Klimaforandringerne kræver handling nu og her, skriver Holbæk Kommune i en pressemeddelelse. Den grønne omstilling skal tænkes ind på alle niveauer og områder i Holbæk Kommune og står derfor højt på dagsordenen.Den grønne omstilling skal tænkes ind på alle niveauer og områder i Holbæk Kommune og står derfor højt på dagsordenen.
En grøn og bæredygtig udvikling er en prioritet i Holbæk Kommune. Alle har derfor mulighed for at bidrage til arbejdet med en strategisk energiplan, der skal fremme en omstilling til et mere fleksibelt energisystem med mindre energiforbrug og mere vedvarende energi for klimaets skyld.
Formålet med den strategiske energiplan er således at sikre den mest klimavenlige og økonomiske anvendelse af energi i Holbæk Kommune. Indledningsvist skal der sættes et mål for, hvad Holbæk Kommunes ambition skal være. Og til dette er det vigtigt, at borgeres, foreningers og virksomheders visioner inddrages i arbejdet med at lave målsætningen.
”Spørgsmålene om fremtidens energi er mange, og sammen skal vi finde svarene. I første omgang handler det om, hvor ambitiøse vi skal være, og hvor langt vi vil gå i den grønne omstilling. Borgerne, foreningerne og virksomhederne har en markant stemme i denne proces. Deres input har vi brug for at høre, så vi kan få lavet en ambitiøs, men realistisk, strategisk energiplan for den grønne omstilling i Holbæk Kommune,” fortæller borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune.
Kick off møde i december
Arbejdet med den strategiske energiplan skydes i gang søndag d. 8. december med et stort borgermøde. Det afholdes på Hotel Sidesporet, Ahlgade 1B, 4300 Holbæk i tidsrummet kl. 10.00-14.00. På mødet vil der bl.a. være inspirationsoplæg om fremtidens energisystem, hvad den grønne omstilling kræver af en kommune, dens borgere og virksomheder samt konkrete eksempler, der skal danne grundlaget for en målsætning. Efterfølgende skal der i workshops diskuteres, hvad visionen og målsætningen for den strategiske energiplan skal være.
”Jeg håber, at så mange som muligt har lyst og mulighed for at deltage på mødet. Vi skal have sat den grønne omstilling på dagsordenen i Holbæk Kommune og lave en langsigtet plan. På det første møde kommer vi ikke til at snakke om konkrete løsningstiltag eller steder at placere dem. Vi skal først have sat et mål for, hvad kommunens vision for den grønne omstilling skal være. Hvad skal vi gøre for klimaet? Så vil vi på et senere tidspunkt i en målrettet dialog med borgere, foreninger og virksomheder tage fat om de konkrete løsninger, der kan hjælpe til, at vi kommer i mål,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.
Efter planen skal kommunalbestyrelsen vedtage den endelige energiplan på deres møde til juni 2020.
Program og tilmelding til borgermødet vil være tilgængeligt på Holbæk Kommunes hjemmeside fra d. 8. november.