Lørdag d. 11. marts kl. 13.00 får Teatret Fair Play besøg af Det lille Turnéteater med Peter Holst og forestillingen ”… om ikke at blive ædt”. Teatret Fair Play har haft besøg af Peter Holst en gang tidligere og glæder sig til endnu en flot og morsom forestilling for hele familien.
Den søde og velopdragne Rødhætte bliver kastet ud i et surrealistisk eventyr, hvor hun møder ikke bare ulven, men også Hans og Grete, Askepot og mange andre eventyrlige figurer.
En unik teatermaskine er rammen, hvor magi og fantasi folder sig ud og fortæller en historie om at blive vred og finde modet til at tage sagen i egen hånd.
Peter Holst leger frit med eventyrenes figurer og fantasifulde verdener – for til sidst at skabe sit helt eget eventyr, du ikke havde set komme.
Forestillingen er ikke bare for børn, men også for nysgerrige voksne.
”… det moderne eventyr viser en vred Rødhætte, udsat for omsorgssvigt i svær – og svært underholdende – grad.… Det er som at opleve en teatertegning: Et par få præcise og originalt formede streger, og der står en hel figur på scenen.… det ene pragtfulde scenebillede efter det andet, …… oven i hatten er musikken en forrygende sidegevinst til et moderne børnepublikum, der her kan opleve en kvalitet langt over tv-seriers og computerspils klichéfyldte mainstream-muzak.”
– Randi K. Pedersen, Teateravisen.dk
Det lille Turnéteater skaber scenekunst for alle børn… også dem der er blevet voksne. Det lille Turnéteater har rødder langt tilbage i det verdensanerkendte, danske børneteater-miljø, hvor der er tradition for at tage børnepublikummet seriøst og lave forestillinger i øjenhøjde uden at miste højde på ambitionsniveauet. Teatrets forestillinger er meningsfulde og vedkommende for et bredt publikum, baseret på gode, ofte klassiske eller kendte fortællinger, som er en del af vores fælles kulturarv. Basen er klassisk, men forestillingerne er altid nutidige og enestående kunstneriske værker.
Peter Holst selv er teaterchef, skuespiller, instruktør og dramatiker. Han har tidligere gæstet Teatret Fair Play med forestillingen ”Grev Gris”.