D. 8. + 9. nov. er der igen mulighed for at opleve den anmelderroste forestilling PING PONG. Forestillingen handler om to unge mennesker, der spiller pingpong med hinanden, samtidig med at systemet spiller pingpong med dem. PING PONG spiller både for børn, unge, voksne og skoler.

To unge mennesker spiller pingpong. To børn hvis opvækst har været turbulent og præget af uro. De er begge fjernet fra deres familier og begge kæmper de med at finde deres plads i livet. To unge mennesker hvis bedste ven bliver hinanden.

Næsten to år efter regeringens plan om at flere udsatte børn skal anbringes udenfor hjemmet, vil vi med PING PONG rette blikket mod denne udsatte gruppe børn og unge. Forestillingen er i familie med I SKOVENS DYBE, STILLE RO og DEN FØRSTE DRÅBE BLOD, da den fokuserer på unge mennesker på kanten af vores samfund. Unge mennesker som udfordrer vores evne til at passe på hinanden.

For hvordan skaber man sin egen identitet i overgangen mellem barn og voksen, når man er anbragt?
Og hvordan finder man ro i sig selv og i livet?

Instruktør og dramatiker, Leiv Arne Kjøllmoen, siger om forestillingen:
”Anbragte børn kastes ofte ud i et kaos af forskellige skift i anbringelser, skoler, voksenkontakter og andre relationer. Mangel på kontinuitet og stabile opvækstvilkår går igen i flere anbragtes historier, og ønsket om større medindflydelse i egen anbringelse er stort. For os er det vigtigt at give en stemme til en gruppe børn og unge, der sjældent bliver hørt. Normalt hører vi kun om dem, når noget er gået helt galt, men disse børn og unge har jo også en hverdag. En hverdag, hvor de udvikler relationer og venskaber med andre anbragte. Med forestillingen PING PONG sætter vi fokus på sådan et venskab.”

Fakta
I Danmark var der pr. 31. december 2019 11.428 børn og unge (0-17 år), som var anbragt uden for hjemmet. Det svarer til 1 % af alle 0-17-årige i Danmark. Omkring 4 % oplever at blive anbragt på et tidspunkt i løbet af deres opvækst.
Samlet set er 23 % af alle anbringelser I 2019 tvangsanbringelser, dvs. anbringelser uden samtykke fra enten forældrene eller den unge. Denne andel er steget fra 14 % i 2011 til 23 % i 2019.
Kilde: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

7 ud af 10 anbragte børn, gennemfører aldrig deres 9. klasses afgangsprøve. For børn, der ikke er anbragt, gælder det kun 1 ud af 10.
Kilde: Socialstyrelsen.

Varighed: 1 time
Aldersgrænse: 12 år

Spiller på Teatret FAIR PLAY, Borchsvej 3, 4300 Holbæk
Mandag d. 8. nov. kl. 19.00
Tirsdag d. 9. nov. kl. 10.00 + 12.00

Billetter koster fra 40-135 kr. og købes via www.fairplay.dk

Medvirkende: Mads Emil Duelund Hansen og Janus Elsig
Manuskript: Leiv Arne Kjøllmoen og Henriette Vedel
Instruktion: Leiv Arne Kjøllmoen
Lyddesign: Johannes Smed
Koreografi: Rebekka Lund
Lysdesign: Oskar Sass
Kostumer: Helle Birkholm
Scenografi: Leiv Arne Kjøllmoen i samarbejde med Jakob Ebbe
Teknik og værksted: Jakob Ebbe
Instruktørassistent: Sofie Richoff Jensen
Produktionsleder: Robert Parr
Administration: Betina Forchhammer
PR og kommunikation: Maria Lilholt-Grøne, Barbara Rousset og Kaya Elise Petersen
Plakat: Asako Kido Parr
Undervisningsmateriale: Barbara Rousset
Fotos: Thomas Petri

Det kunstneriske hold

Leiv Arne Kjøllmoen og Henriette Vedel
Instruktør og dramatiker Leiv Arne Kjøllmoen udgør sammen med dramatiker og dramaturg Henriette Vedel scenekunstduoen Kjøllmoen/Vedel, hvor de sammen skriver og opsætter ny nordisk dramatik. Kjøllmoen/Vedel har lavet flere teaterforestillinger sammen i Norge og er også blevet nomineret til den norske teaterpris Heddaprisen.
I Danmark har de bl.a. været en del af Det Kongelige Teaters dramatiksatsning KGL Dansk og senest har de sammen skrevet manus til Sjællands Teaters kritikerroste forestilling UD MED KNUD, som Kjøllmoen også instruerede, og som havde premiere i efteråret 2020.

Mads Emil Duelund Hansen
Mads Emil er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2020. Han har tidligere bl.a. medvirket i forestillinger på Krudttønden, Teaterbutikken, Det Røde Rum og Teater V. På TV har han bl.a. medvirket i ”Lykke”, ”Fred til lands” og ”Lover”. Mads Emil underviser i fysisk teater og bevægelse og er en del af Ung Gnu, som er Don Gnus ungdomskompagni. Her har han været med til at skabe forestillingen LIMBO. Mads Emil er desuden opvokset i Holbæk.

Janus Elsig
Janus er uddannet fra Skuespillerskolen v. Aarhus Teater i 2011. Janus har medvirket i en række forestillinger, både som skuespiller, sanger og musiker, og han har også skabt sine egne forestillinger. Han har bl.a. medvirket i den Reumert-vindende forestilling BLAM, der har turneret i hele verden siden 2013. På Sjællands Teater medvirker han også i forestillingen UD MED KNUD. Janus spiller saxofon, klarinet, guitar og omnichord. På film og TV har han bl.a. medvirket i ”Hvidstengruppen”, ”Norskov”, ”Herrens veje” og ”Sommerdahl”.

Johannes Smed
Johannes er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus i 2008. Han er erfaren underviser, lydmager, guitarist, sangskriver, producer, komponist & eksperimentalist.
I hans arbejde med PING-PONG arbejder han med lydene fra bordtennisbordet, bolde og bat, sammen med spillernes lyde. Han indsamler, omformer og manipulerer det sammen med instrumenter til musik og stemninger der smelter sammen med udtrykket i stykket og tilfører nye farver til stykket. Målet er at forlænge og lydliggøre den følelse man som publikum sidder med i kroppen, efter man er blevet fyldt med tekstens ord og dilemmaer.

Rebekka Lund
Rebekka er uddannet danser og koreograf fra Iwanson International School Of Contemporary Dance i München. Hun er idékvinde og medskaber af forestillingen om Poul Anker Bech ”Det tabte land”. Forestillingen blev nomineret til Årets Reumert i 2019. Rebekka har bl.a. arbejdet på Det Kgl. Teater, Aalborg Teater, Den Fynske Opera, Teater Grob, Århus Teater, Odense Teater og Folketeatret. Og hun var koreograf på den danske storfilm ”I krig og Kærlighed”.

Pressefoto: Sjællands Teater