Af de næsten 25.000 danskere, som gennemførte Diabetesforeningens risikotest for type 2-diabetes i forbindelse med Verdens Diabetesdag, havde tæt på hver anden høj eller meget høj risiko og blev anbefalet at søge læge.

Du finder tallene for Holbæk Kommune her og i nedenstående tabel.

Omkring 60.000 danskere formodes at have type 2-diabetes, men uden at have fået stillet diagnosen. Derfor sætter Diabetesforeningen hvert år fokus på tidlig opsporing af type 2-diabetes i forbindelse med Verdens Diabetesdag den 14. november. Det skete med en række arrangementer i samarbejde med Danmarks Apotekerforening, kommunale sundhedscentre og mange af Diabetesforeningens egne lokalforeninger, der gennemførte risikotest og oplyste om type 2-diabetes.

Risikotesten med syv simple spørgsmål kan også tages digitalt på diabetes.dk.

I november måned 2019 blev der i alt gennemført 24.823 risikotest både på Diabetesforeningens hjemmeside samt fysisk ved et af de i alt 191 arrangementer over det meste af landet.

Bør søge læge

Samlet set havde tæt på halvdelen af de testede høj eller meget høj risiko for type 2-diabetes.

De bør søge læge for at få taget en blodprøve, der kan afgøre, om de faktisk har type 2-diabetes eller er på vej til at udvikle sygdommen. Risikotesten er et pejlemærke, men for at få vished skal man tjekkes hos lægen, så man kan få hjælp og behandling, hvis man har type 2-diabetes uden at vide det, siger forskningschef i Diabetesforeningen Tanja Thybo.

Blandt dem, der tog risikotesten ved et af de 191 arrangementer på Verdens Diabetesdag, havde 53 procent høj eller meget høj risiko, mens det gjaldt for 44 procent af dem, der tog testen online på diabetes.dk.

Over 100.000 risikotest

Flere end hver tredje, der får stillet diagnosen type 2-diabetes, har allerede en eller flere følgesygdomme, når de får stillet diagnosen. Det tyder på, at de kan have haft sygdommen i årevis uden at vide det.

Uden behandling er type 2-diabetes livsfarlig. Derfor er vi utrolig glade for, at så mange hvert år tager imod muligheden for en risikotest i forbindelse med Verdens Diabetesdag. Det er afgørende at type 2-diabetes opdages så tidligt som muligt, så man kan komme i behandling og selv tage initiativer, der kan forebygge de alvorlige følgesygdomme, siger Tanja Thybo.

Type 2-diabetes kommer typisk snigende, hvorfor mange risikerer at misfortolke symptomerne. Jo tidligere, type 2-diabetes opdages, jo bedre er udsigterne for at forebygge alvorlige følgesygdomme som hjertekarsygdom, nyreproblemer og fodsår med medicinsk behandling og livsstilsændringer som mere fysisk aktivitet, kostændringer og vægttab.

Risikotesten er tilgængelig året rundt på diabetes.dk. I 2019 er der frem til begyndelsen af december måned gennemført 101.736 risikotest, hvilket er rekordmange for et enkelt år.

Det viser, der er stor interesse for at få viden om type 2-diabetes og for at blive bevidst om sin egen risiko. Det er positivt, fordi viden er en forudsætning for at handle og for, at endnu flere kan undgå type 2-diabetes og dens følgesygdomme, siger Tanja Thybo.

I dag har over 230.000 danskere diagnosen type 2-diabetes og antallet forventes at stige til 430.000 i 2030.

Tag risikotesten

Risikotesten består af 7 simple spørgsmål, som placerer folk i en risikogruppe. Testen er udviklet af forskere på Diabetes Research Centre på Leicester Universitet i England: www.diabetes.dk/testdigselv

 

 

Del på sociale medier