Hvis du onsdag den 27. april så flere kinesere i Holbæks gadebillede end normalt, er du ikke helt galt på den. En kinesisk delegation på omkring 15 mænd og kvinder besøgte nemlig Holbæk Kommune, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

kina besoeg (1)Med i delegationen var blandt andre viceborgmesteren i millionbyen Quanzhou, som Holbæk Kommune blev venskabsby med i 2014.

”Viceborgmesteren medbragte den glædelige nyhed, at samarbejdet mellem Holbæk Kommune og Quanzhou nu er blevet godkendt officielt af regeringen i Beijing – det er et meget markant tegn på, at kineserne prioriterer samarbejdet med os meget højt,” siger Kurt Næsted, der er formand for Holbæk Kommunes Vækstudvalg.

Udover viceborgmesteren var der også andre politikere fra Quanzhou samt højtstående forretningsfolk fra særligt fødevarebranchen.

”Da der var mange fra fødevarebranchen med, havde vi naturligvis fokus på de fødevarer, som vi er kendte for her i Holbæk og i hele regionen. Men vi benyttede også chancen for at afdække mulighederne for samarbejde om den kinafestival, der skal løbe af stablen den 9.-11. september i år. Det var der stor interesse for at bidrage til,” siger Kurt Næsted, der er formand for Vækstudvalget i Holbæk Kommune.

Festivalen har allerede støtte fra den kinesiske ambassade i Danmark og det kinesiske kulturinstitut i København samt fra flere højtprofilerede kinesiske kulturinstitutioner i både Quanzhou og Beijing.

kina besoeg (2)Den første del af besøget varede omkring fire timer og delegationen nåede blandt andet at udveksle gaver med borgmester Søren Kjærsgaard på det Gamle Rådhus i Holbæk, møde lokale forretningsfolk og se Galeasen Anna Møller, som nationalmuseet er ved at restaurere på havnen i Holbæk.

Da den del af programmet var færdig, blev en mindre del af delegationen i Holbæk, og eftermiddagen blev brugt på at holde yderligere møder med de kinesiske partnere.

”På møderne blev det aftalt, at vi skal udarbejde konkrete bud på samarbejdsmodeller og business cases for det fremtidige samarbejde mellem Holbæk Kommune og kineserne. Det er nøglen til flere konkrete projekter,” siger Kurt Næsted.

Samarbejdet med Quanzhou skal ses som en del af den internationale strategi, som Vækstudvalget har udarbejdet. Det overordnede formål med strategien er at skabe vækst i Holbæk Kommune ved at opbygge strategiske partnerskaber med internationale partnere med samme høje ambitioner.

Del på sociale medier