Fra 1. oktober tilbyder Observatoriet i Brorfelde en helt ny måde at overnatte under stjernerne på. Med fire nye specialdesignede stjernekiggershelters, bliver det muligt at få en unik overnatning med direkte kig til skyformationer, morgendis og ikke mindst nattens foranderlige stjernehimmel.
Observatoriet går sædvanligvis den mørke tid i møde med glæde, men dette efterår er det ikke kun på grund af udsigten til de mange mørke stjernetimer, men også til nyheden om en helt unik måde at opleve himlen på, liggende og beskyttet af i alt fire arkitekttegnede stjernekiggershelters.
De nye shelters er skabt i bionedbrydelige materialer, formet i organiske bløde linjer og udstyret med et enormt glastag. Hvert af de fire shelters har plads til 6-8 personer og kan tilsammen huse fx skoleklasser, mindre virksomhedsseminarer og meget andet. Men de kan naturligvis også bookes enkeltvis af private familier.
Opførelsen er en del af det tværkommunale projekt Istidsruten, der realiseres med støtte fra Nordea-fonden.
– ”Vi håber at åbningen af vores stjernekiggershelters bliver en trædesten til at flere børnefamilier kommer ud i naturen og får en tryg og god oplevelse. Det er en helt særlig oplevelse at falde i søvn til nattens lyde, med udsigt til stjernerne og vågne op til fuglenes morgensang. Mange kan dog være lidt tilbageholdne med at søge ud og overnatte under åben himmel. Vi håber, at vi med vores utraditionelle design og øvrige formidlingstilbud kan lokke både skoleklasser, virksomheder og familier til at booke en nat i naturen hos os,” siger Julie K.L. Bouchet, leder af Observatoriet.
Også i Holbæk Kommune, der er en del af Istidsrutens deltagende kommuner, glæder man sig til at tage de nye shelters i brug.
– ”De fire stjernekiggershelters støtter op om Holbæks ambition om at tilbyde borgere, gæster og skoleelever unikke oplevelser, der med afsæt i både kultur og natur involverer alle sanser – og både giver os et andet perspektiv på den nære natur, men også på det store univers omkring os,” siger Ole Hansen, der er formand for Kultur og Fritids-udvalget.
Runde shelters med stjernekig
De fire runde shelters er designet af Atelier Kristoffer Tejlgaard. Væggens krumning er designet, så man kan sidde op ad væggen, og om dagen kan en hel skoleklasse modtage undervisning i et enkelt shelter.
Når mørket falder på, kan man ligge med hovedet mod shelterets centrum og se den smukke stjernehimmel over sig igennem et rundt glastag.
– Vi synes de fire shelters er udformet på en måde, som passer med resten af Observatoriets formidlingsgreb og går godt i tråd med vores strategi om at formidle både astronomi, biologi og geologi til skoleklasser og andre interesserede, fortæller Julie K. L. Bouchet.
De nye shelters er placeret i forlængelse af Observatoriets nye aktivitetsområde, Istiden. Fra den asfalterede hovedvej, følger man en grussti til de fire shelters. I samme område er der etableret et lige så unikt rum-multtoilet.
En del af Istidsruten
De fire Stjernekiggershelters bliver etableret som en del af det tværkommunale projekt, Istidsruten, som er realiseret med støtte fra Nordea-fonden. Den i alt 390 km lange cykelrute kommer undervejs forbi flere attraktioner, der har fokus på natur og landskab. Som partner i projektet, fik Observatoriet støtte til bl.a. at opføre fire nye shelters, som skal være base for formidling af istid og landskab og i det hele taget bidrage til at få flere ud i det fri.
Booking
De fire shelters kan bookes online med første overnatning fredag 1. oktober. Bookingen åbner den 20. september kl. 12.00. Et shelter kan lejes for 450kr. for maks. 8 personer. Bookingen er inkl. en pose brænde, og det er muligt at købe ekstra brænde på stedet.