Børnene kom på skovtur med bind for øjnene, lærte at sige goddag som en krabbe og prøvede kræfter med bænkebiderløft. Oplevelserne var i børnehøjde, da der var markedsdag i Gislinge den 14. september. Der var grin og brede smil hos de mange børn og forældre, men de flere end 20 aktiviteter var ikke kun stablet på benene for sjov og ballade. De skulle vise forældre, hvordan børnene udvikler sig gennem læring.
Læring og inspiration gives videre
I år foldede markedsdagen sig ud på en varm og solrig dag på grønsværen i Gislinge. Formålet med markedsdagen var at give forældrene mulighed for at opleve, hvad børnene lærer i deres børnehus eller dagpleje.
”Markedsdagen er med til at vise forældrene, at deres børn gennemgår et sammenhængende læringsforløb gennem hele barndommen. Samtidig håber vi, at forældrene bliver inspireret til, hvordan de kan stimulere deres børns udvikling derhjemme,” siger Ziska Seirup områdeleder i Dagtilbud Katrinedal.
Hver aktivitet var lavet som en læringsstation, hvor der stod fagpersonale til at styre slagets gang. Her kunne forældrene komme i dialog med personalet om den enkelte aktivitet, og om hvordan den kan understøtte barnets læring og udvikling.
De små og store synger
Til markedsdagen var der også beboere fra Stenhus Plejecenter med. Her har Dagplejen Evigglad nemlig været på besøg to gange om måneden siden 2014 for at synge sange med de ældre, som de kender fra deres barndom. I onsdags samledes de to genrerationer igen for at nyde godt af hinandens selskab.
”Det var en vigtig læring for børnene at øve sangene, inden vi skulle på tur og at interagere med nye mennesker,” fortæller Nina Thomasen dagplejer i Dagplejen Evigglad.