Winie Heisel, kredsleder for Beredskabsforbundets Kreds Holbæk, har fået tildelt forbundets hæderstegn. Det skete under Beredskabsforbundets Landsrådsmøde i Vingsted lørdag den 25. maj.
Beredskabsforbundet er organisation for de frivillige i det danske redningsberedskab, og frivillige i forbundet kan indstilles til hæderstegnet, hvis de ”gennem længere tid har udført anerkendelsesværdigt arbejde inden for forbundets arbejdsområde.”
Den beskrivelse passer i høj grad på Winie Heisel, som har været en del af beredskabet i over 30 år:
Hun begyndte i det daværende Civilforsvar allerede som 16-årig, i 1988, stærkt inspireret af sine forældre, som begge var aktive i det frivillige beredskab. Senere afløste hun sin mor som kredsleder for Beredskabsforbundet i Holbæk. Både hendes mor og far har i øvrigt tidligere fået tildelt Beredskabsforbundets hæderstegn, så også på det punkt følger hun i deres fodspor.
Winie Heisel har altid været meget aktiv, især omkring forplejning og indkvartering, som hun har været leder for i Holbæk-kredsen i mange år.
Hun er god til at lave sociale arrangementer. Og hun træder altid til, uanset om det handler om at lave vagtplan til VigFestival, lave mad til koncerter, gennemgå brandhaner, eller hvilke opgaver kredsen nu får.
Hun er et fagligt fyrtårn for de frivillige i sin kreds. Og det er i høj grad takket være hendes store indsats, at Kreds Holbæk er en stor og aktiv kreds.
Hun er også et stort aktiv i regionsledelsen i Beredskabsforbundets Region Sjælland, hvor hun tidligere har været uddannelsesassistent og nu er kasserer.
I forbindelse med oprettelsen af Vestsjællands Brandvæsen deltog hun aktivt på vegne af de frivillige, og efterfølgende fik hun plads i Beredskabskommissionen.
Samtidig er hun også meget vellidt i andre kredse, for hun er meget social og møder altid andre med et smil.