Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2020/10/16 til 2020/10/27.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Spirituskørsel – Landevejen, Gislinge – Holbæk

Kl. 02.18 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand fra Jyderup for spirituskørsel i en varebil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

For høj sættevogn påkørte jernbanebro – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 11.09 påkørte en lastbil med sættevogn en jernbanebro på Valdemar Sejrsvej, da køretøjet var højere end broen. På sættevognen var en silo, som kilede sig fast under broen, så der skete en mindre skade på broens øverste kant. Politiet undersøgte vogntoget, som viste sig at have så store dimensioner, at kørslen krævede en særtransporttilladelse. Lastbilens fører, en 32-årig mand fra Litauen, var kørt ind i Danmark via Padborg, men havde ikke fået en særtransporttilladelse. Vogntoget blokerede for trafikken i den ene vognbane, og det skabte trafikale problemer på stedet, indtil den blev fjernet hen på eftermiddagen. Lastbil og sættevognen blev kørt til undersøgelse hos politiet. Føreren af lastbilen kan se frem til en klækkelig bøde for at køre uden særtransporttilladelsen.

Vold – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 16.31 kom et alarmopkald om et overfald ved Holbæk Station. En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 19-årig mand fra Kalundborg var blevet udsat for vold i et cykelskur, hvor han fik flere slag og spark mod mave og hoved. Efter overfaldet blev den 19-årige frataget en kniv af en af gerningsmændene. Politiet fandt kniven, en lommekniv med et blad på 5 cm, i cykelskuret. Optrinnet skete efter en uoverensstemmelse omkring den kniv, som den 19-årige var i besiddelse af. Den 19-årige var ikke kommet alvorligt til skade, men blev kørt til skadestuen til kontrol. Politiet kørte til skadestuen og afhørte den 19-årige, som også blev sigtet for at for at overtræde knivloven. Sagen efterforkes nu, for at finde frem til de fem mænd, som kan mistænktes for overfaldet på den 19-årige og baggrunden herfor. De fem mænd beskrives som:

A: Mand, Afrikansk af udseende, 16 år, 195 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Hudfarve: Sort, Hårfarve: Sort, Talte: Dansk, Iført: Lilla trøje med grøn og sorte print påtrykt.

B: Mand, Afrikansk af udseende, 16-20 år, 175 cm, Kropsbygning: Fedladen, Hudfarve: Sort, Hårfarve: Sort, Talte: Dansk.

C: Mand, 165 cm, Kropsbygning: Spinkel, Iført: Var iført maskering for ansigtet, blå jakke, sorte sko.

D: Mand, 195 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Talte: Dansk, Iført: sort hættetrøje og sorte bukser

E: Mand, Dansk af udseende, 25 år, 170 cm, Kropsbygning: Kraftig, Talte: Dansk

Vidner som har overværet overfaldet ved Holbæk Station lørdag eftermiddag omkring kl. 16.30, eller har oplysninger til sagen i øvrigt bedes kontakte politiet på tlf. 114.

To forsøg på bedrageri – Holbæk / Svinninge – Holbæk

Kl. 20.39 anmeldte en 77-årig kvinde fra Holbæk, at hun kl. ca. 20.00 var blevet telefonisk kontaktet af en fremmed kvinde. Hun havde oplyst, at hun arbejdede ved Nets og havde i den forbindelse fået lokket personlige oplysninger ud af den 77-årige, inden telefonsamtalen med den fremmede kvinde afsluttedes. Den 77-årige var efterfølgende blevet bekymret, så hun havde straks ringet til sin bank, som havde sørget for at spærre relevante kort og konti. Hun undgik derved at få hævet beløb uberettiget fra sine konti trods videregivelse af personlige og fortrolige oplysninger til den fremmede kvinde.
Kl. 21.24 anmeldte en 68-årig kvinde fra Svinninge, at hun for få minutter siden var blevet ringet op af en fremmed kvinde, som oplyste at arbejde i kvindens bank. Kvinden oplyste, at der var forsøgt hævet 30.000 kr. fra den 68-åriges konto, hvortil den 68-årige grinende havde oplyst, at så mange penge havde hun slet ikke på sin konto. Telefonsamtalen var derefter blevet afbrudt, så hun kunne anmelde forsøget på bedrageriet til politiet.
Politiet har nu optaget en anmeldelse om forsøg på bedrageri i begge sager og efterforsker nu dem sammen med andre sager, hvor personer enten får eller forsøger at få personlige oplysninger eller ofrenes dankort udleveret med henblik på at få en økonomisk vinding ved uberettiget at hæve penge fra ofrenes konti. Politiet vil gentage rådet om, at man aldrig udleverer personfølsømme oplysning, kreditkort eller koder mv. til personer, der tilfældigt ringer op uden nogen konkret anledning, som man kender til i forvejen.

