Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2020/04/08 til 2020/04/21.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Indsats i forbindelse med landsdækkende hastighedskontrol – Holbæk, Solrød, Køge og Greve

Midt- og Vestsjællands Politi havde i går en målrettet kontrol mod hastighed i trafikken i forbindelse med den landsdækkende hastighedsindsats. Politiet havde en meget travl aktion, hvor i alt 101 bilister blev sigtet for at køre for at køre for hurtigt. Tre kørte, selvom de ikke havde førerret og to kørte, selvom de var frakendt førerretten. Sagerne medfører foruden bødestraf, at i alt 37 bilister kan forvente et klip i kørekortet og 7 bilister kan forvente at få en betinget frakendelse

Mandag formiddag foretog færdselspolitiet en måling med laser på Roskildevej ud for Æblevang i Holbæk. Her blev 21 bilister skrevet for at køre for stærkt i byen. Den højeste måling lød på 72 km/t, selvom den højst tilladte hastighed er 50 km/t på stedet. På vej til kontrolstedet blev fire bilister optaget af politiets videobil, fordi de overskred hastigheden eller i øvrigt overtrådte færdselsloven. Den højeste måling lød på 153 km/t i en 110 km/t zone. To bilister kørte både for stærkt og gav ikke tegn med blinklyset i forbindelse med vognbaneskift. De kan begge vente at få en bøde på 5000 kr. i bøde og et klip.

Butikstyve stak af – Munkholmvej, Holbæk

Kl. 21.09 bemærkede en medarbejder i Netto to unge mænd, som havde stjålet fra butikken. Han forsøgte at standse mændene ved udgangen, men det lykkedes dem at flygte fra stedet. Medarbejderen fulgte efter og fik standset den ene mand på Sofieminde alle, som stadig havde tyvekosterne på sig – 6 energidrik af mrk. Red Bull. Politiet blev tilkaldt, og den tilbageholdte, en 19-årig mand fra Hørve blev sigtet for butikstyveri, hvorefter han blev løsladt. Ud fra butikkens overvågningsvideo forsøger politiet nu at identificere den anden butikstyv.

Narkopåvirket, frakendt kørekortet og med kniv i bilen – Havnevej/Kanalstræde, Holbæk

Kl. 01.14 så en patrulje personbil, som havde en defekt baglygte, som betjentene bille påtale. Føreren af bilen, en 58-årig mand fra Slagelse, var påvirket at narkotika og var frakendt retten til at køre bil. Så han blev sigtet, anholdt og for at få udtaget en blodprøve. Bilen blev ransaget, hvor politiet fandt en ulovlig foldekniv, som blev beslaglagt. Den 58-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven. Han blev løsladt efter blodprøveudtagelsen og kan nu forvente at høre mere fra politiet, når resultatet er kommet.

To spirituskørsler af samme mand i samme bil – Holbæk

Kl. 15.28 fik politiet en anmeldelse om en bestemt bil, der blev ført usikkert af en formodet spirituspåvirket fører i Holbæk-området. Det lykkedes ikke umiddelbart at finde den anmeldte bilist, som en patrulje dog kl. 16.30 fik øje på, da bilisten kørte usikkert ad Roskildevej i Holbæk by. Den dansk registrerede bil blev standset, og føreren var en 29-årig mand fra Polen, som blev sigtet for spirituskørsel, da han var påvirket af spiritus under kørslen, samt for kørsel uden førerret. Han fik udtaget en blodprøve og løsladt kort efter.
Kl. 18.42 fik politiet igen en anmeldelse fra en opmærksom bilist, der havde set en bil køre venstre rundt om et helleanlæg i krydset Egevej – Landevejen, idet bilisten var kommet fra Egevej og havde svinget til venstre ad Landevejen og herunder kørt den forkerte vej rundt om helleanlægget. Nummerpladen på den anmeldte bilist var den samme som tidligere, og denne anmelderen fulgte efter bilisten, der kørte usikkert, videre til Kvarmløsevej, hvor politiet igen fik kontakt til føreren. Der var igen tale om den samme polske, 29-årige mand, der igen blev sigtet for både spirituskørsel og kørsel uden førerret. Han blev igen anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, hvorefter han blev lagt i detentionen til afrusning, så han ikke blev fristet til at køre bil igen. Den polske mand blev løsladt lørdag formiddag med oplysning om, at han vil høre nærmere fra politiet, når hans sager skal afgøres i retten.

Brandundersøgelse – Hasselvænget, Holbæk

Kl. 21.28 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en lejlighed hos en 29-årig mand fra Holbæk. Der var gået ild i en sofa på hans bopæl, og branden havde han selv forsøgt at slukke, men naboen havde opdaget røg og derefter slået alarm. Den 29-årige blev bragt til kontrol på skadestuen for eventuel røgforgiftning, medens fire andre beboere blev evakueret fra deres bolig. Brandvæsnet fik slukket branden, der dog havde forårsaget større skader på den 29-åriges bolig. Brandårsagen blev klarlagt til at være en tabt cigaret ned i sofaen, som den spirituspåvirkede, 29-årige mand sad i. Politiet vurderer nu, om der er grundlag for at sigte den 29-årige for noget i anledning af branden.

