Mere tid til sparring, rehabilitering, sundhedspleje og vejledning skal give bedre forudsætninger for at give den rette omsorg og pleje i hjemmeplejen. Det oplyser Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.
Udvalget for ældre og sundhed har mandag udmøntet de otte millioner kroner, som er afsat til hjemmeplejen i næste års budget.
Ifølge den politiske aftale om budgettet, skal pengene gå til en forbedring af medarbejdernes arbejdsvilkår, så de får bedre muligheder for at levere den pleje og omsorg, de ældre borgere i Holbæk kommune har brug for.
Det var et enigt udvalg, der godkendte fordelingen af pengene. Helt konkret får medarbejderne mere tid til sparring om de svære sager – herunder også, at sygeplejerskerne kan klæde sosu’ere bedre på til varetagelsen af sygeplejeopgaver hos den enkelte borger. Arbejdet med rehabiliteringsopgaver i hjemmene og den generelle sygepleje får også mere tid, og herudover vil der fremover være fuldtidsvejledere til sosu-eleverne.
”Vi har godkendt en række initiativer, som tilsammen frigør luft og dermed skaber mere tid til at løse opgaverne, når medarbejderne er ude hos borgerne. Det tager toppen af presset på personalet, og jeg tror helt klart, at både de og borgerne vil kunne mærke en forandring”, siger Jeppe Jakobsen, der er formand for Udvalget for Ældre og Sundhed.
Formanden ser også frem til at se effekten af den ekstra tid i forhold til det pres, medarbejderne har oplevet i forbindelse med transporten mellem borgerne.
”Medarbejderne i hjemmeplejen er pressede. Der er i den forbindelse talt meget om køretiden. Problemet er, at når tiden ude hos borgerne er presset, og opgaverne tager længere tid end forventet, så er det transporttiden, man især mærker presset på. Dermed kommer man ind i en ond spiral. Det er også derfor, at vi er optaget af, at medarbejderne får bedre tid i hjemmene”, siger Jeppe Jakobsen.
I godkendelsen af indstillingen har udvalget dog ønsket, at der skal gennemføres en undersøgelse af køretiden. Her skal behovet vurderes baseret på GPS-tracking samt hvordan man planlægger og formidler kørsel til medarbejderne.