Støtteforeningen for Odsherreds Trafikmuseum holder generalforsamling torsdag 27. marts 2025, kl. 19:15 på museet, Hørve Stationsvej 9, 4534 Hørve.

Efter generalforsamlingen er der som sædvanligt et arrangement. I år vil Ulrik Lindquist fortælle om Post- og Telegrafvæsenets, Post Danmarks og Post Nords 400-årige historie, et aktuelt emne, da Post Nord 6. marts har oplyst, at man slutter med at omdele breve med udgangen af 2025.

Ulrik startede i 1972 som cykelbud ved Ringsted Postkontor. Siden var han landpostbud ved Postvæsenet. Fra 1984 fik Ulrik sin egen rute i Ringsted midtby, en rute, han bestred indtil den sidste ombæring i 2016.

Efter sin tid som aktiv post er Ulrik tilknyttet Postlauget på Nyvang, og han står også for postbutikken på Sporvejsmuseet på Skjoldenæsholm.

På Odsherreds Trafikmuseum har vi også en udstilling om postbefordring med tog på Odsherredsbanen.

Alle er velkomne til en spændende aften på Trafikmuseet.

Museet åbner lørdag 31. maj 2025, kl. 10:00. Årets særudstilling: Nordvestbanen 150 år.

Odsherreds Trafikmuseum åbnede i 1992, og siden har museet hvert år haft åbent onsdage og lørdage i sommermånederne samt i efterårsferien og efter aftale.

I 2025 har museet åbent onsdage og lørdage fra 31. maj til 30. august samt 11., 15. og 18. oktober kl. 10:00-14:00. Entré: Voksne: 30,- kr. og børn: 10,- kr. Læs mere på www.trafikmuseet.dk.

Lidt om Post i Odsherred

I 1734 åbnede det første poststed i Nykøbing Sj., og fra I 1739 oprettedes en gående post en gang ugentlig mellem Holbæk og Nykøbing Sj. Turen gik fra Holbæk med robåd hen over fjorden til Hørby, hvorfra posten gik videre til Kisserup. Her var der færgested med robåd over til Kongsøre, hvorfra posten fortsatte til fods til Nykøbing Sj.

I 1871 ændrede man postgangen på ruterne Holbæk-Svinninge-Kalundborg og Svinninge-Nykøbing Sj. således, at de to poster fremførtes samlet med diligence til Svinninge.

I 1874 åbnede jernbanen fra Roskilde til Kalundborg, og i maj 1875 blev der oprettet en daglig brev-, pakke- og personpost med diligence mellem Jyderup og Nykøbing Sj. over Svinninge. Ruten blev senere omlagt over Snertinge og Fårevejle. Selv om man kørte forbi Dragsholm, var det alligevel en forbedring i forhold til postruten over Tuse Næs.

I 1875 åbnede DFDS en skibsrute fra Holbæk til Nykøbing S. med anløb af Gundestrup. Denne rute befordrede passagerer og post fra Holbæk og Nordvestbanen. D/S Issefjorden bestred denne sejlads, indtil den lukkede i 1899, hvor Odsherreds Jernbane åbnede, og trafikken blev overført til denne bane. Diligencen fra Jyderup overlevede endnu 10 år, og kørte den sidste tur den 31. marts 1909.

Bureaukørslen på Odsherredsbanen ophørte pr. 31. maj1985, men postbefordring med OHJ’s tog fortsatte. Banernes værksted monterede en sliske på hver side af banernes postvogne, så vognene kunne modtage Postvæsenets rullende postcontainere. Transporten af post til Odsherred fortsatte på denne måde, indtil P & T i 1989 gik over til kørsel udelukkende med lastbil i 1989.

Siden år 2000 er postmængden svundet ind, hvilket har bevirket, at Post Danmark har nedlagt mange posthuse – også i Odsherred. Den 20. januar 2018 var turen kommet til Nykøbing Sjælland, hvor man havde sidste arbejdsdag. Postbudene blev overflyttet til Holbæk.

Tog med bureaupostvogn til Nykøbing Sj. på Holbæk Station, 1978. Foto: Odsherreds Trafikmuseum