Den 19. april mødtes de 15 medlemmer af et partnerskab, der har arbejdet med at finde fremtidige løsninger på ældre- og sundhedsområdet. Det drejer sig om udfordringer med at rekruttere og fastholde medarbejdere. Resultatet er seks overordnede anbefalinger, der er blevet samlet i en skriftlig aftale. Overskrifterne er en god arbejdsplads for alle, ledelse, fleksibilitet, inspiration, samarbejde og fremtidens ældrepleje.
Det er Kommunalbestyrelsen, der sidste år dannede partnerskabet. Ligesom kommuner i hele landet oplever Holbæk Kommune også udfordringer med rekruttering og fastholdelse på sundheds- og ældreområdet. Og det er en udfordring, der forventes at vokse.
”Der kommer flere ældre borgere og borgere ramt af demens og komplekse plejeproblemstillinger de kommende år. Samtidig går et stort antal medarbejdere formentlig på pension, og færre unge bliver en del af faget. Det er vigtigt, vi finder nye og fælles løsninger, så vi har medarbejdere i fremtiden, og vores anbefalinger er derfor et stort skridt på den vej”, fortæller John Harpøth, formand for partnerskabet og Udvalget for Ældre og Sundhed.
Anbefalingerne kaster lys over, hvad der skal gøres nu, inden for få år og på længere sigt.
”Der er rift om medarbejderne på det her område. Derfor skal vi have en samlet strategi, hvor vi både har fokus på at tiltrække og tage godt imod nye medarbejdere, sikre rammerne om det daglige arbejde og give gode muligheder for udvikling i jobbet. Jeg tror, partnerskabets anbefalinger kan blive en vigtig del af den strategi, der skal til,” siger Camilla Hove Lund, der er næstformand i Udvalget for Ældre og Sundhed og har deltaget i partnerskabets arbejde.
Partnerskabet består af formanden for Udvalget for Ældre og Sundhed, direktøren og chefen for Aktiv Hele Livet samt repræsentanter fra Udvalget for Ældre og Sundhed, Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv, Fag og Arbejde, Dansk Sygeplejeråd, Seniorrådet, Ældre Sagen, Professionshøjskolen Absalon og Zealand Business College.
En god arbejdsplads for alle
Et led i anbefalingerne er at skabe en god arbejdsplads for alle. Det indebærer blandt andet en god introduktion til arbejdspladsen for nye medarbejdere, tværfagligt samarbejde og et fokus på trivsel i dagligdagen. Partnerskabet stiller også skarpt på at styrke en nærværende og faglig ledelse. Ledelsesspændet i hjemmeplejen må ikke overstige 40 medarbejdere pr. leder, og ledere bør være optaget af, hvad der motiverer den enkelte medarbejder.
Den fleksible arbejdsplads er også blandt anbefalingerne. Her skal der så vidt muligt tages hensyn til forskellige behov og ønsker fra medarbejderne, så arbejdslivet i ældreplejen hænger sammen med livet uden for jobbet. Fleksibiliteten dækker også over, at studerende og seniorer skal inspireres til at arbejde inden for ældreområdet, ligesom medarbejdere bør involveres i vagtplanlægning.
Inspiration og tiltrækning af kommende medarbejdere er også i fokus. Det indebærer blandt andet gentænkning af praktik, videreudvikling af jobrotation og rekrutteringskampagner. På samme måde er samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og Holbæk Kommune en anbefaling. Det gælder samarbejde om videreuddannelsesmuligheder og et fokus på at gøre praksischok til fortid.
Partnerskabet peger også på fremtidens ældrepleje som vigtig overskrift. Her er anbefalingen at fortsætte debatten om, hvilke opgaver ældre plejen skal tage sig af i fremtiden. Ligeledes skal den ældre borgers netværk inddrages i højere grad, og velfærdsteknologi skal understøttes.
Nu er anbefalingerne behandlet i Udvalget for Ældre og Sundhed, og næste skridt er, at Kommunalbestyrelsen behandler anbefalingerne. De godkendte anbefalinger skal herefter omsættes til virkelighed i et samarbejde mellem Holbæk Kommune og de aktører, der har en rolle i at få anbefalingerne til at blive realiseret.