Corona-virussen rammer hjemløse og Hus Forbi-sælgere hårdt. Ligesom alle andre danskere skal de holde afstand til andre mennesker for at minimere smittefaren. Men det gør det svært at sælge avisen Hus Forbi og dermed opretholde en indtægt, der kan sikre daglige måltider. Det får nu foreningen Hus Forbi til at iværksætte en landsdækkende indsats, der skal hjælpe de hjemløse. Første initiativ er en madordning, som Hus Forbi lancerer i samarbejde med Salling Group.
Nu lancerer Hus Forbi et initiativ, der skal hjælpe hjemløse med at få et måltid mad. Det sker i samarbejde med føtex, Bilka og Netto, der alle er en del af Salling Group. Donationer fra private danskere til Hus Forbi udgør sammen med en tilsvarende donation fra Salling Group en halv million kroner, der skal blive til mere end 6.500 gavekort på en værdi af 75 kroner. Gavekortene bliver doneret til hjemløse og Hus Forbi-sælgere landet over, så de nu får mulighed for at få et måltid mad i Salling Groups butikker.
– Vi har opfordret vores sælgere til at holde sig væk fra gaden, da de tilhører en gruppe af mennesker, som er ekstra udsatte i disse tider. Derfor er vi glade for, at vi sammen med Salling Group kan sætte et markant madinitiativ i søen og give vores sælgere en håndsrækning, siger sekretariatsleder i Hus Forbi, Rasmus Wexøe Kristensen.
De mange gavekort sendes ud til Hus Forbi’s distributører, som blandt andet er væresteder og herberger rundt om i hele Danmark. På den måde kan hjælpen komme så mange hjemløse som muligt til gode.
En tæt relation til de hjemløse
Hus Forbi-aviserne sælges foran mange af Salling Groups butikker, som rigtig mange af sælgerne har gode relationer til. Den tætte relation gør det naturligt for Salling Group at støtte op om initiativet:
– Vi sætter stor pris på den tætte relation og det gode samarbejde med alle Hus Forbi-sælgerne, der står foran mange af vores føtex-, Bilka- og Netto-butikker. Mange har et tæt forhold til butikken, til medarbejderne og til vores kunder. Vi ved, at de hjemløse er særligt udsatte, og situationen er ekstraordinært svær for dem. Derfor er det helt naturligt for os at hjælpe, fortæller Per Bank, direktør i Salling Group.
Hus Forbi iværksætter landsdækkende indsamling
Uddelingen af gavekort er ikke det eneste initiativ, som Hus Forbi har igangsat. Foreningen har netop lanceret en landsdækkende indsamling, så danskerne også kan være med til at hjælpe hjemløse. Foreningen opfordrer nu danskerne til at donere penge på Mobile Pay 99 65 55 eller kontonummer 9541 10155088.
– Med en indsamlingsstøtte vil Hus Forbi i denne uge lancere flere akutte hjælpeløsninger. Ingen kender til situationens varighed, så vi rækker nu hånden ud til danskerne og beder dem om at hjælpe efter bedste evne, fortæller Rasmus Wexøe Kristensen fra Hus Forbi.
Selvom de fleste sælgere er blevet frarådet at risikere helbredet ved at sælge aviser på gader og stræder, vil der fortsat være nogle Hus Forbi-sælgere, som vælger at gå på gaden og sælge aviser. Møder man en sælger, håber Hus Forbi, at alle forsat vil købe en avis.
– Hjemløse er jo ikke mere smitsomme end andre, men det er selvfølgeligt vigtigt at tage alle de forholdsregler, som myndigheder helt overordnet råder os og samfundet i sin helhed til at tage, uddyber Rasmus Wexøe Kristensen.
Sådan kan du donere penge til hjemløse og socialt udsatte i Danmark:
Mobile Pay: 99 65 55
Bankoverførsel: 9541 10155088