Snart kan unge i alderen 15-17 år få et fritidsjob på Holbæk Kommunes plejecentre. Det har Udvalget for Ældre og Sundhed netop besluttet.

Som led i Holbæk Kommunes indsats for at styrke beskæftigelsen blandt unge og samtidig skabe mere aktivitet på kommunens plejecentre bliver der nu afsat kr. 280.000 til at oprette fritidsjob for unge på ældreområdet.

Fritidsjobbet vil give unge i alderen 15-17 år mulighed for at hjælpe med opgaver som at spille spil, læse højt, dække bord eller deltage i andre sociale aktiviteter sammen med de ældre beboere. Målet er at skabe livsglæde og nærvær på plejecentrene samtidig med, at de unge får indsigt i plejesektoren.

Fokus på fremtidens medarbejdere

”Dette initiativ giver os en unik mulighed for at bringe generationerne sammen og gøre en positiv forskel for både de unge og vores ældre borgere,” fortæller John Harpøth, formand for Udvalget for Ældre og Sundhed i Holbæk Kommune. ”De unge vil naturligvis ikke få tildelt faglige plejeopgaver, men skal derimod bidrage med nærvær og aktiviteter, som kan skabe glæde og liv på vores plejecentre. Samtidig kan de få en smagsprøve på, om en fremtid i plejesektoren er noget for dem.”

Han tilføjer: ”Vi står som samfund over for en stor udfordring med at rekruttere tilstrækkeligt med medarbejdere i sundhedssektoren. Dette tiltag kan være et skridt på vejen til at inspirere flere unge til at vælge en uddannelse inden for området.”

Erfaringer fra kommuner, der tilbyder unge fritidsjob på ældreområdet, underbygger dette og viser, at flere af de unge efterfølgende vælger at uddanne sig som social- og sundhedsassistent/-hjælper eller sygeplejerske.

Traditionelt jobopslag og samarbejde med Jobcenteret

Rekrutteringen af de unge vil ske gennem traditionelt jobopslag på kommunens hjemmeside i løbet af foråret, hvor alle unge i alderen 15-17 år kan søge. Her vil det være kerneområdet Aktiv Hele Livet, der står for ansættelsen. Der vil også ske en rekruttering via Jobcenter Holbæk gennem projektet Jobplaneten, der er et samarbejde med Lejerbo. Formålet med projektet er at etablere lommepengejob til unge fra de sociale boligområder, så de unge bliver inspireret til at tage en erhvervsfaglig uddannelse og herigennem få styrket mulighederne for at få et godt ungdomsliv. 

”Det handler ikke kun om at få unge i job, men også om at give dem en mulighed for at opleve glæden ved at gøre en forskel i andres liv. Vi tror på, at dette kan være livsbekræftende for både de unge og de ældre,” fortæller John Harpøth.

Tanken med Jobplaneten er, at de unge vil være ansat i forløb á 6 måneders varighed, hvor der er tilknyttet en fritidsjobkonsulent fra Jobcenteret, som kan støtte dem. Her skal de unge ikke selv søge stillingen, men får den tilbudt efter en individuel vurdering for at sikre et godt match mellem den unge og plejecenteret.

Baggrund og ambitioner

Midlerne kommer fra Budgetaftale 2023-2026 og skal understøtte anbefalingerne fra Partnerskabet om fastholdelse og rekruttering på ældre- og sundhedsområdet.

Partnerskabet består af politikere, repræsentanter fra FOA og DSR, uddannelsesinstitutionerne Professionshøjskolen Absalon og ZBC, Seniorrådet og Ældre Sagen samt administrative medarbejdere.

Initiativet er en del af Ungepakken, som blev godkendt af Kommunalbestyrelsen i april 2024. Det er også en anbefaling fra Partnerskabet om at styrke indsatsen for at fastholde og rekruttere medarbejdere på ældreområdet. Fritidsjobbene skal bidrage til at øge unges kendskab til og interesse for plejesektoren og samtidig være en meningsfuld beskæftigelse for de unge.

Med dette projekt fortsætter Holbæk Kommune sit fokus på at skabe værdifulde arbejdsfællesskaber og sikre en bæredygtig udvikling inden for ældre- og sundhedsområdet.

Holbæk Kommune glæder sig til at se de første unge begynde deres fritidsjob.

Foto: ABW