Den har levet et langt og godt liv som en fast del af repertoiret hos Mungo Park, hvor forestillingen oprindeligt blev skabt i 2007 på baggrund af research blandt ældre i Allerød. Og DEN ALLERSIDSTE DANS lever fortsat i allerbedste velgående på turné, hvor den gang på gang har begejstret og rørt titusindvis af teatergæster. Nu er turen kommet til Holbæk, når Sjællands Teater sammen med Holbæk Musik- & Teaterforening præsenterer genopsætning af DEN ALLERSIDSTE DANS tirsdag den 8. oktober.

På et plejehjem i Danmark udfoldes en fortælling af tanker, minder og associationer hos fem ældre beboere spillet af Mungo Parks ensemble, heriblandt Henrik Prip. Det er et musikalsk drama fra de allersidste dansetrin i livets svingom, og de ældres historier udspiller sig til tonerne af slagere fra alderdommens ungdom som ”Glemmer du”, ”To lys på et bord” og ”Dansevise” blandt mange evergreens.

DEN ALLERSIDSTE DANS er en forestilling om menneskers drømme og overvejelser i forsøget på at sige verden ret farvel, hvilket gør den oplagt for flere generationer at opleve sammen.

DEN ALLERSIDSTE DANS
Tirsdag den 8. oktober 2024 kl. 19.30
Varighed: 90 minutter uden pause
Spillested: Holbæk Teater, Vimmelskaftet 27, 4300 Holbæk
Billetter kan købes via: sjaellandsteater.dk
Medvirkende: Hanin Georgis, Henrik Prip, Jonas Munck Hansen, Nana Morks, Rikke Westi
Instruktør: Petrea Søe
Manuskript: Petrea Søe og Trine Wisbech

Foto: Rumle Skafte