Louis Nielsen i Holbæk vil udrydde nytårets øjenskader og deler derfor igen i år gratis beskyttelsesbriller ud imellem jul og nytår. I samarbejde med læger fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital giver Louis Nielsen samtidig syv råd til en sikker nytårsaften
Louis Nielsen Holbæk deler imellem jul og nytår gratis beskyttelsesbriller ud i butikken. Det sker for at minde om, hvor vigtigt det er at huske at beskytte øjnene nytårsaften. Louis Nielsen Holbæk og indehaver og chefoptiker Annette Bengtsson ønsker nemlig at udrydde nytårets øjenskader. Uddelingen sker i butikken den 27.-28. december.
225 danskere fik sidste nytårsaften, ved årsskiftet 2018/2019, en fyrværkeriskade. 150 af dem, svarende til 66,6 %, bar ikke beskyttelsesbriller, viser tal fra Ulykkes Analyse Gruppen.
Det er alt for mange, og derfor samarbejder Louis Nielsen igen i år med Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital med det mål at nedsætte antallet af nytårsskader.
– Beskyttelsesbriller er helt afgørende, hvis vi skal lykkes med at udrydde nytårets øjenskader. Derfor deler vi gratis beskyttelsesbriller ud. Vi skal passe godt på vores øjne hele året, men det er ekstra vigtigt at beskytte dem nytårsaften. Derfor sætter vi fokus på, hvor vigtigt det er at huske beskyttelsesbrillerne, fortæller Gitte Brink Kristensen, der er klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen.
Louis Nielsen samarbejder for tredje år i træk med Ulykkes Analyse Gruppen om at komme nytårsskaderne til livs.
– Det er trist og tankevækkende at konstatere, at så mange glemmer beskyttelsesbrillerne. Det kan derfor ikke siges nok, hvor vigtigt det er at huske dem, når det går løs nytårsaften – uanset om du er barn eller voksen, tilskuer eller selv affyrer fyrværkeriet, fortæller Søren Larsen, overlæge på Odense Universitetshospital og tilknyttet Ulykkes Analyse Gruppen.
Børn og unge glemmer beskyttelsesbrillerne
Af de 225 danskere, der fik fyrværkeriskader ved årsskiftet 2018/2019, fik 22 deciderede øjenskader. Syv af dem var børn under 18 år. Og den tendens skal vendes, fastslår overlæge og ph.d., Jens Lauritzen, der også er en del af Analyse Ulykkes Gruppen.
– Det bekymrer mig, at problemet med at huske beskyttelsesbrillerne faktisk er størst blandt børn og unge. Vi ved, at langt de fleste øjenskader kunne være undgået ved at bære beskyttelsesbriller. Det understreger blot, hvor vigtigt det er, at vi gør en indsats for at minde danskerne om at huske beskyttelsesbrillerne – og det gælder uanset, om du selv skyder fyrværkeri af eller er tilskuer. Samtidig opfordrer vi forældre til at hjælpe børnene med at huske brillerne og være en god rollemodel, fortæller Jens Lauritzen.
Sidste nytår blev næsten alle fyrværkeriskader forårsaget af lovligt fyrværkeri*. Lovligt fyrværkeri er altså ikke ensbetydende med en sikker nytårsaften, hvis man ikke tager sine forholdsregler.
– Selvom fyrværkeriet er godkendt, kan det tydeligvis stadig gå galt. Selvom man følger instruktionerne, kan vi i sidste ende ikke vide, hvordan fyrværkeriet opfører sig – om det for eksempel eksploderer for tidligt. Derfor er det rigtig vigtigt at følge sikkerhedsrådene nytårsaften og bære beskyttelsesbriller – også hvis du i forvejen bruger briller, fortæller Gitte Brink Kristensen.
Almindelige briller skaber falsk tryghed
I år gør Louis Nielsen Holbæk og Ulykkes Analyse Gruppen i samarbejde en ekstra indsats for at minde brillebrugere om, at deres almindelige briller ikke beskytter mod fyrværkeriet. Bruger du briller i forvejen, skal du altså alligevel iføre dig beskyttelsesbriller nytårsaften.
– Almindelige briller er ikke udviklet til at beskytte øjnene mod fyrværkeri, så brillebrugere skal også huske beskyttelsesbrillerne. En del tror faktisk, at deres almindelige briller beskytter dem tilstrækkeligt nytårsaften, men det er ikke rigtigt, og så skaber det en falsk tryghed, fortæller Gitte Brink Kristensen.
Hun støttes af overlæge Søren Larsen fra Ulykkes Analyse Gruppen.
– Selvom man bruger briller i forvejen, skal beskyttelsesbrillerne på. Almindelige briller beskytter nemlig ikke mod fyrværkeri, fortæller Søren Larsen, overlæge på Odense Universitetshospital og tilknyttet Ulykkes Analyse Gruppen.
Uddeler gratis beskyttelsesbriller imellem jul og nytår
Louis Nielsen Holbæk går til kamp mod nytårets øjenskader og chefoptiker Annette Bengtsson har derfor indkøbt et parti sikkerhedsbriller, som butikken uddeler gratis i butikken imellem jul og nytår, den 27.-28. december.
Beskyttelsesbrillerne fås i to modeller: En til ikke-brillebrugere, og en der kan bruges udenpå en brille, hvis man bruger briller i forvejen.
Brillerne kan hentes i butikken hos Louis Nielsen Holbæk den 27.-28. december. Butikken har et begrænset antal, og kan ikke love briller til alle, så Annette Bengtsson opfordrer til at komme ned i butikken og sikre sig et par beskyttelsesbriller.
– Vi ønsker at nedbringe antallet af øjenskader, og det gøres effektivt med beskyttelsesbriller. Vi håber, at mange vil kigge forbi og få et par beskyttelsesbriller, fortæller Gitte Brink Kristensen.
7 råd: Få en sikker nytårsaften
I samarbejde med Ulykkes Analyse Gruppen giver chefoptiker Annette Bengtsson og Louis Nielsen Holbæk syv råd forud for nytårsaften:
1. Brug altid beskyttelsesbriller – og hjælp også dine børn til at huske deres
2. Tænd aldrig fyrværkeri, når du holder det i hånden
3. Hold sikkerhedsafstand og læn dig aldrig ind over fyrværkeriet
4. Gå aldrig tilbage til en fuser
5. Brug aldrig ulovligt fyrværkeri
6. Vær’ en god rollemodel og vis dine børn, hvordan de skal håndtere og affyre fyrværkeri korrekt.
7. Dine almindelige briller beskytter ikke mod fyrværkeri. Brug derfor beskyttelsesbriller ud over dine almindelige brille.