Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil besøgte Absalonskolen i Holbæk for at få et indblik i Børnenes Skole, som folkeskolernes frihedsforsøg hedder i Holbæk Kommune. Regeringen har søsat det treårige projekt, der skal være med til at kaste lys over, om folkeskolerne sat fri fra nationale regler kan løfte elevernes faglige niveau og fremme det gode børneliv i skolerne, oplyser Holbæk Kommune.
Skoleleder på Absalonskolen Michael Larsen bød ministeren, ansatte og elever på en snak om det nye frihedsforsøg. Også borgmester i Holbæk Kommune Christina Krzyrosiak Hansen deltog i dialogen, og det glæder Michael Larsen, at:
– Vi styrker dialogen og samarbejdet, når vi får alle parter med i projektet – helt fra Børne- og undervisningsministeren til den enkelte elev, som det i sidste ende handler om. På mødet talte vi om, hvordan vi bedst muligt bruger de frie rammer, vi har fået her i kommunen, og hvordan grænsen mellem frihed og nationale rammer kan se ud i fremtidens folkeskole, fortæller han.
Blandt medarbejderne har frihedsforsøget også sat diskussioner i gang om børnesyn og læringsidealer:
– Der har startet en samtale, som vi ikke har haft i mange år om, hvordan børn lærer bedst, fortæller Majken Durhuus, lærer på Absalonskolen.
Blandt eleverne var der også glæde over forsøget med frihed til folkeskolerne i Holbæk Kommune, men det er også en svær opgave, når man får helt frie rammer til at drømme:
– Det er svært at forestille sig og tænke ud af boksen, fortæller Nynne, der er elev i 8. klasse på Absalonskolen. Selv drømmer hun om mere kreativt og projektorienteret arbejde og ikke mindst flere ture ud af huset.
Det kunne Børne- og undervisningsministeren sagtens sætte sig ind i:
– Hvis man glemmer at træne forandringsmusklen, så bliver den slap, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil og tilføjede, at hun godt ved der med frihedsforsøget vil komme beslutninger, som politikerne på Christiansborg måske ikke kan lide.