Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2020/07/31 til 2020/08/11.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Spiritusbilist kørte galt foran politiet – Valdemar Sejrsvej/Lundemarksvej, Holbæk

Kl. 18.55 kørte en politipatrulje ad Valdemar Sejrsvej mod syd, da en bil som kørte ca. 50 meter længere fremme kørte galt i forbindelse med svingning. Personbilen kom kørende ad Lundemarksvej, hvor den begyndte at svinge til venstre syd ad Valdemar Sejrsvej. Føreren af bilen fik ikke drejet i tide, men påkørte en lysreguleringsmast, som væltede. Politiet tog kontakt til føreren, en 63-årig mand fra Holbæk, som var uskadt, men påvirket af spiritus i svær grad. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Lysmastens ledninger stak ud efter påkørslen, så en tekniker blev tilkaldt til at udbedre skaden. Bilen lækkede olie efter uheldet, så brandvæsnet fjernede olien fra vejbanen. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den

117 brud på færdselsloven – Holbæk

Onsdag havde politiet en færdselsindsats i Holbæk, hvor mange biler blev standset.
Kontrollen foregik fra middagstid og frem til de tidlige aftentimer, hvor omkring 500 køretøjer blev standset. Politiet gennemgik her om bilisterne overholdt loven.

De første kontroller var på Kalundborgvej ud nr. 130 og ved pendlerpladsen på Ringstedvej i Holbæk mellem kl. 12.15-14.30. Herefter fortsatte patruljerne til Ringstedvej i Kvanløse over for kirken mellem kl. 15.00-17.00. Den sidste kontrol foregik omkring Skagerakvej, Oldvejen og Roskildevej i Holbæk mellem kl. 18.15-19.30.

Det blev til i alt 117 sager, hvor bilisterne blev sigtet for at overtræde færdselsloven. To personer blev i øvrigt anholdt, da de var søgt af politiet i forbindelse med afhøring til andre sager. De fleste af bilisterne kan nu forvente at få en bøde i deres E-boks, og i de lidt grovere færdselsforseelser, vil de sigtede høre mere fra politiet.

Sagerne:
Nedslidte dæk: 16
Ikke anvendt sele: 14
Mobiltelefon under kørslen: 32
Lygtefejl: 14
Manglende syn: 1
Barnestol/børn ikke fastspændt: 2
Kørsel uden førerret: 6
Rødt lys: 1
Narkokørsel: 1
Ikke medbragt kørekort: 10
Manglende ansvarsforsikring: 1
Manglende indregistrering: 1
Ikke standset ved fuldt stop: 18

Død mand i kornmark identificeret – Kalundborg/Holbæk

Fredag d. 31. juli 2020 blev en mand fundet død i en kornmark ved Tjebberup i Holbæk. Manden havde været død i længere tid og politiet har siden arbejdet på at identificere den afdøde. Manden er nu endeligt identificeret til at være den 55-årige mand fra Kalundborg, som blev meldt savnet i maj måned og senere efterlyst i pressen. Der blev ikke fundet noget mistænkeligt omkring mandens død, og politiets undersøgelser er nu afsluttet. De pårørende er underrettet.

Flygtede for at undgå togafgift – Jernbaneplads, Holbæk

Kl.10.54 var en togfører ved at skrive en togafgift en passager uden gyldig billet. Manden forsøgte at opgive falsk navn for at undgå afgiften, men blev opdaget, da han opgav navnet på en mand som sidder i fængsel. Manden forsøgte at løbe fra stedet, da han var blevet afsløret i at opgive falsk navn, men blev hurtigt fanget af en politipatrulje. Politiet fandt frem til den rette identitet på manden, en 28-årig uden fast bopæl. Han fik afgiften af togpersonalet, hvorefter han fik lov at forlade stedet, da der ikke var grundlag for en sigtelse i sagen om at opgive falsk navn.

Humanitær eftersøgning endte godt – Ll. Grandløse, Holbæk

kl. 19.13 fik politiet anmeldelse fra de pårørende til en 63-årig mand fra Holbæk om, at han havde forladt sin bopæl i nedtrykt tilstand. Politiet iværksatte en omfattende eftersøgning, hvor hundepatruljer, en helikopter og en drone blev sat ind på at finde manden. Politiets indsatsleder meldte kl. 00.34 at manden var fundet i god behold ved Holbæk fælled i krydset Arenavej/Skagerakvej. Den 63-årige var dog lidt nedkølet og blev kørt til sygehuset til tjek. De pårørende blev med det samme kontaktet og beroliget med, at manden var fundet og efter omstændighederne havde det godt.

