Jo mere natur, der er i en kommune, jo bedre forudsætninger for friluftsliv. Og jo flere kilometer ruter, jo flere mærkningsordninger, jo flere shelters, bålpladser, madpakkehuse, hundeskove og andre faciliteter, kommunen har prioriteret, jo bedre er grundlaget for et godt friluftsliv.

Friluftsrådet er dykket ned i tallene for alle Danmarks 98 kommuner og i en ny analyse opgjort, hvordan det så står til med friluftslivet i hver kommune.

“Vi ved, at friluftsliv og natur har stor betydning for danskerne, både for vores livskvalitet og beslutning om, hvor man vælger at bo. Så vi håber, at analysen, der sort på hvidt viser, hvordan det står til med rammerne for friluftslivet ude i landet, vil inspirere kommunerne til at engagere sig endnu mere i arbejdet med at understøtte muligheden for friluftsliv,” siger direktør i Friluftsrådet, Winni Grosbøll.

Analysen tager udgangspunkt i data indenfor 12 forskellige faktorer, der har betydning for friluftslivet.
De fordeler sig på geografiske forudsætninger som naturareal og kystlinje, og på forudsætninger, der handler om kommunale indsatser – eksempelvis antal friluftsfaciliteter og kilometer ruter til cykling, løb, ridning, mountainbike, sejlads, ski eller vandring. Samt hvor mange mærkninger kommunerne har under Friluftsrådets mærkningsordninger til for eksempel natur og udelivs-dagtilbud eller Blå Flag.

I Region Sjællands 17 kommuner tager Vordingborg Kommune førstepladsen. Placeringen skyldes, at kommunen har både meget naturareal og kystlinje og kan bryste sig af et højt antal friluftsfaciliteter og mange kilometer ruter.

Den næstbedste friluftskommune i regionen er Lolland, som ligesom Vordingborg klarer sig så godt, de begge er med på listen over de 25 bedste friluftskommuner i hele Danmark.

På landsplan er Ringkøbing-Skjern Kommune topscorer, mens kommunerne tæt ved København ligger lavest.

Kommunerne kan selv gøre noget
Det kan umiddelbart virke svært at sammenligne friluftsliv i kommunerne, for Danmarks 98 kommuner er meget forskellige. Nogle har betydeligt mindre naturareal end andre, nogle har meget landbrugsland, og nogle har slet ingen kystlinje.

Omvendt har bykommuner som Aalborg, Aarhus og København med deres mange daginstitutioner et større potentiale for mærkninger under Friluftsrådet som for eksempel Grønne Spirer end en lille landkommune.

For alligevel at kunne sammenligne på tværs har Friluftsrådet for hver af de 12 faktorer i analysen placeret hver kommune i en af tre kategorier: “under middel”, “middel” og “over middel” og opgjort kommunens plads på den samlede liste ved en simpel sammentælling af antal placeringer i hver kategori.

Med andre ord: Jo flere gange, en kommune placeres over middel, jo højere oppe på listen over de bedste friluftskommuner ligger den.

“Det er klart, at der er nogle forudsætninger for friluftsliv i den enkelte kommune, som den kun i begrænset omfang kan ændre ved. Men analysen er interessant, fordi den også tegner et billede af i hvilket omfang, den enkelte kommune gør en aktiv indsats for friluftslivet dér, hvor kommunerne selv kan skabe en positiv forandring,” siger Winni Grosbøll.

Her finder du det bedste friluftsliv i Region Sjællands kommuner
Vordingborg Kommune. 9 placeringer i over middel
Lolland. 7 placeringer i over middel
Guldborgsund Kommune. 6 placeringer i over middel
Næstved Kommune. 5 placeringer i over middel
Kalundborg Kommune. 4 placeringer i over middel
Roskilde Kommune. 3 placeringer i over middel
Slagelse Kommune. 3 placeringer i over middel
Holbæk Kommune. 3 placeringer i over middel
Sorø Kommune. 3 placeringer i over middel
Lejre Kommune. 2 placeringer i over middel
Odsherred Kommune. 2 placeringer i over middel
Stevns Kommune. 1 placering i over middel
Ringsted Kommune. 1 placering i over middel
Køge Kommune. 0 placeringer i over middel
Faxe Kommune. 0 placeringer i over middel
Solrød Kommune. 0 placeringer i over middel
Greve Kommune. 0 placeringer i over middel

Se hele analysen her: https://friluftsraadet.dk/sites/friluftsraadet.dk/files/media/document/Friluftsliv%20i%20kommuner.pdf

Foto: ABW