Miljø- og Klimaudvalget i Odsherred Kommune inviterer til borgermøde om planerne om en fælles spildevandsløsning mellem Holbæk og Odsherred kommuner.
Miljø- og Klimaudvalget i Odsherred Kommune inviterer alle interesserede til borgermøde om planerne om en fælles spildevandsløsning mellem Holbæk og Odsherred kommune. Borgermødet afholdes lørdag den 1. februar kl. 10.00-12.00 på Fårevejle Skole, Skolevej 6, 4540 Fårevejle St.
Kæmpe gevinst for både Nekselø Bugt og Isefjorden
Projektets ambition er at skabe en væsentlig reduktion i udledningen af næringsstoffer til Isefjord fra Holbæk og Odsherred kommuner, men samtidig også sikre, at der ikke sker større belastning af vandmiljøet i Nekselø Bugt. Dernæst er det vigtigt, at spildevandsløsningen heller ikke forringer badevandskvaliteten. En kommende spildevandsløsning vil i første omgang blive en kæmpe gevinst for vandmiljøet både i Isefjorden, som ikke mere skal have tilført kvælstof fra spildevand, og for Nekselø Bugt, som takket være etablering af nye vådområder ikke får tilført yderligere kvælstofudledning.
Det er også en stor gevinst for borgerne, der får en fremtidssikret spildevandsløsning, og for kommunerne Holbæk og Odsherred, som har truffet principbeslutning om den fremtidige håndtering af spildevand.
Alle interesserede borgere er derfor velkomne til at komme til Fårevejle Skole og høre mere om planerne for moderniseringen og udbygningen af Fårevejle Renseanlæg, som skal modtage spildevandet fra Holbæk Kommune om seks til ti år, når planerne er realiseret.
Baggrunden for en fælles spildevandsløsning
Der skal ikke længere være renseanlæg på havnen i Holbæk by. Det gamle og teknisk nedslidte anlæg skal erstattes af en ny løsning inden for en overskuelig årrække. Holbæk Kommune har derfor undersøgt mulighederne for en placering af et nyt renseanlæg og samarbejde med nabokommuner.
Indsatsen for en grøn og bæredygtig fremtid skal prioriteres, og derfor er det besluttet at undersøge muligheden for et fælleskommunalt spildevandsprojekt med Odsherred Kommune.
For mere information klik her.