I samarbejde med fotograf Andreas Haubjerg har Danske Handicaporganisationer skabt en ny fotoserie om handicap og fællesskab. 20 personer med handicap fortæller deres 20 unikke historier om det at høre til et fællesskab.

Udstillingen skal rejse rundt til en række forskellige byer i Danmark i løbet af 2022 og 2023. Udstillingen består af portrætter samt en kort tekst. Samtidig gør QR-koder på de forskellige fotos det muligt også at lytte til deres historier.

Gennem fotografier, tekster og lydoptagelser giver udstillingen At høre til et kig ind i et liv hos 20 mennesker, der lever med et handicap. Nogle er født med deres handicap, imens andre har fået det senere i livet. Nogle har lært alting forfra, og andre har aldrig kendt til andet. De fortæller om at finde fællesskaber, hvor de føler sig set for den, de er. Og hvor handicappet er parkeret om noget mindre vigtigt.

Hvis du spørger de medvirkende om oplevelsen af deres handicap, får du forskellige svar. En ting går dog igen hos dem alle. De ønsker at blive set og anerkendt for det menneske, de er, og ikke som deres handicap.

Du kan opleve udstillingen på Torvet, Ahlgade frem til den 11. februar 2023.

Foto: ABW

Kilde: Danske Handicaporganisationer (DH).