Kravl ind til Jordens kerne. Form istidslandskabet i den interaktive sandkasse og prøv sten-rouletten. De nye aktiviteter, Jordens fortællinger, åbner på Observatoriet i Brorfelde den 27. juni kl. 11.00 med et ordentligt stenflæk. Der er lava-vand og sandkage til de første.
Tykkelsen af jordskorpen svarer ca. til tykkelsen af skrællen på et æble, når man ser på forholdet mellem overflade og indhold. Men selvom vi ved meget om Jordens opbygning, blandt andet fra seismiske målinger, er vi aldrig kommet igennem skorpen. Heldigvis er vi omgivet af sladrehanke, der kan få os til at gisne om, hvad der er på spil dybt under os. De nye aktiviteter på Observatoriet handler om istid, sten, mineraler og Jordens opbygning.
Stenenes hemmelighed
En stille sten på vejen kan være et vidunderligt vindue til Jordens historie. Det kan dog kræve lidt at få øje på at se det. Geolog ved Observatoriet i Brorfelde, Marie Holst Riis forklarer:
”Hver enkelt sten fortæller sin egen historie om det sted, den har boet. Fx kan vi samle sten op, der fortæller, at de er skabt i en gold sandørken på Bornholm for mange millioner år siden. Stenene er et vindue til fortiden, og det vi kan se, er helt fantastisk.”
I de nye aktiviteter kan man bl.a. bygge mineraler og lære at se stenenes forskelligheder.
Der er guld i bakken
Og guldet er gruset og det omkringliggende istidslandskab. På Observatoriet kigger man ikke kun ud i Universet, men også ned i Jorden. Astronomi og geologi hænger nøje sammen, og meteoritter, der er nedfaldne stykker af asteroider, kan blandt andet hjælpe os med at forstå Jordens indre, fordi asteroider er opbygget af næsten samme materiale som Jorden. Det kan man lære mere om i Jordens fortællinger, som udover sten fra rummet og sten fra Jorden, også giver de besøgende mulighed for at blive klogere på istid, istidens dyr og, hvordan landskabet omkring Observatoriet er blevet skabt.
Aktiviteterne er blevet til med støtte fra Nordea-fonden og er en del af projektet, Istidsruten, der udmunder i åbningen af en cykelrute igennem fem kommuner. Istidsruten åbner virtuelt samme dag d. 27. juni kl. 10.00.
”Jeg er enormt glad for, at vi i Holbæk Kommune er med i et stort fælles projekt, der giver os alle mulighed for at komme mere ud i det fri. På Observatoriet vil vi have alle til at være nysgerrige på naturen og med Jordens fortællinger tager vi et dybt og ikke mindst spændende spadestik i den retning. Jeg håber, at mange vil kigge forbi i sommerferien, og jeg kan godt afsløre, at vi kun lige har kradset i overfladen. Der er mere geologi forude,” siger leder ved Observatoriet Julie K.L. Bouchet.
Læren om vores planet
Gennem lydfortællinger og aktive installationer gør Jordens fortællinger gæsterne klogere på, hvorfor landskabet ser ud, som det gør i dag. Sten er nemlig ikke bare sten.
”Geologien er vigtig, fordi den får os til at forstå, hvorfor vi i Danmark kan hive grundvand op, og andre ikke kan. Hvorfor vi lægger kartofler og andre plukker frugt. Hvorfor vi bor fladt og andre bakket. Og hæver vi os lidt op, er geologi læren om vores planet. Jorden forandrer sig langsomt over millioner af år, men forandringerne har enormt store konsekvenser for os. Jeg håber, at folk, der oplever Jordens fortællinger, bliver nysgerrige på naturen omkring os, og at de kigger lidt ekstra på landskabet næste gang de går en tur i det,” siger Marie Holst Riis.
Billetkøb
Billetter købes online på Brorfelde.dk
Voksne (18 år +) 85kr.
Børn (4-17 år) 55 kr.
Børn i alderen 0-3 år kommer gratis ind.
En tryg oplevelse på Observatoriet
– Billetter skal købes på forhånd via Brorfelde.dk
– En entrébillet gælder i 2 timer fra ankomst
– Der må maks. være 200 personer på Observatoriets område
– Der er skruet op for udendørsaktiviteter – og ned for de indendørs. Dog vil det stadig være muligt at besøge:
o Værkstedet: max 50/gangen
o Hovedbygningen: 50/gangen
o Måneudstillingen i Meridiankredsen: 20/gangen
o Discovery Dome og Dk’s største teleskop: 10/gangen