Bilist efterlyses som vidne i færdselsuheld med dødelig udgang – Sorøvej, Ugerløse – Holbæk

Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med en mandlig bilist, som var til stede kort efter ulykken lørdag den 17/10-2020, hvor en bilist kl. ca. 06.55 påkørte et plankeværk, så en kvindelig passager i bilen afgik ved døden som følge af sine alvorlige kvæstelser.
Den efterlyste bilist, der var vidne til uheldet, kørte ad Sorøvej mod syd og kørte ifølge øvrige vidneforklaringer hen over dele fra det påkørte plankeværk. Bilisten kørte i en sølvfarvet bil med LED-forlygter og standsede efterfølgende ved den forulykkede bil, hvorefter den efterlyste bilist talte kortvarigt med føreren af den forulykkede bil. Herefter fortsatte den efterlyste bilist sin kørsel, da andre tililende kom personerne til undsætning, efter at de havde slået alarm. Bilisten fortsatte sin kørsel videre i sydlig retning, idet han efter vidners opfattelse måske skulle møde på arbejde. Bilisten bedes henvende sig til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 114 med henblik på afhøring til sagen.

Søredning – Lejre, Odsherred og Holbæk

Mandag eftermiddag havde politiet hele tre anmeldelser om mulig søredning af personer. I to tilfælde var der heldigvis kun tale om løsrevne joller. I Odsherred svømmede to kano-roere selv i land efter at være kæntret.

Svovlsbjergvej, nord for Kisserup, Holbæk

Kl. 15.00 kom endnu en anmeldelse om en drivende jolle, hvor det kunne frygtes at en person kunne være faldet over bord. Brandvæsnet satte en båd i vandet og JRCC fløj til stedet i helikopter. Da redningshelikopteren kom frem og fandt båden viste det sig, at motoren var klappet op fra vandet og var kold, men der lå fiskegrej i båden. Politiet fandt frem til ejeren af båden, som kunne afklare at han ikke havde været ude at sejle i båden i dag, så den måtte have revet sig løs. Ejeren kørte til stedet og båden blev sikret.

Narkokørsel – Sølyst Skovvej/Dyremosevej, Jyderup -Holbæk

Kl. 21.55 sigtede og anholdt politiet en 30-årig mand fra Hvidovre for narkokørsel i en personbil. Han kørte på Sølyst Skovvej, selvom han havde indtaget euforiserende stoffer før kørslen. Den 30-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse, som skal vise, hvad han var påvirket af. Når resultatet af prøven kommer vil den 30-årige høre mere fra politiet.

Mange sager om kørsel i påvirket tilstand – Ringsted, Roskilde, Køge og Holbæk

Politiet har sigtet usædvanligt mange bilister for at køre i påvirket tilstand i dette døgn. De blev alle sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Nu venter politiet på at få analyseret blodprøverne, hvorefter de sigtede vil høre mere i sagerne.

kl. 21.30 Søgade, Ringsted. En 21-årig mand fra Guldborg sigtet for narkokørsel i en personbil.

Kl. 23.19 Ringstedgade, Roskilde. En 24-årig mand fra Hedehusene kørte i bil ind i drive-in ved en burgerrestaurant i narkopåvirket tilstand. Han var desuden frakendt førerretten, hvilket han også blev sigtet for.

