Af Brian Mikkelsen, finansordfører, Det Konservative Folkeparti
I Det Konservative Folkeparti vil vi gerne være med til at fjerne PSO-afgiften, men vi vil helt sikkert ikke være med til at hæve skatten på arbejde, som andre partier har lagt op til. Venstre har eksempelvis foreslået, at afgiften bliver lagt over på finansloven, og vi frygter, at det betyder højere skat på arbejde.
PSO’en, som er en afgift på strøm, er så høj, at den skader erhvervslivets konkurrenceevne og belaster danskerne unødvendigt. Derfor bør afgiften afskaffes. I regeringen er der lige nu – og langt om længe – enighed om at afskaffe PSO-afgiften. Det er vi glade for, for det har vi ønsket længe. Men vi kan ikke støtte et forslag, som hæver skatten på arbejde.
I Venstre siger de, at ”det skal kunne betale sig at arbejde.” Det er vi enige i, og netop derfor vil vi ikke afskaffe PSO-afgiften ved at hæve skatten på arbejde.
I Det Konservative Folkeparti har vi en vision om, at Danmark og danskerne skal betale færre afgifter og skatter. Faktisk mener vi, at borgerne kun skal betale hver tredje krone i skat. Det vil skabe flere muligheder for borgerne og sætte skub i den danske vækst.
Da man indførte PSO-afgiften, indførte man samtidig den grønne check for at kompensere for en række afgifter, herunder PSO’en, hvoraf flere er afskaffet i dag. Derfor vil det også være naturligt, hvis vi finansierede afskaffelsen af PSO-afgiften ved at afskaffe den grønne check. Hvis man afskaffer både PSO-afgiften og den grønne check, så kommer det derfor både private borgere og erhvervslivet til gode.
Vi er klar til at afskaffe PSO-afgiften, men det giver ikke mening at pålægge borgerne én skat for af fjerne en anden.