To af kongerigets sjoveste bringer grin og latter til Holbæk dette forår. Den ene kan fejre jubilæum med sit femte comedyshow. Den anden runder Holbæk på sin afskedsturné – altså, den første af forhåbentlig flere. Andreas Bo er jubilaren, der gæster Sjællands Teater i Holbæk torsdag den 24. april med sit femte comedyshow HÅR(D); mens Heino Hansen allerede lørdag den 22. marts har dobbeltforestilling i byen, hvor han siger farvel – og farvel igen – i HEINO HANSENS FØRSTE AFSKEDSSHOW.

Heino Hansen – HEINO HANSENS FØRSTE AFSKEDSSHOW
Da Heino Hansen senest var aktuel med et onemanshow, turnerede han landet tyndt med sit ultrapopulære HEINO HANSENS FØRSTE COMEDY SHOW. Et show, der sidenhen sikrede ham prisen som årets komiker ved ZULU Comedy Galla 2022. I sin takketale sagde han blandt andet:

– Jeg har lavet 141 shows på 10 måneder, og det har været en stor oplevelse. Men jeg vil også sige, at min hjerne er gået lidt i stykker efterfølgende. Det er lidt et chok som komiker at finde ud af, at man kan blive mør på den måde, så jeg er glad for den her pris, for jeg tror faktisk, det var sidste skud, jeg havde i bøssen.

Salen grinede – men var det en joke?

Efter 15 års intens jagt på drømmen stod Heino Hansen nu der på scenen og takkede alle de vigtigste omkring sig. Pavestolt over at have nået denne store milepæl i sit liv – på toppen af dansk comedy – var der en særlig tvivl, der begyndte at spire i ham. Men nu er Heino Hansen igen klar til at indtage de skrå brædder med sit nye comedyshow HEINO HANSENS FØRSTE AFSKEDSSHOW, og ifølge Heino er det et show, at du godt gider at se!

– Det bliver ikke gammel vin på nye flasker. Det bliver ikke engang vin. Hvis det sidste gang var vin, så er det her champagne. Eller i hvert fald som minimum cava. Cava smager ærligt også bedre end champagne. Ja, du betaler for navnet, hvis man spørger mig. Jeg ved ikke en skid om vin eller pagne. Hvis sidste show var en lager-øl, er det her en porter. En gammel, bitter porter, der virkelig hader Knud Brix fra Ekstra Bladet. Det korte af det lange er, at jeg har udvikle et ambitiøst, modigt, lidt for ærligt – og ikke mindst virkelig sjovt – show til jer. Og jeg glæder mig til at se jer igen, for jeg har savnet jer!

Andreas Bo – HÅR(D)
Er Andreas Bo en provo, en spradebasse eller egentlig bare en komiker med sine meningers mod og stor selvironi? Måske det hele. Det er i hvert fald, hvad der kommer til udtryk i hans femte soloshow HÅR(D). Somme tider skal man behandle ord og holdninger lidt som en bar hovedbund. Nogle gange er det bedst at udtrykke den nøgne skaldede sandhed, og andre gange er det bedst at pakke det hele lidt ind – eller dække det helt til.

I HÅR(D) viser Andreas Bo, at man kan lave sjov med alt – ikke mindst sig selv. Han går hårdt på tidens emner og stiller de – for en komiker – helt relevante spørgsmål som: Hvad er der lige at være sur over, når man er født i verdens fedeste land? Kan tidens forståelse for rummelighed rumme dem, som ikke kan rumme de rummelige? Hvorfor skammer vi os over vores sans for ironi, når vi burde være stolte?

Praktisk info:
Sjællands Teater præsenterer comedy i Holbæk
Lørdag den 22. marts 2025 kl. 18.00 & 20.30: Heino Hansen – HEINO HANSENS FØRSTE AFSKEDSSHOW
Torsdag den 24. april 2025 kl. 19.00: Andreas Bo – HÅR(D)
Spillested: Holbæk Teater, Vimmelskaftet 27, 4300 Holbæk
Billetter købes på www.sjællandsteater.dk/comedy/