Havetraktor endte i å – Tåstrupvej, St. Tåstrup, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 13.44 kom et alarm opkald om, at en mand var kørt i en å på en havetraktor, og at hans ben var kommet i klemme under traktoren, så han ikke kunne komme op. Åen var tørlagt, men der var mudder på bunden. Politi og redning kørte til stedet, hvor den 86-årige mand fra lokalområdet blev reddet op af åen. Han var umiddelbart ikke kommet til skade, men blev kørt i ambulance på sygehuset til kontrol, der viste at han slap fra uheldet med knubs. Havetraktoren havde sat sig fat i mudderet, men blev trukket op af brandvæsnet. Den 86-årige havde slået græs på privat område, og var herunder kommet for tæt på åen, så han kom til at køre derned.

Medicin, våben og narko i bilen – Kalundborgmotorvejen, Regstrup – Holbæk

Kl. 14.05 standsede politiet en personbil, for at lave en rutinekontrol. Patruljen opdagede, at bilen havde alt for nedslidte dæk, hvilket de sigtede føreren af bilen, en 49-årig mand fra Svebølle, for og udstedte en bøde på bødeappen. Betjentene så, at manden havde et slagvåben, en såkaldt totenschläger liggende i bilen, så han blev sigtet for at overtræde våbenloven og bilen blev ransaget. Her fandt betjentene endnu et totenschläger, en ulovlig kniv og en afmeldt nummerplade.

En narkohund blev tilkaldt og gennemgik bilen, hvor der blev fundet et snifferør med hvidt pulver, som blev testet til at være amfetamin. Der blev desuden fundet 7 viagrapiller, som den 49-årige ikke kunne dokumentere var lovligt udstedt til ham på recept. Den 49-årige blev sigtet for de mange overtrædelser og politiet beslaglagde de ulovlige effekter. Den sigtede ønskede beslaglæggelsen af snifferøret forelagt retten, som nu skal tage stilling til, om politiet havde ret til at tage snifferøret fra manden. Politiet undersøger nu, om den sigtede har en recept på medicinen, så han lovligt kan besidde pillerne. Han kan forvente at høre mere fra politiet for sine mange sager.

Uheld mellem bil og lastbil – Holmstrupvej, Jyderup- Holbæk

Kl. 14.07 stødte en personbil og en lastbil sammen på Holmstrupvej i krydset ved Slagelsevej. Personbilen, som blev ført af en 52-årig mand fra Slagelse, blev skubbet af vejen og fortsatte ned i grøften, hvor den ramte et vejskilt. Den 52-årige og hans kone, som var med i bilen, blev kørt til tjek på sygehuset, men var ikke kommet til skade. Lastbilens fører, en 55-årig mand fra Mørkøv, var ligeledes uskadt. Begge førere blev rutinemæssigt testet med alkometeret, hvor det viste sig at lastbilchaufføren havde en promille lidt over det tilladte. Han blev derfor anholdt for at få udtaget en blodprøve, som klar vise om han var påvirket over det tilladte under kørslen. Politiet optog rapport i sagen, som skal klarlægge omstændighederne omkring uheldet, herunder om det var lastbilen, som kom over i den modkørendes vejbane i forbindelse med sammenstødet.

Mand varetægtsfængslet for grov vold – Jernbanevej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 00.30 gik to mænd på Jernbanevej sammen, efter at have forladt en fest. De to kom op at toppes og kom op at slås. I forbindelse med slagsmålet blev den ene, en 23-årig mand fra Smørum slået i hovedet med en topnøgle af den anden, en 25-årig mand fra Mørkøv. Den 23-årige var gået fra stedet, men blev fundet alvorligt tilskadekommen omkring 1 km fra det sted, hvor han pådrog sig skaden. Han blev kørt til sygehuset i ambulance til behandling for et alvorligt hovedtraume. Den 25-årige blev anholdt og sigtet for grov vold. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet til den 25. august. Lørdag aften meldte sygehuset, at den 23-årige var uden for livsfare, men fortsat indlagt til behandling.

Lørdag – søndag

Spirituskørsel – Svinningevej, Svinninge – Holbæk

Kl. 20.45 blev en patrulje opmærksom på en personbil, der holdt i tomgang i en parkeringslomme. Patruljen vurderede at manden bag rettet, en 55-årig mand fra Kalundborg, var påvirket af spiritus, hvilket et pust i alkometeret bekræftede. Manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Da han havde fået udtaget en blodprøve, blev han løsladt. Manden vil høre nærmere fra politiet, når resultatet af blodprøven foreligger.

Søndag – mandag

Butikstyv med kniv og hash – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 19.00 anmeldte personalet fra Netto, at de netop havde tilbageholdt en butikstyv, som havde stjålet varer for 105 kr. Politiet kørte til stedet, hvor de traf en 28-årig mand fra Holbæk, som foruden de stjålne varer blev fundet i besiddelse af 0,7 gram hash og to ulovlige knive. Han blev sigtet for butikstyveri, besiddelse af euforiserende stoffer og for knivloven. Butikken fik varerne igen og politiet beslaglagde de ulovlige ting. Herefter fik den 28-årige lov at gå, men han kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.