 

Unge mænd sov i båd – Lystbådehavnen, Finsings Plads – Holbæk

Kl. 08.11 fandt en bådejer fem store drenge, som sov i hans båd, der ligger i lystbådehavnen i Holbæk. Han tilkaldte politiet som kørte til havnen, hvor de traf de 15-17 årige drenge fra Holbæk og Vordingborg. De blev sigtet for husfredskrænkelse og deres værger kontaktet. En 15-årig dreng fra Vordingborg var efterlyst af sit bosted. Han blev kørt retur til bostedet af politiet. Ifølge anmelderen havde drengene formentlig også været inde på andre både, for at finde madrasser og tæpper at sove på. Tingene blev leveret retur til rette ejer, der umiddelbart ikke havde nogen erstatningskrav. Da patruljen var kørt fra stedet fik politiet anmeldelse om, at en båd havde været udsat for hærværk. Politiet efterforsker nu sagen, for at finde frem til om nogen af de antrufne drenge kan mistænkes for hærværk mod båden. De sociale myndigheder er orienteret om sagen.

Flere mindre brande – Køge, Odsherred, Holbæk, Ringsted

Det har ikke regnet længe, og derfor er alt meget tørt i naturen nu. Der har været flere eksempler på brande, som er startet på grund af gløder, som er blusset op og har antændt tørt træ. Politiet vil i den forbindelse opfordre borgere til at være forsigtige, når slukker cigaretter, tænder bål, griller, bruger ukrudtsbrænder eller i øvrigt håndterer ild/gløder.

Brand i græsrabat – Roskildevej, Vipperød – Holbæk
Kl. 11.28 kom et alarm 112 opkald om en mindre brand i en græsrabat ved en vejgrøft. Brandvæsnet rykkede ud og slukkede branden før den bredte sig. Ilden var formentlig starte ved et cigaretskod. Ingen personer blev truffet på stedet.

22-årig fik straksdom for narkosalg, Holbæk

Kl. 10.20 torsdag blev en 22-årig mand fra Holbæk idømt 7 måneders ubetinget fængsel for salg af narkotika. Politiet ransagede mandens bopæl onsdag, fordi der var begrundet mistanke om, at manden solgte narkotika fra sin adresse. På bopælen fandt efterforskerne og narkohunden flere poser med kokain til videresalg samt digitalvægt og flere tomme salgsposer, som blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

Den 22-årige erkendte at være i besiddelse af 45 gram kokain til videresalg, hvorfor sagen kunne afgøres med en straksdom ved Retten i Roskilde torsdag – dagen efter ransagningen. Den 22-årig blev løsladt, indtil han skal afsone sin straf.

Grundlovsforhør efter fund af oversavet jagtgevær – Jyderup-Holbæk

Kl. 17.10 var politiet med en narkohund på en adresse i Jyderup, på grund af en mistanke om, at der blev opbevaret narkotika på stedet. Lejligheden blev ransaget, men der blev ikke fundet narko. I stedet fandt politiet et oversavet jagtgevær og tre tilhørende jagtpatroner. To mænd, en 21-årig og en 33-årig begge fra Holbæk, blev anholdt og sigtet for våbenbesiddelse efter særligt skærpende omstændigheder. De blev taget med til stationen til afhøring og vil kl. 13.00 blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik varetægtsfængsling.

Mand faldt ned under træklatring – Søbæksparken, Jyderup – Holbæk

Kl. 12.36 kom et alarmopkald om, at en mand var faldet omkring fem meter ned fra et træ, hvor han øvede træklatring under sin uddannelse som friluftsvejleder. Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor manden var ved bevidsthed, men havde smerter i ryggen og det ene ben. Klatreren, en 48-årig mand fra Vallensbæk, var sammen med en ven, da ulykken skete. På grund af kort uopmærksomhed og problemer med det ene reb, var han faldet ned fra træet, hvor han landede på benene og rullede rundt. Lægehelikopteren blev sendt til stedet, men de foreløbige undersøgelser af manden viste, at han ikke var kommet alvorligt til skade. Den 48-årige blev kørt med ambulance til behandling på sygehuset, men slap meget heldigt fra sit fald. Politiet underrettede arbejdstilsynet, som kom frem til stedet, for undersøge uheldsstedet nærmere. Patruljen optog rapport om uheldet, og politiet skal i samarbejde med arbejdstilsynet klarlægge, om der er sket brud på arbejdsmiljølovgivningen.

Mindreårig butikstyv – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 15.07 blev en 12-årig pige fra Holbæk tilbageholdt i Føtex, hvor hun havde stjålet make-up produkter for 1345 kr. En patrulje blev sendt til stedet, og hendes mor kom ligeledes frem til butikken. Pigen blev afhørt til sagen og forretningen fik deres varer retur, og havde derfor intet erstatningskrav. Den 12-årige er under den kriminelle lavalder, så hun kan ikke straffes for sin gerning. De sociale myndigheder blev underrettet om sagen.

