Ernæringsekspert Tine Binne Petersen fra Børnehuset Kirsebærhaven i Mørkøv er nomineret til prisen Årets grønne madsjæl til Generation Food Award 2021. Hun er nomineret for sit unikke arbejde med at inkludere helt små børn i madlavningen.
Små børn der smasker broccoli i sig, henter grøntsager i urtehaven og kan genkende duften af karry helt af sig selv. Det er blandt årsagerne til, at Tinne Binne Petersen er nomineret til Arlas årlige prisuddeling, Generation Food Award.
Prisen er en hyldest til de ildsjæle, der gør noget særligt for at forbedre børn og unges madvaner. Én af de nominerede er Tine Binne Petersen, som hver dag øger Kirsebærhavens børns nysgerrighed over for madens rejse fra jord til bord, og som med sit grønne fokus har sat bæredygtighed på madplanen.
Jeg synes, det er vigtigt, at børn allerede tidligt i livet bliver bevidste om, hvad det er for nogle råvarer, de spiser. Og heldigvis er børn nysgerrige af natur, så mit arbejde handler allermest om at inkludere dem i madlavningen ved fx at tage dem med ud i vores urtehave og hente grøntsager, eller ved at vise dem, hvordan linser ser ud, før de bliver kogt, siger Tine Binne Petersen og fortæller, at der er kommet langt mere ro og fællesskab omkring frokostmåltidet i dag, end da børnene spiste hver deres madpakke.
Jeg går meget op i at servere forskellige grøntsager, som de måske ikke får til aftensmad derhjemme, og som kan starte en samtale omkring måltidet. Der er børn, der mangler mad mod, når de starter hos os, især over for grøntsager. Men når de bliver en del af snakken omkring madlavningen, og når de ved, hvor maden kommer fra, så bliver de mere modige. Da jeg startede her, var der for eksempel få børn, der spiste broccoli. Nu kan jeg ikke købe nok uden at sprænge budgettet, siger hun.
Til selve prisuddelingen er det en jury af fagfolk, der kårer vinderne. Men alle ildsjælene er blevet nomineret af én eller flere danskere, der er glade for det arbejde, de nominerede laver.
I Tine Binne Petersens tilfælde er det en forælder på vegne af forældregruppen i Kirsebærhaven, der har peget på hende som årets grønne madsjæl, blandt andet på grund af hendes arbejde med at udvide børnenes smagsnuancer og viden om grøntsager.
Jeg ser det som en stor tillidserklæring, at jeg får lov til at præge børnenes madvaner hver eneste dag ved fx at indføre vegetardage og afprøve nye retter og grøntsager, som børnene måske ikke kunne lide, da de startede i Kirsebærhaven. Så det er et fantastisk skulderklap at blive nomineret til så flot en pris af forældrene i Børnehuset Kirsebærhaven. Det er jeg meget stolt af, siger en rørt Tine Binne Petersen.
I alt er 30 ildsjæle nomineret til en Generation Food Award i 10 forskellige kategorier. Prisuddelingen finder sted mandag den 13. september i Industriens Hus i København.