Den kun 24-årige astrofysiker og ph.d.-studerende Albert Bjerregård Sneppen kaster om sig med kilonovaer, sorte huller og tunge grundstoffer, som var det en leg. Hans seneste opdagelse har fået hele verden til at vende blikket mod den unge forsker, og den vil han fortælle om, når han holder foredrag på Observatoriet onsdag d. 12. april kl. 19-22.

Foredraget kan både opleves fysisk og via livestream i Det Virtuelle Observatorium.

ET KOSMISK BILUHELD
I 2017 nåede et signal fra en kosmisk eksplosion af dimensioner ned til os på Jorden. Sammenstødet mellem to neutronstjerner er siden blevet undersøgt blandt dygtige forskere verden over. Data faldt også i hænderne på den unge danske fysikstuderende, Albert Sneppen, da han i forbindelse med sit speciale, blev foreslået at undersøge det kosmiske sammenstød.

Beregningerne indikerede noget uventet. Eksplosionen fra sammenstødet mellem de to stjerner viser sig at være kuglerund, og den opdagelse leder os et skridt tættere på at kunne beregne Universets alder med større nøjagtighed, end vi kan i dag. Opdagelsen er så stor, at den er blevet bragt i et af verdens mest anerkendte videnskabelige tidsskrifter, Nature. Selv udtaler Albert Sneppen:

I det her sammenstød mellem de to stjerner, var der et fyrværkeri af tunge grundstoffer, som blev kastet ud i Universet. Og for første gang nogensinde ved vi, hvordan den her eksplosion har set ud. Der vokser nærmest en perfekt rund ildkugle ud af sammenstødet, hvilket rykker fundamentalt ved den forståelse, vi har haft indtil nu.

Observatoriet inviterer sammen med Brorfelde Astronomiske Vennekreds og Folkeuniversitetet Tølløse til foredrag med Albert Sneppen enten fysisk eller online via livestream. Foredraget handler om, hvordan det kosmiske biluheld har set ud, og hvorfor det kan fortælle os noget om hele Universets udvidelse.

EN UNG LYSENDE KOMET
Albert Sneppen er en ung lysende komet indenfor sit felt, og det er ikke første gang, at forskningens verden ser hans vej efter revolutionerende forskningsresultater. Albert har allerede fået bragt to studier om sorte huller og global opvarmning i anerkendte videnskabelige tidsskrifter. Naturvejleder og formidler, Martti Holst Kristiansen, fortæller:

Albert Sneppen er en dygtig formidler, og selvom det han ved er kompliceret, så formår han at tale til alle publikum. Vi glæder os meget til at få Albert på besøg herude på Observatoriet, når han deler ud af sin banebrydende viden indenfor neutronstjernekollisioner, sorte huller og Universets udvidelse.

YDERLIGERE INFORMATION
Foredraget kan opleves fysisk eller via livestream. Begge billettyper koster 150 kr. og kan købes på Observatoriets hjemmeside, www.observatoriet.dk.

Foredraget bliver til i samarbejde mellem Brorfelde Astronomiske Vennekreds, Folkeuniversitet Tølløse og Observatoriet.

Foto: ABW