Team Rynkeby Holbæk beretter her om turen mod Paris. Tak til Hans Bruun-Jensen, Holbæk LMK, for tekst og foto:

Mandag 10 Juli 2017 Etape 2
Start Hitzacker Mål Frielingen, Garbsen – 148km

Dag 3 truede med heftige regnbyger, men da vi stod klar klokken 07.15 var det tørvejr og alt tegnede til at blive endnu en dag på kontoret, vi havde dog ikke kørt lang før himlens sluser åbnede sig og de næste 30 Km foregik i øsende regnvejr, herefter var der en kort pause i i regnen, men den tog til og selv vores formiddags boller i depotet måtte indtages i regnvejr.

Turen gik mod byen Celle, der med sine 71000 indbyggere er hovedbyen i landkreis Celle i delstaten Niedersachsen. Celle har 2 tætte tilknytninger til Danmark.

For det første var det her Caroline Mathilde (gift med Christian 7.) blev forvist, efter sin affære med Struensee …
For det andet er Celle venskabsby med Holbæk og således blev vi modtaget af borgmesteren, der holdt en fin tale omkring respekten og vigtigheden af Team Rynkebys arbejde for Børnecancerfonden. Vi havde medbragt en gave til byen og ligeledes modtog vi en gave til Team Rynkeby på vegne af byen. Celle har forøvrigt en gade, der hedder Holbaekstraße.

Efter en dejlig frokost i tørvejr i rådhusets parkeringshus kørte vi videre mod hotel Bullerdieck i vores ankomstby Frielingen, en tur i øsende regnevejr helt ind til små 10 km før mål.

Folk var trætte men humøret højt da vi blev modtaget af vores fantastiske serviceteam, der sædvanen tro modtog os med klapsalver og skulderklap.

Søndag d 9 juli – 1 etape
Dag 2 er vel overstået – Efter en lang tur i går, hvor vi først landede i Rostock omkring kl. 20, var alle friske og klar til dagens etape, som gik fra Rostock til Hitzacker – en tur på 165 km. En super god og rigtig flot tur igennem det gamle Østtyskland – Rigtig gode veje for det meste, dog havde vi strækninger, som ikke var helt så gode med masser af huller, brosten og dårlig asfalt/beton. Turen forløb super godt – vejret var perfekt sol og kun let vind. Vi sluttede turen af med en lille sejltur over Elben til Hitzacker -en tur på 5 min. Med den lille færge som var så lille, at den kun kunne tage halvdelen af os af gangen. I morgen venter en tur på 140 km. Men desværre lover vejrguderne ikke så godt vejr – Men nu må se hvad der kommer af vand ??

Lørdag d 8 juli – Afgang
PARIS HERE WE COME

Så gik startskuddet for Team Rynkeby Holbæk. De næste 8 dage sætter vi os godt i sadlen og vender forhjulet mod Paris. Ca. 1300 kilometer venter forude og er kulminationen på 10 måneders ihærdig indsats: Dels med at få samlet penge ind til den gode sag og dels med at få opbygget formen, så vi alle kan stå distancen.

Det var helt overvældende så mange mennesker, der troppede op i Slotscenteret for at sende Team Rynkeby Holbæk godt afsted. Tak til alle vores familier, venner og andre gode og trofaste støtter, som mødte tidligt i morges i Slotscenteret for at spise morgenmad med os.

Erhvervsdirektør for Holbæk Erhvervsforum Kenny Jensby holdt en fin afgangstale, hvor han roste projektet, deltagerne, kaptajnen og Holbæks erhvervsliv store interesse for at bakke op om det i form af sponsorater og velvilje.

Traditionen tro skrev alle ryttere og servicefolk sig ind i Team Rynkeby Holbæk-bogen og sang sammen sangen ”Det knald gule cykelhold”, som er skrevet til lejligheden.

Helt særligt var det, at Frey og hans familie var mødt op for at vinke farvel til os. De er en af de familier, som Børnecancerfonden bl.a. har hjulpet med tilskud til en ferie. Team Rynkeby Holbæk havde i dagens anledning en ekstra gave til familien, som kan være med til at skabe glæde midt i alt det svære. Og Frey fulgte hos rundt i servicebilen på vores lille prolog gennem Holbæks gader.

Turens første strækning på 180 km har været forrygende.

Da vi havde kørt de første 50 kilometer, var det tid til første depot. Det var ved Vetterslev lidt syd for Ringsted. Humøret var i top og vejret var rigtig fint cykelvejr.

Lige på den anden side af Masnedssundbroen efter 100 km i sadlen holdt vi frokostdepot. Service havde smurt det lækreste smørrebrød til os og det blev indtaget siddende i solen på P-pladsen.

På færgen fra Gedser til Rostock indtog vi dagens aftensmad. Det var både en tiltrængt pause og en god lejlighed til at få fyldt depoterne op til de sidste 13 kilometer mod hotellet i Rostock centrum.

Trætte og glade efter prologen kalder dynerne for i morgen venter endnu mange timer i sadlen. Paris: Here We Come.

Del på sociale medier