Et flertal i Holbæk Kommunes Økonomiudvalg vil have reelle beføjelser, når det gælder udvidelser af store landbrug, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Et flertal af politikerne i Holbæk Kommunes økonomiudvalg vil gerne have bedre muligheder for at lave en helhedsvurdering i forhold til store udvidelser af husdyrbrug. Det gælder både i forhold til naboer, bosætningsmuligheder generelt, transportbelastning, støj og ikke mindst klimaet.
De lokale politikere oplever nemlig ikke i dag, at de reelt kan påvirke sager om udvidelser af eksempelvis store svinebrug, som kommunen har set flere af. Ifølge de gældende regler skal de lokale politikere dog godkende sagerne, og dermed står de også til ansvar overfor borgerne.
”Som det er i dag, står vi med det formelle ansvar, uden at vi reelt kan afveje de til tider modsatrettede interesser. Det er baggrunden for, at vi nu siger, at hvis vi skal have ansvaret, vil vi også kunne træffe reelle beslutninger”, siger Christina Krzyrosiak Hansen, der er borgmester i Holbæk Kommune.
Hvis Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune også godkender sagen, vil der derfor blive sendt en ansøgning indenfor rammerne af den såkaldte udfordringsret – den giver kommuner og regioner mulighed for at foreslå ændringer eller dispensationer fra regler for at få mindre bureaukrati. I den forbindelse foreslås det, at der laves lovændringer, så kommunerne i højere grad kan vurdere udvidelser af dyrebrug i forhold til de lokale forhold og indsatsområder.
”Vi er både en landkommune og en attraktiv tilflytterkommune med mindre end en time til København. Samtidig er vi en kommune med store ambitioner for klimaet. Men når vi får en ansøgning om en udvidelse af et husdyrbrug, så har vi alt for tit reelt ikke muligheder for at vurdere den konkrete udvidelse i forhold til bosætning og klimapåvirkning. Det er et kæmpe problem, og det vil vi have ændret”, siger Christina Krzyrosiak Hansen.
At der er tale om store udvidelser med effekter for både naboer og klimaet understreges af flere konkrete ansøgninger i kommunen.
”Det er ikke sådan, at vi ikke vil have landbrug i Holbæk Kommune. Men det er også vigtigt at sige, at vi er kommet langt væk fra fortidens mindre landbrug. Lige nu har vi sager på bordet, hvor vi taler om udvidelser af bedrifter, så det samlede areal til dyrene i hvert tilfælde er på størrelse med en fodboldbane. Det er rigtig mange dyr på et koncentreret område. Det gør, at det er vigtigt, at vi i højere grad kan foretage lokale vurderinger, så vi kan repræsentere borgerne i vores kommune både når det gælder naboerne og klimaet”, siger Christina Krzyrosiak Hansen.
Kommunalbestyrelsen skal behandle sagen på næstkommende møde.