I 2022 har FAIR PLAY lavet vedkommende og samfundsaktuelt teater for børn og unge – teater i øjenhøjde – i 50 år. Jubilæet fejres med stort program lørdag d. 12. november.
Teatret er opkaldt efter den allerførste forestilling, hvor ”Vågen og sund dansk ungdom spiller comedie til styrkelse af fædrelandskærligheden og forsvarsviljen i folket: FAIR PLAY et debatstykke om idræt.”
FAIR PLAY har gennem alle årene lavet vedkommende forestillinger for børn og unge – forestillinger med noget på hjerte. I 2022 fejrer vi jubilæet med to forskellige forestillinger: EN AF DAGENE, der havde premiere i foråret, og UNDER MÆLKEVEJEN, der har premiere d. 28. oktober.
Lørdag d. 12. november fejres FAIR PLAYs 50-års jubilæum bl.a. med forestilling og bogudgivelse. Samtidig fejres Robert Parrs 30-års jubilæum som kunstnerisk leder af FAIR PLAY.
UNDER MÆLKEVEJEN spiller kl. 15.00 på Holbæk Teater og herefter er der fejring af udgivelsen af FAIR PLAYs 50-års jubilæumsbog.
Teatergruppen FAIR PLAY blev stiftet i 1972 i København som ramme for ovennævnte debatstykke om idræt og fortsatte som erklæret venstreorienteret teater. Nogle år senere flyttede teatret til Bøsserup ved Nykøbing Sjælland, for herefter at lande i Holbæk.
Som gruppe-navnet antyder var FAIR PLAY startet som et kollektivt ledet teater, men i 1992 blev Robert Parr ansat som kunstnerisk leder, og det har han altså nu været i 30 år. Den engelskfødte skuespiller, instruktør og dramatiker startede sin teatertilværelse i Danmark sammen med Teatret Terra Nova, der især blev kendt for sine integrationsteaterprojekter.
I 2002 blev Teatret Fair Play egnsteater i Vestsjællands Amt efter i mange år at have modtaget støtte fra Teaterrådets puljer. I 2010 blev teatret egnsteater i Holbæk Kommune, og fra d. 1. januar 2021 blev Teatret Fair Play en del af Sjællands Teater, der kan kalde sig Danmarks største egnsteater – med støtte fra både Holbæk og Slagelse kommuner.
Dette er på samme tid den måske både største og mindste ændring i teatrets 50 år lange historie. Den største, fordi FAIR PLAY nu er en del af et stort teater med mange ansatte og mange forskellige forestillinger og arrangementer på programmet. Og den mindste, fordi FAIR PLAY fortsætter med at lave vedkommende og samfundsaktuelle forestillinger for børn og unge – og sende dem på turné i hele landet.