Kl.23.43 Bådehavnen, Køge. En 28-årig mand fra Køge førte en personbil i spirituspåvirket tilstand.

Kl. 23.45 Hovedgaden i Borup, Køge. Politiet standsede en bil på P-pladsen ved Borup Station. I bilen sad to 18-årige mænd fra lokalområdet. Føreren af bilen blev sigtet og anholdt for narkokørsel. Begge mænd blev visiteret og bilen ransaget. Passageren blev sigtet for at være i besiddelse af 2,3 gram hash og 0,81 gram kokain. Føreren blev sigtet for narkobesiddelse med henblik på salg, da der blev fundet flere klumper hash, ca. 100 ubrugte pølsemandsposer, en rulle plasticfilm og en minidigitalvægt i bilen. Hashklumperne blev senere kontrolvejet til 35,45 gram. Politiet beslaglagde de ulovlige genstande med henblik på konfiskation. Efter endt blodprøveudtagelse og afhøring fik de to unge mænd lov til at gå, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.

Kl. 01.22 Ternevej, Roskilde. En 33-årig mand fra Vallensbæk blev sigtet for spirituskørsel i en personbil.

Kl. 02.25 Cordozavej, Solrød. En 21-årig mand fra Ishøj pustede i alkometeret, som viste at han var spirituspåvirket over det tilladte.

Kl. 04.04 Skagerakvej/Rørvangsvej, Holbæk. En 38-årig mand fra Helsingør blev sigtet for både spiritus og narkokørsel. Han havde efter eget udsagn indtaget amfetamin og havde en spirituspromille over det tilladte. Den 38-årige var desuden frakendt førerretten. I bilen fandt politiet en ulovlig kniv, en flaske med 60 ml flydende ecstasy og en lille smule amfetamin, som den 38-årige blev sigtet for at besidde. De ulovlige effekter blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

Kørte 111 km/t i byen – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk

Kl. 23.02 var færdselspolitiets videobil på patrulje i Holbæk. På Hovedgaden i Svinininge blev betjenten opmærksom på en motorcyklist, som kørte væsentlig over det tilladte. Videooptageren blev sendt og den første måling af motorcyklen lød på 111 km/t i byzonen, hvor 50 km/t er tilladt. Motorcyklisten fortsatte sin kørsel ind i en 60 km/t zone, hvor videobilen kørte efter og fortsatte målingen af den meget hurtige kørsel. Det lykkedes betjenten at standse motorcyklisten, som viste sig at være en 35-årig mand uden fast bopæl i Odsherred. Han var frakendt førerretten i en tidligere sag om spirituskørsel. Den 35-årige blev sigtet for at køre for hurtigt. Videoen, som blev optaget af motorcyklistens kørsel, sender politiet nu til udmåling hos Rigspolitiets Færdselscenter, som kan lave en beregning på den samlede hastighed af kørselsforløbet i de forskellige hastighedszoner. Alene kørslen i 50 km zonen vil grundet den høje hastighed med en overskridelse på 100% lægges op til en ubetinget frakendelse af førerretten. I sager hvor føreren allerede er frakendt førerretten ubetinget, vil retten i forbindelse med afgørelsen af hastighedssagen, tage stilling til om frakendelsestiden skal forlænges.

Brand i landejendom – Enghavevej, Svinninge, Holbæk

Kl. 23.28 opstod brand på førstesalen i en landejendom i Svinninge. En kvindelig gæst var ude i haven for at fodre katte, da hun pludselig så høje flammer fra husets førstesal. Hun advarede ejendommens beboer og ringede 112. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden havde kraftigt fat i taget på bygningen, men der var ikke fare for at ilden skulle sprede sig til andre bygninger. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, men førstesalen udbrændte. Ingen personer eller dyr kom til skade ved branden. Politiet undersøgte brandstedet, hvor der ikke blev fundet noget mistænkeligt. En nærmere undersøgelse af brandstedet skal afklare, om branden startede i en el-installation.

