Miljøminister Lea Wermelin var torsdag eftermiddag d. 12. september 2019 på besøg hos AffaldPlus’ genbrugsbyggemarked og høre om, hvordan tekstiler kan bruges til fremstilling af isolering og akustikplader.
Der blev lyttet med stor interesse, da vicedirektør Allan Johansen fortalte om AffaldPlus’ nye genbrugsbyggemarked, PlusByg, og det glædelige ved, at konceptet virker. Der kommer mellem 150-200 kunder hver åbningsdag, og der omsættes for 120-130.000 kr. pr. måned.
I virkeligheden handler det om, at en lind strøm af isolering, spærtræ, døre, stole og meget andet finder vej hjem sammen med de mange kunder. Når der købes brugt, spares al det affald, som medgår til produktionen af nye varer. Samtidig spares vand, energi ved produktion og transport samt emballage.
Ministeren fik også tid til at se på reparations-værkstedet, hvor ting upcycles eller repareres. PlusByg er en del af Næstved Kommunes ”Bæredygtig Grøn Byudvikling”, og projektet får støtte fra EU’s Regionalfond.
Samarbejde med private virksomheder Med PlusByg som omdrejningspunkt er der i Næstved et eksemplarisk klynge-samarbejde, hvor virksomheders affald – fx overskudsmaterialer fra byggeri – køres til en særlig afdeling ved PlusByg. Her kan virksomheder få adgang døgnet rundt til at aflevere brugbart affald. Der er endda adgang til en maskine, så aflæsning kan foregå hurtigt og effektivt. Samtidig er tilbuddet gratis. Lea Wermelin fik en god snak med Jacob Larsen fra HRJ Service og Frederik Meding fra XL Byg/Meding, der er en del af samarbejdet.
Formål med besøg
Formålet med ministerens besøg var at se det nye genbrugs-byggemarked ”PlusByg” hos AffaldPlus og høre nærmere om det velfungerende samarbejde, AffaldPlus har med lokale virksomheder om netop genbrug via PlusByg.
Med på besøget havde ministeren sin personlige rådgiver, Mette Falkenberg, Kontorchef for Ressourcer & Forsyning i Miljø-styrelsen, Camille Bjerre Søndergaard, samt ministersekretær Peter Fredslund Jensen.
Tekstiler bliver til isolering og akustikplader AffaldPlus samarbejder med Lendager Groups arkitekter omkring tekstiler. Her leverer AffaldPlus tekstiler til fabrikken Convert i Thy, som behandler og presser materialet til isolerings- og akustikplader. Lendagers arkitekter har designet pladerne og fundet bæredygtige løsninger, så isoleringen bl.a. kan overholde 2020-standarden og krav til brandhæmmende egenskaber. Der er et stort potentiale i tekstiler som råmateriale i bygnings- og boligprodukter. Projektet er støttet af den europæiske fond for regional udvikling.