Her kan man se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet fra den 8. til den 19. marts 2019.

Bemærk, at det er de hændelser, som politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Nørupvej / Ringvejen, Regstrup – Holbæk

Kl. 0841 kørte politiet og ambulancepersonale ud til et færdselsuheld, hvor to bilister var stødt sammen. En 60-årig kvinde fra Gislinge var i en personbil kørt ad Nørupvej mod vest, da hun svingede til venstre ad Ringvejen. Under svingningen blev hun påkørt af en 49-årig kvinde, der i en personbil kørte ad Nørupvej i modsat retning. Ingen af de to kvindelige førere var kommet til skade ved sammenstødet, hvorfor der ikke blev brug for den tilkaldte ambulance. Den materielle skade var minimal på begge køretøjer. Den 60-årige kvinde kan forvente at høre nærmere fra politiet på grund af mistanke om overtrædelse af færdselsloven.

Spirituskørsel – Roskildevej, Holbæk

Kl. 0145 blev en 38-årig mand fra Holbæk anholdt og sigtet for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Lille knallert kunne køre stærkt, men ikke bremse – Butterup, Regstrup – Holbæk

Kl. 1110 standsede færdselspolitiet en lille knallert, der blev ført af en 48-årig mand fra Regstrup, for at lave en rutinemæssig kontrol. Knallerten blev målt på rullefelt til at køre 58,2 km/t, selvom den højst tilladte hastighed for en lille knallert er 30 km/t. Politiet undersøgte knallerten, der viste sig at have en defekt forhjulsbremse. Politiet sigtede den 48-årige for overtrædelserne. Sagen lægges op til at give en betinget frakendelse af retten til at føre lille knallert samt en bøde.

Færdselsuheld med cyklist – Rundkørslen på Kalundborgvej/Holbæk

Kl. 1751 kom en 22-årig mand fra Holbæk kørende i bil ind i rundkørslen og ud af første vej. Her kom en 55-årig mand fra Holbæk kørende på cykel på cykelstien og kørte ind i siden på bilen, selvom cyklisten havde vigepligt i rundkørslen.
Cyklisten blev efterfølgende kørt til Holbæk Sygehus for at blive undersøgt for skaderne. Manden slap fra uheldet med knubs.

Frakendt førerretten og narkopåvirket – Dyremosevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 1020 standsede politiet en 28-årig mand fra Mørkøv, der kørte i en personbil. Han var frakendt førerretten i forbindelse med en sag om spirituskørsel. Patruljen kontrollerede den 28-årige med narkometeret, der viste positiv for hash. Han bil var desuden ikke synet, så den fik taget nummerpladerne. Ejeren af bilen blev sigtet for at have overladt førerretten af sin bil til en der ikke havde gyldigt kørekort. Den 28-årige blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Nu venter politiet på svaret på prøven, hvorefter den 28-årige kan forvente at så sine sager afgjort samlet.

Tyveri af pung fra togrejsende – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 0751 anmeldte en 41-årig mand fra Holbæk, at han i forbindelse med indstigning i et tog på Holbæk station kl. ca. 0730 havde fået stjålet sin pung. To fremmede mænd skubbede til anmelderen og stjal i al ubemærket hans pung. Det opdagede han først lidt senere og kunne mistænke som minimum en mand af østeuropæisk udseende, 30-40 år, ca. 175 cm høj, kraftig af bygning, sort hår og med skægstubbe, iført måske mørk hue, vinterjakke og medbringende en stor rygsæk.
Politiet havde næsten samtidig fået en anmeldelse fra en DSB-ansat, der havde bemærket fire mistænkelige mænd omkring toget. Trods eftersøgning efter de mistænkelige mænd i området ved stationen traf politiet ikke nogen svarende til signalementet.
Torsdag eftermiddag fik den 41-årige sin pung retur, men uden kontanter og kreditkort, efter at den var blevet fundet i en skraldespand i Vestergade, Holbæk. Desuden kunne den 41-årige konstatere, at der kl. 0734 uberettiget var hævet 5.000 kr. på hans bankkonto. Politiet forsøger nu at få identificeret den/de mistænkelige mænd ved Holbæk station ud fra eventuel overvågning og eventuelle vidner, der måtte have set noget til dem i området.

Mistænkelig mand – Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk

Kl. 1054 anmeldte en opmærksom, lokal kvinde, at hun havde bemærket en mand gå rundt og kigge ind ad ruderne på parkerede biler. Manden blev beskrevet som en mand, der var iført grå hue, blå jakke, sorte bukser med en hvid lomme. Politiet ledte efter manden i området, men fandt ham ikke, så det kunne blive opklaret, hvad formålet med hans adfærd kunne være.

