Der er nyheder fra LAG Midt-Nordvestsjælland. Det oplyses et nyhedsbrev.
Nye ansigter i bestyrelsen
Ved årets ordinære generalforsamling, som blev afholdt på Brorfelde Observatorium den 25. april, blev der valgt to ”nye” ansigter ind i bestyrelsen – den ene, Niels Aalbæk
Jensen fra Sorø, er dog et kendt ansigt i bestyrelsen, i det han også var medlem af bestyrelsen i 2014-2016. Den anden nyvalgte er Dorte Kiilerich, ejer af Livingconcepts og bosat i Lejre Kommune. I starten af marts fik vi også et nyt medlem i bestyrelsen, da Sorø Kommune udpegede Kristian Egebæk Mortensen som kommunens repræsentant i LAG’ens bestyrelse, Kristian afløser Johannes Lumholt. Fra bestyrelse og sekretariat byder vi varmt velkommen til de nye medlemmer i bestyrelsen. Vi vil samtidigt også gerne takke de afgående bestyrelsesmedlemmer Helle Schummel, Johannes Lumholt og Johan Ib Hansen for deres store engagement og godt samarbejde i de forgangne år.
Der var ingen, der stillede op til suppleantposterne på generalforsamlingen, og vi har derfor ikke nogen suppleanter til bestyrelsen i det kommende år.
Du finder en oversigt over bestyrelsens medlemmer på vores hjemmeside.
Velbesøgt konference om Istidsruten som udviklingsplatform
Den første, store aktivitet i LAG Midt-Nordvestsjællands eget projekt, Velkommen i Baghaven, var en halvdagskonference med fokus på Istidsruten som udviklings- og
formidlingsplatform. Knap 80 aktører fra hele området deltog og gjorde konferencen til en stor succes. Vi havde et håb om, at konferencens workshops ville genere 100 idéer
til aktiviteter, pakkeløsninger m.m. som kan knyttes an til ruten, og det mål blev med næsten 150 nedskrevne idéer i den grad indfriet. Du kan se flere billeder fra
konferencen, og finde oplæg fra dagen på vores hjemmeside.
2,3 mio. kr. i puljen til næste ansøgningsfrist d. 21. august 2017
Har du et godt projekt, der kan skabe liv og arbejdspladser i vores område? Eller kender du nogen, der har? Så husk at vi har årets sidste ansøgningsfrist d. 21. august,
hvor der er mere end 2,3 mio. kr. i puljen.
Vores fire målsætninger er:
1. At udvikle og styrke små og mellemstore virksomheder.
2. At udvikle turismen for området som helhed.
3. At styrke entreprenørskab og iværksætterkultur.
4. At fastholde borgere og øge bosætningen.
Kontakt en af koordinatorerne i god tid for at få råd og sparring til dit projekt og ansøgningsforløbet.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen kom på besøg
En gang årligt samler vi borgmestrene fra de fem kommuner, som vores lokale aktionsgruppe dækker. I år havde vi inviteret Erhvervsminister Brian Mikkelsen
med til mødet, som blev afholdt d. 12. april 2017. De lokale aktionsgrupper hørte ikke under Erhvervsministeriet, sidst Brian Mikkelsen var minister for området. Erhvervsministeren var derfor glad for at få et indblik i, hvordan LAG’erne understøtter skabelsen af arbejdspladser i landdistrikterne, og samtidigt gør områderne mere attraktive som bosætningsområder.
Grethe Saabye udpeget til formand for rådgivende udvalg
Erhvervsminister Brian Mikkelsen nedsatte i denne uge et rådgivende udvalg for Landdistriktspuljen, som er en national tilskudspulje. Midlerne i puljen afsættes på
Finansloven; og det er puljens formål at støtte projekter, der kan fremme beskæftigelse, erhvervsudvikling, service, levevilkår, bosætning samt lokale kultur- og
fritidsaktiviteter i landdistrikterne og de små øsamfund, eller som kan belyse landdistrikternes udviklingsvilkår og informere om udviklingsmulighederne i
landdistrikterne. Landdistriktspuljen har bl.a. støttet vores eget projekt, ”Velkommen i Baghaven”.
”Landdistriktsmidlerne spiller en vigtig rolle i den lokale udvikling i Danmark, og medlemmerne i udvalget for Landdistriktspuljen skal med deres forskellige perspektiver og erfaringer på landdistriktsområdet bidrage til en kvalificeret vurdering af Landdistriktspuljens ansøgninger. Jeg ser frem til at udvalget kan understøtte udviklingen i de danske landdistrikter og øsamfund”, siger Brian Mikkelsen.
Udvalget skal fremover vurdere ansøgninger om tilskud til Landdistriktspuljen på baggrund af de tildelingskriterier, der fremgår af de gældende ansøgningsvejledninger
og vil blive sekretariatsbetjent af Erhvervsstyrelsen. Allerede i den igangværende vil udvalget skulle være med til bedømmelsen af de indkomne ansøgninger.
Erhvervsminister har udpeget Grethe Saabye som formand for udvalget. Grethe Saabye er medlem af kommunalbestyrelsen i Lejre Kommune og repræsentere også
kommunen i LAG Midt-Nordvestsjællands bestyrelse.
”Det er en spændende opgave at skulle være med til at udvælge de rigtige projekter, så vi understøtter arbejdet med at skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Jeg er optaget af at skabe lokal udvikling, og jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet sammen med de øvrige medlemmer af udvalget,” siger Grethe Saabye.
Udvalgets øvrige medlemmer:
• Marie Louise Friderichsen, turistchef for Turistrådet Lolland.
• Finn Jorsal formand for foreningen Friends of Cold Hawaii Thisted.
• Jan Bendix, rådgiver i Jan Bendix a/s, BusinessPark Struer.
Følg projekterne og få løbende inspiration på vores facebook-side
Vidste du, at vi er på facebook? Vi vil gerne opfordre medlemmerne til at følge vores facebook-side, da den i høj grad supplere nyhedsbrevene og hjemmesiden. På vores
facebook-side kan du bl.a. høre nyt fra projekterne, få inspiration fra andre gode LAG-projekter rundt om i landet, blive orienteret om andre relevante puljer og fonde, som
kan medfinansiere dit projekt, med mere.