Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet fra den 31. maj til den 11. juni 2019.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Spiritusbilist fik taget bil – Kirkevej, Gislinge – Holbæk
Kl. 22.04 sigtede og anholdt politiet en 44-årig mand fra Grevinge for spirituskørsel i en personbil. Han var desuden frakendt førerretten for en tidligere sag om spirituskørsel. Det var desuden 3. gang han kørte i frakendelsestiden inden for 3 år, så politiet beslaglagde hans bil med henblik på konfiskation. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil sagen blive afgjort i retten, der vil tage stilling til, hvad der skal ske med bilen.
Spirituskørsel – Hagestedvej, Gislinge – Holbæk
Kl. 14.24 anholdt politiet med den fornødne magtanvendelse en 54-årig mand fra Holbæk, som var mistænkt for at køre spirituskørsel på en lille knallert. Inden anholdelsen var han under kørslen på knallerten kørt i grøften i et solouheld, hvorefter uheldet blev anmeldt af en forbipasserende bilist. Den 54-årige var ikke tilfreds med mistanken mod ham og gjorde modstand ved anholdelsen, da han skulle på sygehuset for at få udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.
Unge var gået forkert – Firsings Plads – Holbæk
Kl. 00.33 anmeldte en opmærksom borger, at han havde tilbageholdt fire unge, der opholdt sig på en båd, som ikke tilhørte dem. Anmelderen mistænkte dem for at ville begå indbrud i båden. En patrulje kom frem og traf to unge kvinder og to unge mænd i alderen 18-19 år. De skulle overnatte i den enes fars båd, men var gået forkert og endt i en fremmed båd. Politiet fik bekræftet historien og kunne forsætte til andre opgaver.
Restaurationsloven – Nygade, Holbæk
Kl. 02.30 anmeldte personalet på en beværtning, at de havde problemer med en ung kvinde, der var blevet afvist i døren, da hun kun var 17 år, og derfor ikke gammel nok til at komme ind på diskoteket. Politiet kom frem og anholdte en 17-årig kvinde fra Tølløse, der blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven ved at slå og sparke efter dørmændene. Hun blev løsladt efter en times tid, da hun var blevet afhørt til sagen. Hun kan nu forvente en bøde i sagen. Hendes forældre og de sociale myndigheder blev orienteret om sagen.
Uorden på akutmodtagelsen – Smedelundsgade, Holbæk
Kl. 04.03 traf en politipatrulje en 19-årig kvinde fra København, der var påvirket af spiritus og muligvis medicin. Hun oplyste, at hun havde været oppe at slås, men kunne ikke huske yderligere. Hun havde en bule og en mindre flænge i hovedet, så patruljen kørte hende til akutmodtagelsen til behandling. Kl. 04.57 anmeldte personalet fra akutmodtagelsen, at kvinden nu var blevet behandlet, men nu nægtede at forlade stedet og optrådte truende. Politiet vurderede, at kvinden ikke kunne tage vare på sig selv, så hun blev anholdt og taget med i detentionen til afrusning. Hun blev løsladt senere på morgenen, da hun var i stand til at tage hjem selv. Hun blev ikke sigtet for noget i den anledning.
Lørdag – søndag (pinsedag):
Færdselsuheld – Hellestrupvej, Hellestrup, Holbæk
Kl. 13.28 var der sket et færdselsuheld, idet en personbil havde tabt en trailer under kørslen. Det viste sig, at en 24-årig mand fra Fårevejle St. havde koblet en trailer til sin personbil, da han kørte ad Hellestrupvej mod nordvest. Under kørslen faldt traileren af trækkrogen og kørte ind i venstre side på en modkørende personbil ført af en 48-årig mand fra Tølløse. Herefter fortsatte traileren ind på et grønt areal, hvor den standsede. Ingen kom til skade ved uheldet.
Mistænkeligt forhold – Holbækvej, Sibberup, Regstrup – Holbæk
Kl. 23.05 fik politiet en henvendelse fra en mand, som undrede sig over, at en fremmed cykel pludselig var fundet efterladt ved hans landejendom. Politiet henviste ham til at stille den ud på vejen, så ejeren kunne finde den igen. Ca. 20 minutter senere kontaktede manden igen politiet, idet han i et legehus på sin ejendom havde fundet en fremmed mand, der sad og tegnede dyrene på marken. Politiet kørte nu til stedet og fik kontakt til en “forstyrret” 20-årig mand fra Vanløse, der var ejer af cyklen. Han var i forvejen efterlyst af Københavns Politi til indlæggelse på et hospital. Politiet kørte ham herefter mod København, indtil Københavns Politi kunne overtage ham med henblik på indlæggelse på et hospital til fornøden behandling.