Flygtede efter færdselsuheld – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 16.20 kørte en 72-årig mand fra Lejre på motorcykel ad Stenhusvej mod nord og ind i rundkørslen ved Skagerakvej med lav hastighed. Fra Skagerakvej i vestlig retning kørte en personbil samtidig ind i rundkørslen, så den 72-årige motorcyklist måtte undvige og kom i slinger. Det resulterede i at motorcyklisten styrtede og brækkede sin skulder. Føreren af personbilen standsede ikke op efter uheldet, men kørte væk fra stedet. Den 72-årige blev kørt i ambulance til sygehuset til behandling. Hans motorcykel fik skader af styrtet. Politiet kørte frem til uheldsstedet, for at undersøge det nærmere. Patruljen fandt ikke frem til den flygtende bil og politiet søger nu vidner i sagen for at få oplysninger, som kan føre frem til personbilen og føreren.

Den flygtende bil beskrives som en sort stationcar personbil, som muligt kan have skader var et sammenstød.

Vidner som overværende uheldet ved rundkørslen på Skagerakvej/Stenhusvej i går kl. 16.20, eller som har set en sort stationcar køre væk fra stedet, og som kan komme med oplysninger om bilen eller føreren, bedes kontakte politiet på tlf. 114

Pengeregn – Labæk, Holbæk

Hvem drømmer ikke om pengeregn? En lille solstrålehistorie om en god borger, som gik på Labæk i Holbæk, da hun så en masse 500 kr. sedler, som fløj rundt på gaden. Kvinden, en 31-årig fra Holbæk, samlede pengene sammen, og der viste sig at være i alt 19 plovmænd, som i alt beløb sig op i 9.500 kr. Den 31-årige ønskede at pengene skulle retur til rette ejermand, så hun kontaktede politiet, som afhentede pengene som hittegods. Lige omkring kl. 17.00 ringede en 56-årig mand fra Holbæk til politiet, da han havde hævet netop 9.500 kr i kontanter fra en hæveautomat i Holbæk, men havde tabt pengene på hjemvejen. Politiet fik dokumenteret hævningen fra den 56-åriges konto og udleverede pengene til rette ejermand, som selvfølgelig blev meget glad, for at få sine penge tilbage.

Spirituskørsel – Skarridsøgade, Jyderup – Holbæk

kl. 09.55 anmeldte en bilist, at hun havde kørt bag en bil, som blev ført usikkert og nu havde påkørt et hegn. Bilen blev ført af en kvinde, som gik meget usikkert, så politiet kørte til stedet, hvor føreren af bilen, en 64-årig kvinde fra Jyderup blev sigtet og anholdt for spirituskørsel, da hun havde en promille væsentligt over det tilladte. Der var ikke sket skade på personer eller hegnet under uheldet. Den 64-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse og vil høre mere fra politiet, når resultatet kommer.

Låst inde i lukket butik – Stenhusvej, Holbæk

kl. 17.23 kom et alarm 112 opkald fra en 35-årig mand fra Søborg. Han befandt sig i en lukket elektronikbutik, hvor han havde været inde at handle. Den 35-årige var gået på kundetoilettet, og da han kom ud var forretningen lukket og alle var gået fra stedet. Politiet sendte en patrulje til stedet og forsøgte at kontakte ejeren af butikken uden held. Omkring kl. 17.34 fik patruljen fat i en medarbejder, som kunne låse kunden ud af forretningen.

Søndag (Påskedag) – mandag (2. påskedag)

 

To knallerter kørte sammen – Nordstjernevej, Tølløse – Holbæk

Kl.16.38 stødte to 13-årige drenge fra Ugerløse sammen på knallert. Den ene kørte ad Nordstjernevej i vestlig retning, da han trak over i modkørende vejbane, for at køre uden om to gående. Her ramte han den anden 13-årige dreng på siden, som kørte imod ham på knallert. De to knallertførere styrtede og slog sig, men kom ikke alvorligt til skade. En 16-årig pige som kom forbi, da uheldet skete ringede 112, og der blev sendt politi og ambulance til stedet. De to drenge blev kørt i ambulance til undersøgelse, men slap fra uheldet med knubs. Politiet optog rapport i sagen, for at belyse omstændighederne ved uheldet.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk

Kl. 11.28 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøjet. Bag rattet sad en 40-årig mand fra Slagelse, som ikke kunne fremvise noget kørekort. Det viste sig, at han i 2016 havde fået førerretten inddraget af politiet af helbredsmæssige årsager og derfor ikke havde lov til at være fører af et køretøj. Politiet sigtede ham derfor for kørsel uden førerret og kunne dermed konstatere, at det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at han var blevet afsløret i den overtrædelse af færdselsloven. Hans personbil blev derfor beslaglagt af politiet med henblik på senere konfiskation, så den 40-årige vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af sagen skal afgøres.

Indbrud i Perioden

Ahlgade, Holbæk
Smedelundsgade, Holbæk
Henrik Thottsvej, Holbæk
Pakhusstræde, Holbæk
Elmegården, Jyderup
Nørupvej, Regstrup

Foto: ABW
Del på sociale medier