Talentrådet er nu klar med en række anbefalinger, der skal styrke vilkårene for talentudvikling indenfor både billedkunst, scenekunst og idræt.

Igennem knapt et år har to professionelle firmaer screenet talentmiljøer i hele Holbæk Kommune. Firmaet PLUSS har set på billedkunst og scenekunst, mens Idrættens Analyseinstitut har haft blikket rettet mod sportsverdenen.

På baggrund af deres screeninger, har Talentrådet samlet en række anbefalinger, som de onsdag præsenterede for Udvalget for Kultur og Fritid.

”Vi har en masse potentiale blandt de unge i Holbæk Kommune, men hvis de skal udnytte det fuldt ud, er der behov for, at rammerne er optimale. Vores anbefalinger peger på de områder, hvor det giver mest værdi at rette fokus hen”, forklarer Lars Petersson, der er formand for Talentrådet i Holbæk Kommune, som består af repræsentanter fra det lokale erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og idræts- og kulturmiljøer.

Solide tilbud på BGK og SGK

Talentrådet konkluderer, at der, når det gælder billedkunst – og især den billedkunstneriske grunduddannelse (BGK) – er solide og fagligt velkonsolideret tilbud, og at mange af eleverne kvalificerer sig til de videregående kunstuddannelser. Samtidig peger de på, at der er behov for fokus på finansiering samt mulighed for yderligere udvikling i samarbejde med Holbæk Drama College og ungdomsuddannelserne.

Også når det gælder scenekunst er Holbæk Kommune fagligt godt med. Modellen omkring Holbæk Drama College og Scenisk Grundkursus (SGK) bedømmes som et godt koncept for talentudvikling integreret i en gymnasial uddannelse. I forhold til scenekunst peger Talentrådet på, at der er behov for at styrke rekruttering og synlighed.

Stort potentiale i idrætsmiljøerne i Holbæk Kommune vurderes til at have meget potentiale, som i højere grad kan udnyttes. Talentrådet konkluderer desuden, at trænerrekruttering kan blive et problem, og at der er behov for at styrke samarbejdet mellem klubberne. Talentrådet hæfter sig dog også ved, at der kan skabes gode muligheder for såkaldt dual career, hvor sport kombineres med en traditionel uddannelse og karriere, og at sportsbyen vil styrke de fysiske rammer markant.

Talentudvalget peger derfor på vigtigheden af at fremme talentudvikling på ungdomssiden og skabe attraktive træningsmiljøer på seniorsiden, hvilket blandt andet kan ske ved at invitere udvalgte klubber til at blive en del af en talentudviklingsstrategi. Herudover anbefaler de at fokusere på samarbejde med skole og SFO samt at aflaste klubberne med de administrative opgaver og at prioritere fælles trænerudvikling og anden form for samarbejde klubberne imellem.

Fra rapport til virkelighed
Næste skridt på idrætsområdet er fem såkaldte sportsgrensanalyser for henholdsvis badminton, fodbold, svømning, håndbold og basketball, mens indsatserne for BGK og SGK er ved at blive konkretiseret i en fælles handlingsplan med temaerne synlighed, fysiske rammer, faglighed i spil og ledelse på tværs
”De to undersøgelser og vores anbefalinger giver et rigtig godt afsæt for at arbejde videre med talentudvikling i Holbæk Kommune. Helt afgørende bliver, at vi kan gøre det i fællesskab og sammen løfte området – på tværs af talentmiljøer og på tværs af kommunen”, siger Lars Petersson.

Fakta om Talentrådet
Talentrådet har følgende medlemmer:
• Formand Lars Petersson fra Sparekassen Sjælland-Fyn
• Christian Frank fra Holbæk Kulturskole
• Henrik Miklos Andersen fra BGK, der er en del af Holbæk Kulturskole
• Anders Bo Hansen fra Læring og Trivsel, Holbæk Kommune
• Per Farbøl fra Stenhus Gymnasium
• Kristoffer Møller Hansen fra Holbæk Teater
• Bo Ømosegaard fra Badminton Danmark

Talentrådets opgave er primært at udvikle rammerne for talentmiljøet i Holbæk Kommune, sekundært at støtte enkelte talenter. Til dette arbejde modtager de årligt 400.000 kroner fra Holbæk Kommune, og derudover har Sparekassen Sjælland-Fyn støttet med 230.000 kroner til udarbejdelse af screeningsrapporterne.

 

For yderligere information kontakt:
Lars Petersson
Formand for Talentrådet
Telefon 29 38 77 72

Brian Worm Ahlquist
Chef for Kultur, Fritid og Borgerservice
Telefon 72 36 80 89
Mail bwah@holb.dk

Del på sociale medier