Hensynsløs kørsel – Holbækvej, Store Merløse – Holbæk
Kl. 15.20 anmeldte en borger, at han kørte bag 3 biler, der kørte hasarderet i Store Merløse. De kørte tæt på hinanden med høj hastighed og havde været ved at køre galt. Flere patruljer kørte til området for at søge efter bilerne og traf på Holbækvej i Ringsted det ene køretøj, en uindregistreret personbil. Bilen blev ført af en 18-årig mand fra Ringsted, der ikke havde taget kørekort. Han blev sigtet for kørsel i en bil, der ikke var registreret eller forsikret samt for kørsel uden førerret. På Søndre Parkvej i Ringsted traf en anden patrulje endnu en af biler, som anmelderen havde beskrevet. I bilen var tre mænd i 20-års alderen fra Ringsted. Bilen blev ransaget, hvor patruljen fandt 5 gram hash, som ingen af mændene ville vedkende sig. Politiet tog hashen med sig, men fandt ikke grundlag for at sigte nogen i bilen for noget i anledning af anmeldelsen.
Narkokørsel uden kørekort – Holbækvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 18.06 sigtede og anholdt politiet en 18-årig kvinde fra Mørkøv for narkokørsel i en personbil. Hun blev med narkometeret testet positiv for hash og kokain og fik udtaget en blodprøve. Kvinden havde desuden ikke taget kørekort, så hun blev sigtet for kørsel uden førerret. Hun vil høre nærmere fra politiet, når resultatet af blodprøven er kommet.
Ultralet fly styrtet – Holbækvej, Regstrup – Holbæk
Kl. 14.37 slog en kvindelig bilist, der kørte ad Holbækvej, alarm, da hun så et ultralet fly styrte til jorden. Hun undersøgte straks, om nogen var kommet til skade. Redningsmyndighederne og politiet kørte hurtigt til stedet, hvor man fik kontakt med en 49-årig mand fra Farum og en 53-årig mand fra Ringsted. Den 49-årige blev kørt til skadestuen i Holbæk til kontrol for diverse knubs, medens den 53-årige i en tilkaldt lægehelikopter blev fløjet til Rigshospitalet til undersøgelse for kvæstelser i hovedet. Under redningsarbejdet måtte politiet lukke Holbækvej for trafik i begge retninger frem til kl. ca. 16.20, hvilket bl.a. havde indflydelse på busruterne i området. Der var tale om et to-personers ultralet fly, der ifølge de foreløbige oplysninger netop var startet flyvningen og var kommet op i ca. 10 meters højde, da flyet pludselig styrtede mod jorden. De to mænd i flyet var dog i stand til selv at kravle ud af flyet, inden de blev kørt til hospitalerne til undersøgelse. Havarikommissionen hos Dansk Ultralet Flyveunion blev tilkaldt til stedet for at lave tekniske undersøgelser i samarbejde med politiet for at få klarlagt årsagen til flystyrtet. Rutinemæssigt fik politiet udtaget blodprøver af de to mænd til undersøgelse for eventuel påvirket af alkohol/euforiserende stoffer. Den 53-årige blev indlagt på Rigshospitalet til behandling for kvæstelser i hovedet, men meldes uden for livsfare. Politiet afventer nu rapporten fra havarikommissionen, før politiet kan afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Kørte uden førerret og fik taget bilen – Havnevej, Holbæk
Kl. 10.18 blev en 40-årig mand fra Frederiksværk sigtet for, at han for 3. gang indenfor 3 år kørte bil, selvom han ikke havde førerret. Politiet beslaglagde derfor mandens bil med henblik på konfiskation. Den 40-årige accepterede beslaglæggelsen, og retten vil senere tage stilling til, om bilen skal konfiskeres.
Færdselsuheld – Rørsangervej/Skagerakvej – Holbæk
Kl. 15.55 skete et færdselsuheld, da en 38-årig mand fra Køge kørte i en personbil frem i krydset mod Rørsangervej, hvor han ikke overholdt sin vigepligt og påkørte en 54-årig mand fra Holbæk, der kom kørende på cykel. Cyklisten slap fra uheldet med knubs. Politiet optog rapport i sagen, da årsagen til uheldet var en vigepligtsforseelse. De to parter vil høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Gadeuorden – Filmtorvet, Holbæk
Kl. 16.35 anmeldte en utryg borger, at der var mange unge samlet ved biografen, og at der netop havde været et slagsmål. En patrulje kom frem til stedet, hvor de traf en større gruppe unge mennesker, der hyggede sig på stedet. Der var ingen uorden på stedet og intet behov for at politiet foretog sig yderligere.
Spirituskørsel – Nykøbingvej/Tuse Lågevej, Holbæk
Kl. 03.05 parkerede en bil i vejkanten, da bilen havde nogle fejl. En ambulance kom tilfældigt forbi, og redderne ville sikre sig at føreren ikke havde det dårligt. Ambulancefolkene skønnede, at føreren var spirituspåvirket og kontaktede politiet, der kom frem og lavede en alkometertest af føreren.
