Udvalget for Børn og Skole vil have mere viden og en fornyet dialog, inden de behandler et forslag om kommunens specialklasser.
Udvalget for Børn og Skole valgte onsdag at udskyde behandlingen af en sag om kommunens specialklasser.
Udvalget skulle ellers have taget stilling til, om det ville sende en plan i høring, der blandt andet ville betyde et skarpere fokus på specifikke målgrupper i de eksisterende specialklasser og 10 ekstra pladser på tværs af kommunen. En del af planen var imidlertid også, at tre mindre specialklasser skulle udfases eller lukkes. Det sidste skabte stor debat på blandt andet de sociale medier i uge 43.
”Der har været blæst om det her forslag, og det er helt forståeligt. Det er et følsomt område og samtidig var administrationen for hurtig og upræcis med sin udmelding til de berørte forældre. Det betød, at vi kom til at tage en debat, uden at forældrene eller vi som politikere overhovedet havde set forslaget. Det er naturligvis svært og meget lidt tilfredsstillende for alle parter,” siger Susanne Utoft, der er formand for Børne og Skoleudvalget i Holbæk Kommune.
Nu har politikerne så haft lejlighed til at se forslaget og efter en diskussion af sagen på udvalgsmødet onsdag, var politikerne enige om at udskyde behandlingen af sagen. Baggrunden er, at udvalget ønsker mere viden og en fornyet dialog med interessenterne omkring specialklasserne.
Konkret efterspørger udvalget viden om muligheder for tidlig hjælp og indsats til eleverne – det man i fagsproget kalder mellemformer. Det skal således beskrives nærmere, inden sagen kan behandles igen.
”Nu har vi set forslaget og taget en politiske diskussion. Det er jeg glad for. Konklusionen er, at der er brug for mere viden om mellemformerne og mere dialog med folk omkring specialklasserne. Udvalget har arbejdet med at sikre bedre specialundervisningstilbud gennem flere år. Vi er stærkt optaget af øget gennemsigtighed og kvalitetssikring af tilbuddene. Så vi ønsker, at arbejdet gøres på baggrund af en fuld viden om skolernes samlede tilbud på området”, siger Susanne Utoft.
Administrationen skal nu fremlægge mere viden om de tidlige indsatser på skolerne. Der vil i den forbindelse være fokus på også at inddrage børnenes perspektiv og synspunkter.
Udskydelsen af sagen betyder, at det bliver et nyt udvalg, der efter kommunalvalget den 16. november skal tage dialogen med folk omkring specialklasserne samt vurdere informationerne om den tidlige indsats på området.