Der kommer flere og flere elbiler på vejene, og det er også tydeligt i Holbæk. Her er ladestanderne ved Kvickly blandt de mest benyttede OK-ladestandere i hele landet.
Det er populært at kombinere indkøb med opladning ved Kvickly i Holbæk. I 2024 har energiselskabet OK’s normal- og hurtigladere på adressen markeret sig som nogle af de mest benyttede af de snart 500 ladestandere ved landets Coop-butikker.
“Jeg er faktisk lidt overrasket over, at vores ladestandere er blandt de mest brugte, men det er da bare megafedt. Det er en rigtig fin service til vores kunder, at de kan få strøm på bilen, mens de handler ind – og jeg benytter dem da også selv af og til,” siger Jeanette Nielsen, der er kundechef i Kvickly i Holbæk.
Det er ikke så sært, at der er godt gang i ladestanderne, for elbilerne fylder mere og mere på de danske veje. Seneste tal fra november viser, at elbiler udgjorde hele 60 procent af nybilsalget – en væsentlig stigning i forhold til samme tidspunkt sidste år, hvor tallet var 42 procent.
Del af en større aftale
De mange nye elbiler stiller krav til ladeinfrastrukturen, og for at styrke dén samarbejder OK og Coop om at opføre 500 ladestandere ved Coop’s butikker over hele landet. Initiativet blev igangsat i 2021, og de sidste ladestandere er på plads i begyndelsen af 2025.
”Det er en ambitiøs investering, og vi er glade for, at vi snart er i mål. Det skal være nemt at være elbilist i Danmark, og de mange ladestandere ved Coop’s butikker bidrager til, at der er lettilgængelige lademuligheder for elbilsejere over hele landet,” siger Jesper Slot, der er salgschef i OK.
Kvickly i Holbæk har haft ladestandere siden januar 2024.