Færdselsuheld – kvinde omkommet – Sorøvej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 06.55 lørdag morgen fik politiet via alarmcentralen en melding om et færdselsuheld, idet en bilist havde påkørt et plankeværk og var standset nogle hundrede meter derfra. Politiet kørte til uheldsstedet, hvortil også flere ambulancer, en akutlægebil og lægehelikopteren var sendt. På uheldsstedet traf politiet ud over vidner også en narkotikapåvirket, 30-årig mand fra Brøndby, som tilsyneladende var uskadt efter uheldet, og som formodedes at have været fører af bilen på uheldstidspunktet. I bilen befandt sig en livløs kvinde, som blev erklæret for afgået ved døden på grund af sine svære kvæstelser. Uheldsstedet blev afspærret, så trafikken i begge retninger ad Sorøvej blev ledt uden om uheldsstedet, medens redningsarbejdet og undersøgelser på uheldsstedet foregik. Den 30-årige mand blev som anholdt fløjet i lægehelikopteren til Rigshospitalet til nærmere undersøgelse efter det voldsomme uheld samt udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både narkotika- og alkoholpåvirkning.

En hundepatrulje blev tilkaldt til søge efter eventuelle spor efter personer, der måtte have forladt fra uheldsstedet, men fandt ingen tegn herpå trods indledende uklarhed om antal personer i bilen på uheldstidspunktet. Endvidere blev en bilinspektør tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og den involverede personbil. Den afdøde, kvindelige passager blev bragt til et sygehus og efterfølgende identificeret som en 48-årig kvinde fra Frederikssund. Hendes pårørende er underrettet om dødsfaldet som følge af uheldet. Ved nærmere undersøgelse af den involverede personbil viste det sig, at bilen var meldt stjålet fredag formiddag ved svømmehallen i Frederikssund.

Efter undersøgelserne på uheldsstedet kunne politiet foreløbigt konkludere, at bilen under kørsel i sydlig retning var kommet ud i rabatten i den vestlige/højre side af vejen, hvorefter bilen kort efter havde påkørt et plankeværk i den modsatte side af kørebanen, inden bilen standsede nogle hundrede meter senere. Et vidne så på afstand som modkørende bilist uheldet ske og slog efterfølgende alarm sammen med øvrige tililende til uheldsstedet. Dele af plankeværket var røget gennem bilens forrude og havde påført den kvindelige passager så alvorlige kvæstelser, at hun afgik ved døden. Ingen øvrige trafikanter var involveret i ulykken.

Senere på dagen blev den 30-årige udskrevet som uskadt fra Rigshospitalet, hvorefter han blev bragt til afhøring hos politiet. Han blev i den forbindelse præsenteret for sigtelser for spiritus-/narkokørsel, kørsel i bilen trods frakendelse af kørekortet, uberettiget brug af personbilen sammen med den nu afdøde passager samt for uagtsomt at have forvoldt den kvindelige passagers død. Den 30-årige skønnedes stadig uegnet til afhøring til sagen og ønskede i øvrigt i samråd med sin forsvarer ikke at udtale sig på nuværende tidspunkt. Anklagemyndigheden vurderede omstændighederne ved uheldet og konkluderede, at der ikke var grundlag for fremstilling af den 30-årige i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, så politiet løslod ham herefter. Han er således fortsat sigtet i sagen, hvor han også skal afhøres, når aftale herom med hans forsvarer er indgået.

Narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

kl. 20.27 sigtede og anholdt politiet en 17-årig ung mand, som var kørt i bil igennem drive-in ved en burgerrestaurant, selvom han var påvirket af narko. Den unge mand havde taget kørekort, men han havde ingen ledsager med gyldigt kørekort med sig i bilen, som det kræver for en chauffør under 18 år. Den 17-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer vil det blive afgjort, om den 17-årige havde ulovlige stoffer i blodet under kørslen og hvilket konsekvenser det får for hans nyerhvervede kørekort.

 

Indbrud i perioden

Søstrupvej, Holbæk
Anders Larsensvej, Holbæk