Narkokørsel – Karensmindevej, Holbæk

Kl. 1605 anholdt og sigtede politiet en 17-årig ung mand fra Jyderup for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte føre, fordi han ikke havde erhvervet sig et kørekort. Han var fører af en bil, hvori der var tre passagerer, der ifølge en tidligere henvendelse til politiet havde opført sig mistænkelig og måske kunne mistænkes for at ryge euforiserende stoffer. Mistanken viste sig at være begrundet for førerens vedkommende, idet han blev skønnet påvirket af narkotika og derfor fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Ingen af personerne i bilen var i besiddelse af narkotika, men politiet sigtede dog en 18-årig mand fra Holbæk for overtrædelse af knivloven. Ved siden af ham i bilen fandt politiet nemlig en urtekniv, som ikke blev brugt til noget anerkendelsesværdigt formål. Både føreren og den 18-årige kan nu begge forvente at høre nærmere fra politiet.

Solouheld – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde – Lejre

Kl.1139 skete et solouheld, da en 19-årig kvinde fra Holbæk kørte ad Holbækmotorvejen mod øst og af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil og påkørte autoværnet. Politi og ambulance blev sendt til stedet. Den 19-årige var sluppet fra uheldet uden alvorlige skader, men hun blev tilset i ambulancen. Motorvejen var spærret i omkring en halv time, mens bilen blev fjernet fra vejen. Bilen og autoværnet fik større skader som følge af uheldet.

Uro i ventesal – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 1635 fik politiet en anmeldelse fra DSB om, at 7-8 unge opholdt sig i ventesalen, hvor de både spillede højt musik og indtog alkoholiske drikke. Deres adfærd var til ulempe for øvrige rejsende på stationen. Politiet kørte til stationen og påbød de unge at slukke for musikken. Det efterkom de og ville i øvrigt forlade ventesalen kort efter. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

Kørsel uden førerret – Chr. Hansensvej, Holbæk

Kl. 0000 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. I bilen sad en 25-årig mand uden fast bopæl bag rattet, hvilket medførte en sigtelse for kørsel uden førerret, da han ikke havde erhvervet sig et kørekort. I bilen var bilejeren – en 24-årig mand fra Holbæk – med som passager. Han havde overladt føringen af bilen til den 25-årige og fik derfor en sigtelse for den overtrædelse af færdselslovens, idet han ikke havde sikret sig, at den 25-årige lovligt kunne køre bilen. Begge kan nu forvente at høre nærmere fra politiet.

Glatføreuheld – Tølløsevej / Katholmvej, Tølløse – Holbæk

Kl. 0640 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet bil var havnet i grøften i en kurve. Det viste sig, at en 62-årig kvinde fra Tølløse under kørsel i en personbil ad Tølløsevej var skredet tværs over vejen i venstrekurve på grund af glat føre. Hun var havnet i grøften, og bilens airbags var blevet udløst. Hun blev i ambulancen bragt til skadestuen i Roskilde til kontrol, men var sluppet uskadt fra uheldet. Ingen andre trafikanter blev involveret i ulykken, hvor politiet foretog trafikregulering på uheldsstedet, indtil et bugseringskøretøj fik fjernet den forulykkede bil.

OPFØLGNING

Tricktyverier – Vig / Svinninge / Holbæk – Odsherred/Holbæk

Kl. 1330 fik politiet den første anmeldelse om et tricktyveri, der var blevet forøvet i supermarkedet Aldi, Torvesvinget, Vig, kl. ca. 1200. En 86-årig kvinde fra Fårevejle St. var på indkøb og havde placeret sin taske i indkøbsvognen, da en fremmed mand havde peget på nogle varer for at få hjælp. Manden havde ikke sagt noget, men den 86-årige hjalp manden, der havde sine hænder fulde af varer. Da kvinden skulle afslutte sine indkøb og betale for varerne ved kassen, opdagede hun, at hendes pung var blevet stjålet. En butiksmedarbejder havde dog fundet pungen efterladt i butikken. Via overvågningsvideoen fremgik det, at en anden mand end den mand, der henvendte sig til kvinden, stjal pungen fra hendes taske.

Kl. 1455 fik politiet endnu en anmeldelse om et tricktyveri, der var blevet forøvet kl. ca. 1355 i supermarkedet Aldi, Hovedgaden, Svinninge. En 71-årig mand fra Svinninge blev under indkøb kontaktet af en fremmed mand, der bad om hjælp til at løfte en pose op, hvilket den 71-årige var behjælpelig med. Den fremmede mand gik herefter fra stedet. Ved kassen kunne den 71-årige ikke finde sin pung, som havde fået stjålet op af jakkelommen uden at bemærke noget. Pungen var dog blev fundet i butikken, men uden de kontanter, der havde været i pungen.
Den mistænkte i disse to sager blev beskrevet som en mand, 40-45 år, 170-185 cm høj, kraftig af bygning, sorte skægstubbe, iført sort (top)hue, sorte bukser og sorte sko. Politiet formoder, at der i begge sager kan være tale om samme mand, der har afledt ofrenes opmærksomhed.

