HjerneHjørnet ApS
v/ Søren Toftebo Jørgensen
Kløvermarksvej 16
4300 Holbæk
22 50 13 69 (Søren) og 26 28 82 31 (Iben)
hjernehjørnet@gmail.com
Besøg HjerneHjørnets hjemmeside
Besøg HjerneHjørnet på Facebook
På besøg hos HjerneHjørnet på Isefjord Allé
Vi er taget på besøg hos konsulentvirksomheden HjerneHjørnet i de hyggelige mødelokaler i stueplan på institutionen og plejecentret Fjordstjernen – med en fantastisk udsigt ud over Holbæk Havn. Formålet med besøget er at få et indtryk af, hvad HjerneHjørnet kan tilbyde og de to ejere og daglige ledere, neurokonsulenterne Søren Toftebo Jørgensen og Iben Stenild.
Ægteparret Søren og Iben har en baggrund indenfor neuropædagogik og fysioterapi, og de var initiativtagere til at stifte HjerneHjørnet. I 2022 fejredes de første fem år sammen med de borgere, som benytter de mange tilbud i HjerneHjørnet, hvor der ugentligt er aktiviteter og socialt samvær på programmet. Aktivitets- og samværsstedet hjælper voksne, som har fået en erhvervet hjerneskade med at genvinde et værdigt liv med meningsfyldte aktiviteter.
Som noget nyt har HjerneHjørnet fokus på de mentale senfølger af Covid-19. At blive ramt af senfølger kan have mange konsekvenser for livet og dagligdagen. For de fleste er de fysiske følger tydelige, mens de mentale konsekvenser kan være sværere at se – for eksempel stress, angst, depression og det man kan kalde ”identitetsforvirring”. Således har senfølger af virusinfektion meget til fælles med andre former for hjerneskader.
En af grundene til, at en medarbejder fra Dit Holbæk har aftalt at mødes i det lokale, hvor brugerne af tilbuddet mødes om onsdagen fra kl. 15.30 til 17.30 er, at han i foråret var til et utroligt spændende foredrag med Søren i Hjerneugen i år. Hjerneugen afholdes hvert år i uge 11 for at skabe interesse og formidle information om det, der nu kaldes ”stroke”. ”Stroke” eller erhvervet hjerneskade er en af de allerhyppigste årsager til invaliditet og dødsfald, så derfor er man officielt blevet enige om en uge om året at sætte et specielt fokus på hjerneskadeområdet.
Til foredrag om erhvervet hjerneskade og identitet
Sørens foredrag i Hjerneugen havde overskriften ”Når jeg ikke kan, hvad jeg kunne, og ikke er den jeg var, hvem er jeg så?” og blev præsenteret som ”Et dialogisk oplæg om at (re)konstruere identitet og komme tilbage til livet – ramte som pårørende – efter en skade i hjernen”. Foredraget blev overværet af mange interesserede og aktive tilhørere, hvor der var både voksne og yngre med en senhjerneskade, pårørende og fagfolk til stede.
Og da kaffen under mødet nu var skænket, kom vi naturligvis ind på foredragets budskab sammenholdt med at forstå HjerneHjørnets formål og tilbud. Søren lagde ud med en forklaring:
Man kan få en hjerneskade eller ”stroke” af flere årsager. Mest kendte er nok blodpropper og hjerneblødninger. Men andre former for skader i hjernen som slag i forbindelse med trafikulykker (husk nu cykelhjelmen!) – såkaldte hovedtraumer – eller manglende ilt til hjernen og meget andet kan forårsage en hjerneskade. Alvorlige hjernerystelser for eksempel efter et fald eller andet kan også give lignende, voldsomme udfordringer. Når hjernen bliver skadet, er det meget forskelligt, hvad og hvilke funktioner, der kan blive påvirket. Nogle bliver fysisk skadede, andre følelsesmæssigt og kognitivt. Andre kommer over skaden uden store mén.
Men generelt kan det siges, at den ramte efter den akutte fase på hospitalet, ganske tydeligt kan mærke, at det er svært at vænne sig til den person, man er blevet efter skaden. For noget er ofte ændret. Man synes tit – og omgivelserne mærker også – at man har forandret sig. Nogle vil sige, at ”jeg er ikke længere den samme!”, og den ændring kan de pårørende også tydeligt mærke.”
Sørens forklaring giver god mening, for hvis man ikke længere føler, at man er den, man var, hvem er man så blevet efter proppen, blødningen eller ulykken? Og hvem kan hjælpe, efter at man er udskrevet fra hospitalet, og de kommunale genoptræningstilbud er stoppet?
Den nødvendige viden
Så er vi helt inde og får en snak om de mange, mange tilbud, som HjerneHjørnet kan give, og som alle har som formål at hjælpe og støtte ikke blot den ramte borger, men også de pårørende. Netværket omfatter jo en bred kreds omkring den ramte borger og ikke kun den nærmeste familie.
Hele netværket bliver påvirket, når en hjerneskade rammer. Det er lige fra ægtefællen, børn, den øvrige familie og vennekredsen samt f.eks. arbejdsgiver og kollegaer. For ikke at tale om alle dem, som er i kontakt med og skal forsøge at hjælpe den ramte borger og familien, f.eks. medarbejdere i sundhedssystemet. Tilbuddene fra Søren og Iben henvender sig også til den kreds.
HjerneHjørnet kan hjælpe
For borgeren, som har fået en hjerneskade eller en alvorlig hjernerystelse, er det vigtigt at få muligheden for samvær med ligestillede. Mange føler sig alene, fordi den ramte og familien helt fejlagtigt tror, at ingen andre kender til de problemer, de oplever i hverdagen. Her viser samværet med ligestillede, at det naturligvis ikke er sandt, og at der er hjælp at hente hos de to specialister i HjerneHjørnet.
Udfordringerne for den ramte kan blandt andet være hjerneskadetræthed, søvnforstyrrelser, lys- og lydfølsomhed, hovedpine, hukommelses- og koncentrationsproblemer, angst, følelse af manglende spontanitet og motivation og meget andet. Efter kontakt til HjerneHjørnet kan der gives tilbud om samtaler, træning og terapi, som kan give gode værktøjer i hverdagen. På hjemmesiden hjernehjørnet.dk er der nøje beskrevet tilbud som eksempelvis samvær, samtaler, aktiviteter, rådgivning samt kortere eller længere rehabiliteringsforløb.
Tag kontakt og få en samtale
En kontakt til Søren eller Iben vil kunne åbne for en lang række forslag til, hvordan både den ramte og familien kan finde en vej tilbage til et nyt liv efter skaden. Søren og Iben kan ikke love, at tilværelsen bliver som før hjerneskaden, men de er uddannede til at hjælpe med at finde en ny vej frem mod at kunne forstå 1) hvad der skete i den ramtes hjerne, da skaden kom og 2) pege på veje frem mod en accept af, at der er sket en forandring og også at se frem mod nye muligheder.
Samtalen i det hyggelige lokale sammen med de to gav Dit Holbæks medarbejder en langt større forståelse for, at en skade i hjernen kan betyde stor forvirring for den ramte borger om, hvem hun eller han er efter skaden. For som foredraget spurgte: ”Når jeg ikke er den jeg var, hvem er jeg så?”
Men snakken gav også delvis svaret: ”Det kan du måske finde ud af, hvis du kontakter HjerneHjørnet!”
sølvpartner