Istidsruten indvies ved en virtuel begivenhed lørdag den 27. juni 2020. Det besluttede styregruppen på sit møde i går torsdag den 28. maj. Dermed er der kun en måned, til alle interesserede kan følge med i indvielsen af den i alt 390 km lange cykel- og oplevelsesrute.
Den oprindelige plan for indvielse var en festival over flere dage, men det var ikke muligt at afholde grundet coronavirus. I stedet markeres det, at Istidsruten er klar til at blive tages i brug, ved den virtuelle indvielse. Derudover afholdes en fysisk begivenhed i foråret 2021.
Etapevideoer
Den virtuelle indvielse består af en række videoer, der er produceret på forhånd. Videoerne giver en introduktion til, hvad man som cyklist kan opleve på rutens etaper, og der vil være fokus på seværdigheder og det flotte istidslandskab. Indvielsen foregår på Istidsrutens facebookside, og al materialet vil efterfølgende ligge tilgængelige på siden.
”Vi glæder os meget til at indvie ruten, som markerer en milepæl i det flerårige projekt, som Istidsruten er. Partnerne og de lokale aktører bag ruten har lagt enorme kræfter i ruten, og med disse indsatser, skilte og apps er Istidsruten endelig klar til at blive cyklet og oplevet i juni”, fortæller Christian Baadsgaard Jentzsch, projektleder på Istidsruten.
Unik historiefortælling
Istidsrutens i alt 390 km er fordelt på fem etaper. De løber gennem landskabet, som istidens enorme kræfter har formet for flere tusinde år siden. Med Istidens formgivning af landskabet, oplevelsescentre, lokale aktører og forskellige overnatningsmuligheder skaber Istidsruten en unik historiefortælling. Den kan opleves af både børnefamilier, erfarne cyklister og aktive seniorer.
Bag Istidsruten står 11 partnere. Det er de fem kommuner i Holbæk, Lejre, Odsherred, Kalundborg og Sorø. Dertil kommer seks oplevelsescentre, som er Observatoriet i Brorfelde, Skjoldsungernes Land, Sagnlandet Lejre, Geopark Odsherred og Vestsjælland Museum. Ruten er støttet af Nordea-fonden og LAG-Midt Nordvestsjælland, og projektet har været i gang siden 2016 og løber frem til sommeren 2021.