Holbæk Kommune tager miljøminister Lea Wermelins udfordring op og har tilmeldt sig kommunedysten, hvor det gælder om at finde de vildeste idéer til fordel for den vilde natur.
Formålet med dysten er at skabe en rigere natur og større biodiversitet til gavn for plante- og dyrelivet.
Holbæk Kommune har derfor tilmeldt sig dysten for at sætte fokus på betydningen af biodiversitet og vild natur.
”Det grønne område står højt på dagsordenen her i Holbæk Kommune, og vi har alle en forpligtelse til at passe godt på naturen og styrke biodiversiteten. Lige nu arbejder vi med over ti større naturprojekter, hvor vi blandt andet rejser nye bynære skove i lokalområderne, omlægger eksisterende skove til urørt skov, sætter dyr ud til afgræsning, ændrer praksis for slåning af grøftekanterne langs vejene og arbejder for nye naturområder. Som kommune skal vi selvfølgelig gå forrest ved at gøre vores egne arealer vildere, men vi kan ikke gøre det alene. Så både borgernes haver og arealerne ved virksomheder, grundejerforeninger og boligforeninger skal i spil, hvis vi skal øge biodiversiteten,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune, der i nær fremtid kommer med et bud på, hvordan hele kommunen kan samles om at øge biodiversiteten.
I maj måned skal politikerne nemlig tage nærmere stilling til, hvordan kommunen kan blive endnu vildere, og hvilke indsatsområder der skal fokuseres på.
Vild natur kommer ikke af sig selv
Natur og biodiversitet har i løbet af de senere år været meget i fokus hos en stor del af befolkningen. Men det kræver en indsats at omlægge. Én ting er at lade tingene gro, som de nu har lyst til. En anden ting er, at vild natur rent faktisk ikke bare kommer af sig selv. Der skal gøres noget for, at det bliver vild natur.
”Hvis vi bare holder op med at dyrke et grønt område, så kommer der en hel masse ukrudtsarter, som vi ikke ønsker. Så det kræver en indsats at skabe vild natur. Konkurrencen giver os derfor anledning til at kigge endnu nærmere på, hvad borgerne, virksomhederne og kommunen kan gøre for at styrke biodiversiteten. Alle vil gerne gøre en positiv forskel, og på den måde kan vi sætte et endnu større fokus på vigtigheden af en stor biodiversitet for alle. Så jeg er sikker på, at vi kan få masser af inspiration og gavn af at deltage,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.
Om konkurrencen
Med kampagnen ”Sammen om et VILDERE Danmark” skal en kommunekonkurrence være med til at gøre Danmark VILDERE til fordel for natur og biodiversitet. Konkurrencen løber frem til slutningen af 2022, hvor Danmarks vildeste kommune bliver udpeget.
Den vildeste kommune kåres af dommerpanelet, der består af miljøminister Lea Wermelin, biologen Morten DD og Frank ’Bonderøven’ Erichsen. Vinderen bliver den kommune med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt baseret på bl.a. idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber.
Du kan læse mere om konkurrencen på Miljøministeriets hjemmeside: www.mim.dk/natur/dkvild/danmarks-vildeste-kommune