Teatret Fair Plays aktuelle forestilling Miras verdner skal snart spille på en række udvalgte steder for verdens vigtigste publikum – børnene. Forestillingen handler om den moderne familie i alle dens konstellationer og tager udgangspunkt i moderne børns virkelighed – set med deres egne øjne.
Miras verdner kommer til at spille på en række skoler i Holbæk Kommune (heraf tre offentlige forestillinger med gratis adgang for publikum), på teatret ZeBU på Amager og på Teatret Masken i Nykøbing Falster. Forestillingen spiller både for skoleklasser og for familier, og er lige velegnet til begge dele. Spilleperioden er fra onsdag den 14. september til fredag den 7. oktober 2016.
Miras verdener – en forestilling om den moderne familie
Ifølge Danmarks statistik findes der 37 forskellige familieformer i Danmark.
Hvor mange er repræsenteret i dit barns klasse?
Og hvem bestemmer egentlig, hvad en familie er?
Miras verdener sætter fokus på at være barn med forskellige familiestrukturer. Og det hele ses fra børnenes synsvinkel.
Forestillingens hovedperson er den 9-årige Mira, der bor sammen med sin mor, hendes kæreste og kærestens søn Hans, der altså er Miras bonusbror – men hvad sker der med Mira og Hans, når Miras mor finder en ny kæreste?
Udover Mira og Hans, bliver vi præsenteret for drengen Oliver, der har 2 mødre, der bor sammen og to fædre, der bor sammen – og vi bliver stillet over for spørgsmålet, om hvorvidt ens biologiske forældre er mere ”rigtige” forældre, end dem man er vokset op sammen med.
46 % af alle ægteskaber ender med skilsmisse, og Miras verdener taler dermed direkte ind i moderne børns virkelighed og hverdag.
En anmelder skrev ved premieren:
”Miras verdener rammer plet mange steder, hvad enten man er gift eller skilt, barn eller voksen, par eller single. Den handler om at knytte bånd i en verden, der hurtigt kan ændre sig, om at få skabt de rammer, der er vigtige for, at man kan eksistere i en ny sammenhæng.” – Lisbeth Rasmussen, Nordvestnyt