres som farligt affald. I den øvrige del af bygningen findes der kun lettere forurenet bygningsaffald på to andre overflader (hvid maling på faldstamme og radiator, samt linoleumsgulve i hele bygningen). Resten af materialerne fremstår rene.

Holbæk Kommunes anviser på den baggrund byggeaffaldet til de respektive godkendte modtageranlæg, så det farlige eller forurenede bygningsaffald kan håndteres og bortskaffes korrekt og de rene materialer kan genanvendes.

TV2 har dog forelagt Holbæk Kommune en anden rapport på den nu nedrevne bygning på Lundemarksvej. Den rapport er aldrig sendt til Holbæk Kommune. Af rapporten fremgår det blandt andet, at der er høje koncentrationer af PCB i udvendige fuger, som man mistænker, kan være gået i betonen. Der er altså en uoverensstemmelse mellem den rapport, som Holbæk Kommune anviste affald på baggrund af, og den rapport, TV2 ligger inde med.

Nedrivningen på Lundemarksvej er færdiggjort, og der er ikke umiddelbart byggeaffald tilbage på overfladen af grunden. Dette skal dog undersøges nærmere, ligesom der også skal tages prøver på grunden.

Som første prioritet vil Holbæk Kommune desuden tage prøver i en nærliggende daginstitution, der var påvirket af støv i forbindelse med nedrivningen. Holbæk Kommune er i udgangspunktet ikke bekymret for hverken børn eller ansatte i daginstitutionen og heller ikke for øvrige naboer i området. Det gælder både nu og i forbindelse med selve nedrivningen. Men for en sikkerheds skyld vil kommunen altså udtage prøver.

Eksempel 2: Tilkørt jord til Hovedgaden 37a Undløse, 4340 Tølløse

Dokumentaren nævner ikke direkte denne grund, men ifølge Holbæk Kommunes oplysninger formoder TV2’s journalister, at der er påkørt forurenet jord. Det kan Holbæk Kommune ikke endegyldigt verificere.

Vi kan dog konstatere, at der i 2021 ulovligt blev kørt jord til Hovedgaden 37a i Undløse.

Holbæk Kommune blev den 12. april 2021 kontaktet af en borger, som fortalte, at der i weekenderne blev kørt jord til grunden. 14. april 2021 fremsendte Holbæk Kommune standsningspåbud til daværende grundejer. Der var både kørt jord til grunden uden tilladelse, og der var blevet lagt jord ud i den beskyttede mose. Den daværende ejer havde allerede i 2020 fået at vide, at man kunne søge om terrænregulering på grunden, men at ejeren måtte forvente at få et afslag. Der var tilladelse til at køre ren jord på en sti i området, men ikke til den terrænregulering, der blev foretaget i 2021.

Holbæk Kommune forsøgte i den kommende tid at komme i kontakt med daværende ejer, men uden held. Derfor kunne det heller ikke på det tidspunkt afklares, hvor jorden stammede fra.

I juni 2021 blev Holbæk Kommune kontaktet af en mulig køber af grunden. Han havde kontakt til grundejer og havde fået sælger til at forklare, hvor jorden kom fra. Han fremsendte analyser fra to store jordflytninger fra hhv. Vallensbæk og Høje Taastrup kommune, som svarede til den modtagne jordmængde, og som viste, at jorden var ren.

På den baggrund vurderede Holbæk Kommune, at den beskyttede mose skulle føres tilbage til den tidligere tilstand, og at der skulle udtages prøver for at bekræfte, at tilstanden af jorden var som beskrevet i de modtagne analyser fra Høje Taastrup og Vallensbæk. Mistanken var, at der også kunne være kørt jord til fra andre ejendomme.

Mulig køber valgte at købe grunden og forestå disse tiltag. Der er modtaget analyser, som viser at jorden er ren, og der er blevet renset op i den beskyttede mose. Holbæk Kommune har ikke umiddelbart nogen grund til at mistro den nye ejer.

TV2 har imidlertid i henvendelser til Holbæk Kommune fremvist andre rapporter, der viser, at der på i hvert fald den ene grund, som jorden muligvis stammer fra, blev konstateret forurening.

Holbæk Kommune vil derfor tage initiativ til at foretage prøver på grunden i Undløse igen.

Kilde

Foto: ABW