Føreren, en 24-årig mand fra Holbæk, havde en promille, der var over det tilladte. Han blev derfor sigtet, anholdt og taget med til en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Føreren vil høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.
Spirituskørsel – Orø Havn, Brønde, Orø – Holbæk
Kl. 18.45 fik politiet en anmeldelse om, at vidner havde tilbageholdt en bilist, der var påvirket af spiritus. Ved politiets ankomst bekræftede en alkometertest vidnernes mistankte, at føreren – en 80-årig mand – var påvirket af spiritus i en sådan grad, at han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet har med baggrund i alkometertesten en formodning om, at sagen vil ende med en frakendelse af kørekortet. Derfor fik den 80-årige straks inddraget sin førerret, således at han ikke længere må køre bil.
Butikstyveri – Smedelundsgade, Holbæk
Kl. 13.46 kørte politiet til supermarkedet Føtex, hvor en kvinde med et barn i barnevogn var tilbageholdt som mistænkt for butikstyveri. Politiet fik kontakt til en 26-årig kvinde fra Holbæk, som havde sit spædbarn med i en barnevogn. Hun havde været på indkøb i supermarkedet og var blevet standset efter kasselinjen, da varealarmen var gået i gang. Gemt i barnevognen havde personalet fundet tøj og chokolade for 630 kr. gemt i barnevognen. Kvinden blev sigtet for butikstyveri, og politiet udfærdigede tillige en rapport til de sociale myndigheder på grund af omstændighederne ved butikstyveriet.
Bortvist kvinde endte i detentionen – Ahlgade, Holbæk
Kl. 23.47 ønskede ambulancepersonale, der var kaldt til et bosted, assistance fra politiet til at håndtere og måske bortvise en både narko- og spirituspåvirket kvinde. Hun ville trods adskillige opfordringer ikke forlade stedet, hvor hun intet havde at gøre. Politiet fik kontakt til den kraftigt påvirkede, 38-årig kvinde fra Holbæk. Hun blev dog indledningsvist overtalt til at tage med den tilkaldte ambulance til behandling for sin narko- og spirituspåvirkethed, idet hun var påvirket i en sådan grad, at hun skulle under behandling. Efter nogle timer på skadestuen til afrusning kunne hun udskrives, men var stadig ikke i stand til at tage vare på sig selv. Derfor blev den 38-årige kvinde frihedsberøvet til fortsat afrusning i politiets detention, indtil hun skønnes at kunne tage vare på sig selv senere tirsdag. Hun er ikke blevet sigtet for noget.
Narkokørsel – Søstrupvej, Holbæk
Kl. 00.20 anholdt og sigtede politiet en 18-årig mand fra Tølløse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Spirituskørsel – Skagerakvej, Holbæk
Kl. 00.30 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Høng, der kørte bil påvirket af spiritus. Manden vil senere høre fra politiet om sagen, når resultatet af hans blodprøve kommer.
Narkokørsel – Landevejen, Holbæk
Kl. 00-09 standsede politiet en 39-årig mand fra Hvalsø, der førte en personbil uagtet han var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev anholdt og sigtet og fik udtaget en blodprøve, som han vi høre nærmere om senere.
Spiritus – og narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 00-45 standsede politiet en fører af en personbil, en 18-årig mand fra Tølløse, der var påvirket af spiritus og euforiserende stoffer. Maden blev anholdt, sigtet og kørt til sygehuset for at få udtaget en blodprøve. Når resultatet af denne foreligger, vil manden få afgjort sin sag.
Lyden af skud var udstødning fra bil – Holbækvej, Jyderup, Holbæk
Kl. 01.06 ringede en bekymret borger til politiet, fordi han havde hørt lyde, der mindede om skud samt set en personbil, der kørte i høj fart. Flere andre beboere havde også hørt lyde, der mindede om skud. Politiet kørte talstærkt til stedet for at undersøge forholdet og forhørte sig blandt naboer i området. Efter nærmere undersøgelser kunne det konstateres, at der var tale om knald fra udstødningen fra en eller flere biler, der havde kørt hurtigt i området. Politiet kontaktede de borgere, der havde været bekymrede for at fortælle, at der ikke var tale om skud.
Torsdag til fredag
Uro og hærværk – Stationsvej, Vipperød, Holbæk
Kl. 22.59 ringede en borger til politiet, fordi der var uro omkring Vipperød Skole, hvor anmelder også havde hørt, at noget blev smadret. Det drejede sig om tre unge mennesker, to drenge på hhv. 14 og 15 år fra Vipperød og en 15-årig pige fra Mørkøv. Den 15-årige dreng og den 15-årige pige blev begge sigtet for hærværk, og alle børnenes forældre blev kontaktet. De vil senere høre fra politiet og de sociale myndigheder om sagen.
Indbrud i perioden
Industrivej, Jyderup
Nørupvej, Regstrup
Østergårdsvej, Undløse, Tølløse
Holbækvej, Undløse, Tølløse