Gospelkoret UpRising har i de sidste 11 år huseret i Holbæk Frikirke hver onsdag aften. Men det sidste år, har det været knapt med sangen. Nu håber de igen på, at koret kan blive stort og mangfoldigt igen.

Ligesom resten af landet – og især kulturlivet, har gospelkoret UpRising været godt og grundigt lukket ned. De forsøgte sig sidste sensommer med en alternativ sæson med afstand, sprit og en hel del streaming, så medlemmer kunne synge med hjemmefra.

Selvom der ihærdigt blev knoklet på, var det en svær sæson at komme igennem. Det, der i særdeleshed kendetegner koret, er nemlig glæden ved fællesskabet.
Koret har tidligere været på næsten 100 medlemmer, men nedlukningen gjorde, at kun en fjerdedel kunne være med i den sidste sæson. Koncerter var der selvsagt ingen af.

Nu håber koret på, at der igen er mange, der mærker længslen og lysten til igen at være en del af koret. Til at synge sammen, have gode snakke i kaffepausen, grine højt og være en del af det sammenhold, som koret er.

Koret ledes fast af de to professionelle musikere, sanger Sara Broberg (Den skaldede frisør, The Billy Surfs, m.fl.) og pianist Anders Mortensen (Téle Rouge og Dodo & the Dodos, m.fl.).

Koret holder åbent hus onsdag den 18. august i Holbæk Frikirke, Vandtårnsvej 1. Alle over 18, uanset niveau, kan deltage. Tilmelding på gospelkoretuprising@gmail.com

Pressefoto