Holbæk Teater åbende op for musikforestillingen ‘De Frafaldne’ lørdag d. 11. februar

Teateret, som ligger centralt i Holbæks bymidte, summede af spænding og store forventninger til den meget omtalte musikforestilling. Folk kom fra nær og fjern, og alle blev modtaget ved hovedindgangen med faste håndtryk, smil og kram. Der var gjort klar til et brag af en forestilling og god aften.

Forestillingens 65 minutter begyndte kl. 19.30 til en næste fuld sal og startede nærmest ‘usynligt’, imens salen stadig var fuldt oplyst, og folk var igang med at finde deres pladser. Med ét gik lyset ud, og der kom fuld gang i tale, bevægelse og farver på sættet. Publikum var fanget fra start, i et stykke hvor instruktørene har skabt en rå og effektfuld kulisse.

Stykket gav ordet til dem, der ikke klarede sig igennem i første forsøg. Hvorfor faldt de ud, og hvilke tanker går de med? Med sang og musik blev vi vidne til deres afmagt, skuffede forventninger, frustrationer, angst og sorg. Vi blev taget med ind i de unges tanker om livet, de svære ting i livet, og kan kun takke dem for at dele disse med os.

Pludselig var 65 minutters forstilling forbi, og ramt af store tanker og mange følelser, rejste hele salen sig op og gav et stående og meget langt applaus. Man kan vist godt sige, at musikforestillingen var en kæmpesucces.

Efterfølgende var der blomsteruddeling, et glas vin og lidt lækkerier på bordene til de mange fremmødte og hele holdet bag forestillingen. Der blev talt i alle hjørner af de mange rum, og der blev ligeledes skrevet løs på væggene med kridt, som lå fremme til samme. Ordene var mange.

Se billederne fra Byportalens fotograf nedenfor.

OBS
Musikforestillingen kører frem til den 4. marts for det almindelige publikum, men der er også mulighed for at komme ind og se en særforestilling, hvis der ikke er nogen af de eksisterende forestillinger som passer. Det forudsætter dog at man er en gruppe på minimum 75 fra en kommune/institution/skole eller lignende. I skal blot kontakte Holbæk Teater her.

 

Bagom De Frafaldne
I 2012 startede 96 % af en ungdomsårgang på en ungdomsuddannelse, men 31 % faldt fra igen. En gruppe studerende undrede sig og satte sig for at undersøge, hvad der lå bag tallene. Hvor blev de af? For midt i de store politiske armbevægelser, tal, analyser og statistik findes der historier af kød og blod. Disse personlige beretninger blev fortalt gennem projektet De Frafaldne.
(Kilde: Ungdomsbureauet.dk)

Projektet er finansieret af EU Aktive Unge og Kulturstyrelsen. Læs mere om Projekter – UngdomsBureauet her.