Kl. 1151 anmeldte pårørende til en 81-årig kvinde fra Kirke-Hyllinge, at hun var blevet bestjålet kl. ca. 1100 i forbindelse med indkøb i supermarkedet Aldi, Borgmester N. E. Hansensvej, Holbæk. To personer havde henvendt sig til den 81-årige og bedt om hjælp til at finde nogle varer. Efter at have fået den ønskede hjælp forsvandt de to personer fra stedet, hvorefter den 81-årige ved kassen opdagede, at hun manglede sit dankort og kontanterne i pungen. Pengene og kortet var blevet stjålet ubemærket, og tyveriet havde været så stærkt chokerende for den 81-årige, at hun ikke kunne beskrive de to mistænkte mænd yderligere.
I alle tre sager forsøger politiet nu bl.a. ud fra eventuel videoovervågning at få identificeret de mistænkte i sagen, ligesom politiet også gerne vil i kontakt med personer, der måtte havde oplysninger om de mistænkte.

Brandundersøgelse – Høedvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 1737 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et køkken. Branden blev hurtigt slukket og blev dermed begrænset til køkkenet. I forbindelse med madlavning var en mandlig beboer faldet i søvn, så der var opstået ildebrand på komfuret. En mand blev bragt til skadestuen til kontrol for eventuel røgforgiftning i anledning af branden. Politiet kigger nu på, om nogen kan drages til ansvar for brandens opståen.

Træ spærrede vejen – Slagelsevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 1239 fik politiet anmeldelse om, at et træ var væltet i blæsten og nu lå henover vejen ca. 200 meter efter Bromølle Kro. Træet spærrede for den ene halvdel af kørebanen og var til gene for trafikken. Falck blev sendt til stedet og fjernede træet, så trafikken igen kunne passere frit.

Uønsket mand på sygehuset – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 2203 anmeldte personalet på sygehuset, at der var en mand, der havde taget ophold. Han drak øl og røg cigaretter indenfor og nægtede at forlade stedet. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 55-årig mand fra Holbæk, der blev bortvist fra stedet uden at være blevet sigtet for noget. Patruljen gav manden et lift hjem for at få ro på sygehuset.

Kørsel i frakendelsestiden og bil beslaglagt – Drivsåtvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 0306 standsede politiet en 19-årig mand fra Herlev, der var frakendt retten til at køre bil i forbindelse med flere sager om narkokørsel. Manden havde kørt gentagne gange i frakendelsestiden og i påvirket tilstand, så politiet beslaglagde hans bil med henblik på konfiskation. Retten vil senere tage stilling til konfiskationssagen i forbindelse med, at sagen skal afgøres.

To mænd sigtet for vold mod hinanden – Jernbanevej, Mørkøv

Kl. 1710 fik politiet via alarm 112 melding om et slagsmål på togstationen i Mørkøv. To mænd var i slagsmål og var herunder faldet ned på jernbaneskinnerne, hvor slagsmålet var fortsat. Ved politiets ankomst til stationen holdt et tog afventende. I toget fik politiet kontakt til den ene part – en 18-årig mand fra Mørkøv – som havde pådraget sig en skade ved næsen. Modparten var en 39-årig mand fra Mørkøv, som politiet traf på stationsområdet. Hans ene skulder var formentlig gået af led som følge af slagsmålet, hvorfor han i en tilkaldt ambulance blev bragt til skadestuen til fornøden undersøgelse og behandling. Politiet sigtede de to mænd for vold mod hinanden i forbindelse med slagsmålet, der var opstået, da de tilfældigt havde mødt hinanden på stationen. De havde talt om en privat uoverensstemmelse, hvilket havde sindene så meget i kog, at de var røget i slagsmål med hinanden. Begge kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne imod dem.

Indbrud i Perioden

Hejrevej, Gislinge
Stenhusvej, Holbæk
Tveje-Merløse, Holbæk
Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk
Filmtorvet, Holbæk
Jernbanevej, Holbæk
Ahlgade, Holbæk
Jernbanevej, Jyderup
Jernbanevej, Jyderup
Drivsåtvej, Jyderup
Høedvej, Jyderup
Smedelodden, Stigs Bjergby, Mørkøv
Smedelodden, Stig Bjergby, Mørkøv
Åmosevej, Skellingsted, Mørkøv
Kirkestien, Kundby, Svinninge
Nygade, Tølløse
Kløvervej, Tølløse
Eriksholmvej, Vipperød