Efter et år med aflyste arrangementer kan Arlas landmænd endelig åbne stalddørene op for en sjov og lærerig dag på landet, når Åbent Landbrug løber af stablen søndag den 19. september.

En af de 38 Arla-gårde, der i år åbner deres gård op, er Bredagergård i Skibby, hvor familien Winther bor.

Landmand Jens Winther er født og opvokset på Bredagergård og er 3. generation på gården. Sammen med sin kone, Charlotte Winther, og datteren Maxine driver de gården, hvor de bor sammen med 150 sortbrogede Holsteinkøer, der leverer 8.500 kg mælk til Arla hver anden dag.

Jens og Charlotte Winther er derfor rutinerede landmænd. Også når det kommer til Åbent Landbrug. De har nemlig flere gange før åbnet deres gård op til Åbent Landbrug. I år forventer de, at op mod 2.000 gæster fra både nærområdet og Hovedstaden vil lægge vejen forbi deres gård og den unikke natur, som gården befinder sig i.

”Vi glæder os virkelig meget til at åbne op og invitere gæster ind på gården og i vores stalde igen. En af de helt særlige ting ved vores gård er det unikke og smukke istidslandsskab, der omgiver os. Derfor har gæsterne mulighed for at komme på en tur i traktor med vogn, hvor vi kører ud på markerne og fortæller om istidslandskabet, og hvad vi dyrker på markerne,” siger Charlotte Winther.

Klap en kalv, leg i halmballer og se gårdens moderne maskiner
Udover at opleve den smukke natur omkring gården, kan de mange gæster også glæde sig til at lære mere om, hvordan et moderne landbrug fungerer.

”Vi oplever ind i mellem, at folk har forkerte forestillinger om, hvad det vil sige at drive et moderne landbrug. Og derfor bliver vores gæster tit overraskede, når de kommer herud og ser, hvor mange moderne maskiner og teknikker, vi bruger. Gæsterne kan eksempelvis opleve vores to malkerobotter, hvor køerne selv går ind og bliver malket, når det passer dem – 24 timer i døgnet,” siger Charlotte Winther og fortsætter:

”Jeg tror og håber, at folk vil lære en masse om moderne landbrug og mejeriproduktion, når de kommer til Åbent Landbrug hos os. Og så håber jeg selvfølgelig først og fremmest, at vores gæster får en god og sjov oplevelse af at være en dag på landet.”

Derfor er der også lagt op til en masse sjove aktiviteter for både store og små, når Bredagergård igen i år slår stalddørene op til Åbent Landbrug. Gæsterne kan komme helt tæt på køerne ude i stalden, lege på halmlegepladsen, gå på opdagelse i majslabyrinten eller tage kørekort til pedaltraktor. I Bredagergårds gårdbutik vil det desuden være muligt at købe friske grøntsager, pyntegræskar, spisegræskar og æg med hjem.

Arla-gårdene rundt omkring i landet holder åbent søndag d. 19. september i tidsrummet fra kl. 10 til 16, og arrangementet er gratis. Man skal blot huske at tilmelde sig, før man tager på gårdbesøg.

Åbent Landbrug koordineres af Landbrug & Fødevarer. Se mere på www.arla.dk/dyrevelfærd.

Pressefoto