Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune har netop sendt en ny klimastrategi i høring. Klimastrategien, der har navnet Holbæk 2050, viser, hvad der skal til for at kommunen kan nå det fastsatte CO2-reduktionsmål på 70% i 2030 og CO2-neutralitet i 2050.

Klimastrategien baserer sig på analyser af kommunens CO2-udledning, som viser, at det særligt er tre hovedgrupper, der står for udledningen:

1. Energiforsyning i form af varme og el
2. Transport
3. Landbrug

Analysen viser, at der er meget, der skal gøres allerede i dag, for at vi kan nå de langsigtede mål. Og kommunen kan ikke løfte omstillingen selv. Det er både borgere, virksomheder og lodsejere, der har et ansvar.

”Vi har en stor opgave foran os, hvis vi skal nå vores klimamål. Det er en virkelig ambitiøs plan, som kommer til at være rettesnor for vores beslutninger og det, vi samarbejder om fremover. Men det er en opgave, som er både vigtig og nødvendig, og jeg synes, vi kan være stolte af, at vi tager et lokalt ansvar for hele klodens klima”, fortæller Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i

Holbæk Kommune. Karen Thestrup Clausen, der er formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur supplerer:
”Heldigvis er der nogle områder, hvor det er helt oplagt, at vi som kommune omstiller os. For eksempel hvad angår varmeforsyningen, der i en meget stor del af kommunen er baseret på olie og gas. Her skal vi lægge om til grøn fjernvarme, så vi helt kommer væk fra fossile brændsler. På transportområdet handler det i høj grad om, at den enkelte skal ændre vaner og for eksempel køre mindre i bil. Og her ved vi godt, at det bliver sværere. Kommunen kan gøre det nemmere for borgerne at træffe klimarigtige transportvalg. Men det er den enkelte, der i sidste ende skal træffe valget i deres hverdag”.

Den grønne omstilling skal i høj grad drives af en grøn elproduktion, der blandt andet skal forsyne vores varmepumper og vores elbiler med strøm. Det betyder, at der også i fremtiden vil komme flere solceller og vindmøller i kommunen.

Klimavenligt landbrug

Den største udleder af drivhusgas er ifølge klimastrategien landbrugssektoren. Den står for hele 40% af de udledninger, der sker i kommunen. Det er ikke så mærkeligt, for Holbæk Kommune er en kommune med meget landbrugsareal.

Men for at mindske udledningerne fra landbruget, vil der i de kommende år blive brug for, at man i områder med en særlig type jordbund – såkaldt lavbundsjord, holder helt op med at dyrke jorden. Andre steder skal der rejses skov, der kan optage den CO2, vi ikke kan undgå at udlede.

Karen Thestrup Clausen fremhæver, at det bliver et stort arbejde sammen med lodsejerne at gøre vores landbrug mere klimavenligt. Hun glæder sig også over de muligheder, det fører med sig.
”Som man kan læse af klimastrategien, så er det mange hektar jord, vi skal omlægge fra den nuværende brug. Jeg kan godt lide tanken om, at vi som borgere i Holbæk Kommune over de kommende år vil kunne opleve endnu mere natur og få grønne oplevelser tættere på livet end nu. Og nye store natur- og skovområder vil samtidig styrke biodiversiteten i kommunen. Men jeg ved også godt, at det bliver en lang proces, der kommer til at kræve meget af os alle sammen – det er ikke noget, vi kan løse som kommune alene”, fortæller hun.

”Det kan meget hurtigt komme til at virke uoverskueligt at se på alt det, vi skal nå, og vi skal ændre,” siger Christina Krzyrosiak Hansen, og fortsætter: ”Som jeg ser det, handler det i virkeligheden om at definere, hvad der bliver det gode liv i fremtiden. Vi kommer til at gøre ting anderledes, og ansvaret for, at det sker, ligger både hos kommunen og hos den enkelte borger og virksomhed. Jeg ser et kæmpe potentiale for udvikling af innovative omstillingsløsninger i samarbejde med borgere og virksomheder. Og vi skal have særligt fokus på at kommunens unge kommer til orde. For det er jo deres fremtid, det hele handler om.”

Fakta

Holbæk 2050 er Holbæk Kommunes DK2020-plan. DK2020 er et samarbejde mellem 96 af de danske kommuner, der lige nu er i gang med at skrive eller har netop udarbejdet strategier som Holbæk 2050.

DK2020-samarbejdets formål er at sikre, at danske kommuner laver strategisk klimaplanlægning, der skal leve op til den internationale Paris-aftale. Kommunerne samarbejder med den grønne tænketank Concito, KL og Realdania om at få lavet strategiske klimaplaner.

Klimastrategien er todelt. Der er en overordnet strategisk ramme og en detaljeret handleplan. Handleplanen viser, hvor langt vi skal nå før 2030, og hvad der skal nås inden 2050. For nogle af sektorerne er udarbejdet eller bliver udarbejdet særskilte sektorplanen (for eksempel strategisk varmeplan) således at handlingerne konkretiseres yderligere.
Klimastrategien er i høring i seks uger og forventes endeligt besluttet i september i år.

Foto: ABW