Skole og voksen- og ungdomsuddannelser

Elever fra 5. klasse sendes hjem, og der overgås til fjernundervisning.
Elever i 0.-4. klasse og sårbare børn og unge undtages.
Elever og kursister på ungdoms- og voksenuddannelser sendes hjem, og der overgås til fjernundervisning.
Sårbare elever og kursister og uddannelser med særlig samfundsmæssig betydning, herunder certifikatkurser, undtages.
Prøver og eksaminer kan gennemføres.
Folkehøjskoler, frie fagskoler og efterskoler i hele landet kan ikke opstarte nye korte kurser over julen (gælder hele landet).
Det anbefales, at dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner ikke deltager i julegudstjenester

Arbejdspladser

Offentlige arbejdsgivere opfordres til at sende alle medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner, hjem. De pågældende bør så vidt muligt arbejde hjemmefra.
Private arbejdsgivere opfordres kraftigt til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for at varetage deres arbejde uden fysisk fremmøde på arbejdspladsen, gør dette.

Sport og fritid

Steder, hvor der udøves idræts-, forenings- og fritidsaktiviteter, skal holde indendørsarealer lukket for offentligheden. Professionelle idrætsudøvere kan fortsat anvende indendørsarealer, som er lukket for offentligheden. Der kan fortsat afvikles udendørs idrætsarrangementer med op til 500 personer til stede.
Det gælder blandt andet lege- og badelande, idrætshaller, svømmehaller, trænings- og fitnesscentre, spillehaller og kasinoer, foreningslokaler mv.
Indendørsarealer i forlystelsesparker, zoologiske haver, akvarier og lignende skal også holde lukket for offentligheden.
Muligheden for at være op til 50 personer til stede ved idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år finder ikke anvendelse. Der må herefter som udgangspunkt kun være 10 personer til stede på samme sted samtidig ved sådanne aktiviteter.

Videregående uddannelser

Omlægning til digital undervisning uden fremmøde på de videregående uddannelser.
Der kan være enkelte undtagelser i helt særlige tilfælde, hvor fremmøde er nødvendigt, herunder fx laboratorie-, klinik- og værkstedsundervisning.
Eksaminer er undtaget i det omfang, at omlægning til digitale eksaminer ikke er praktisk mulig. Ved fremmøde skal der være skærpet opmærksomhed på ikke at møde op med symptomer på sygdom, håndhygiejne, rengøring, afstand og mundbind

Restaurant mv. og handel

Serveringssteder (restauranter, caféer, barer mv.) skal holde lukket for servering til indtagelse på stedet.
Der er fortsat mulighed for take-away.
Der opfordres til, at familier mv. kun foretager indkøb af julegaver én person ad gangen.
Der opfordres til at gennemføre en række adfærdsregulerende tiltag i detailhandlen med henblik på at mindske trængsel og højne efterlevelsen af sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Kultur

Kulturinstitutioner skal holde indendørsarealer lukket for offentligheden. Det gælder blandt andet teatre, koncertsale, spillesteder, museer, kunsthaller, kulturhuse, biografer, biblioteker, aftenskoler, daghøjskoler, Folkeuniversitetet samt musik- og kulturskoler.

Læs mere her

Foto: ABW