Fredag den 31. juli 2015 klokken 18 er der igen kulturaften på Hestebedgaard på Orø. Som det plejer på Hestebedgaards Grillaftner, bliver der grillet i haven bag stakladen. Du skal selv have det med, som du gerne vil have grillet, og der er mulighed for at købe drikkevarer.

Det er ikke nødvendigt med tilmelding til denne kultur/grillaften.

Hestebedgaard er en gammel, velholdt slægtsgård, som har været i den samme families eje helt tilbage fra 1713 og frem til 2008, hvor ejeren, Kjeld Larsen, overdrog gården til Hestebedgaards Venneforening.  Hestebedgaard er nu et kulturelt samlingssted og afholder mange spændende arrangementer og udstillinger. Der er på gården bevaret mindestuer, så det er muligt at se nogle af de gamle ting fra gårdens historie. Her er det muligt at se de oprindelige stuer med møblement og meget andet bevaret som det fremstod for mellem 50 og 100 år siden.

Hestebedgaard ligger på Orø og adressen er: Kattegærstædet 10. Bygningerne ligger i Bybjerg ikke langt fra Orø Brugsforening.