Anmelderoserne har stået i kø, hvor end Ina-Miriam Rosenbaum og co. har opført ARENDT – AT SE I MØRKE. Nu fører deres stjernebestrøede vej også forestillingen til Holbæk.

Det er de helt store, eksistentielle spørgsmål, der melder sig, når Holbæk Musik- & Teaterforening præsenterer det medrivende drama ARENDT – AT SE I MØRKE af Rhea Lehman mandag den 18. november på Holbæk Teater. En forestilling, der har høstet anmelderroser i fuldt flor, ligesom Ina-Miriam Rosenbaum er blevet tildelt sidste års Teaterpokalen for sin hovedrolle.

Forestillingen er baseret på den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendts liv og tænkning, som udforsker vi menneskers personlige ansvar i en verden præget af krig og kaos. Scenen er sat, kort før Arendts død, på et dansk hotelværelse i 1975, hvor den aldrende filosof er i København for – som den første kvinde – at modtage Sonningprisen.

Mens Arendt skriver sin takketale, driver stemmer fra fortiden hende rundt i en turbulent strøm af mennesker, hun har mødt; valg, hun har truffet og politiske teorier, hun har formet på baggrund af sit eget dramatiske liv; såsom filosofien om ondskabens banalitet. På hotelværelset mindes hun sin flugt fra nazisterne i 1930’ernes Berlin, tiden som interneret i fransk fangelejr, som statsløs i Amerika, og da hun som korrespondent for The New Yorker fulgte processen mod topnazisten Adolf Eichmann.

Med besk vid og skarphed argumenterer Arendt imod både anklageren og den tiltalte i sin søgen efter en sandhed bag holocaust. Selv om verdenssamfundet protesterer, insisterer Arendt på, at det moralske regnskab ikke kan gøres op i sort og hvidt, men at nuancerne skal frem.

– Hannah Arendt udgav 1951 sit første store værk ORIGINS OF TOTALITARIANISM (Totalitærets oprindelse, red.), i kølvandet på Anden Verdenskrig. Men også i dag oplever vi en bølge af antidemokratiske bevægelser skylle ind over Europa på ny. Rå radikalitet og tendenser til totalitarisme og populisme. Derfor er ARENDT – AT SE I MØRKE ikke blot intens, medrivende dramatik, men – desværre – også en meget aktuel, tankevækkende forestilling, som vi i Holbæk Musik- &
Teaterforeninger virkelig har set frem til at præsentere, fortæller bestyrelsesmedlem Dorrit Borst.

Foto: Emilia Therese

Kort om forestillingen
ARENDT – at se i mørke
Mandag den 18. november 2024 kl. 19.30
Varighed: 130 minutter, inkl. pause
Spillested: Holbæk Teater, Vimmelskaftet 27, 4300 Holbæk
Billetter kan købes via: sjaellandsteater.dk
Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum, Benjamin Kitter og Klaus T. Søndergaard
Dramatiker: Rhea Leman
Instruktør: Anne Zacho Søgaard
Komponist: August Rosenbaum
Læs mere på www.sjaellandsteater.dk