Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen har løftet sløret for, at pædagoguddannelsen kan åbne i Holbæk i 2023.
Ansøgningen om at få pædagoguddannelse til Holbæk er nu endelig godt. Nu starter arbejdet med at få selve pædagoguddannelsen til at blive en succes. Det vil ske i et samarbejde mellem Professionshøjskolen Absalon og nabokommunerne.
Holbæk Kommunes borgmester Christina Krzyrosiak Hansen er glad for dagens udmelding.
”Dette er en fantastisk nyhed. Det understreger blot, at arbejdet med at gøre Holbæk til en uddannelsesby igen lykkes. Det her er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Vi har brug for at kunne rekruttere flere pædagoger, og vi skal derfor skabe den tætte sammenhæng mellem uddannelse og praksis,” siger Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune, og tilføjer:
”Pædagoguddannelsen er Danmarks største uddannelse, og mange fra Nordvestsjælland søger allerede i dag uddannelsen. Og jeg er ikke i tvivl om, at flere vil gøre det, når uddannelsen kommer til Holbæk, for der er behov for endnu flere dygtige pædagoger i Nordvestsjælland.”